lørdag den 20. oktober 2018

2018.10.20 Gi´ en gedde

Jeg vågnede med et tungt hoved. En af den slags dage, hvor øjnene ikke rigtigt kan åbnes helt og hovedet vejer det dobbelte af hvad det plejer. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helst og det var ærligt ikke begejstringen der strålede ud af mig mens jeg, næsten modvilligt, pakkede kajakken og det dertilhørende udstyr. Jeg vidste godt at der lå en gulerod når jeg lå på vandet, men som sagt...

Og guleroden kom så da jeg lå på vandet. Det vil sige, ovenpå 300 meter kajak træk på land. Dernæst 50 meter kajaktræk i vand. Dernæst 300 meter kajak padling over lavt, for så endelig at kunne sætte Hobie drive i hullet og trampe ud. Javier blev indhentet i modvinden på et øjeblik og sammen bestemte vi en slagplan for hvordan gedderne skulle pelses. Jeg søgte rundt i området på må og få, mens Javier var mere taktisk og lagde sig i drev over "sundet". En anden båd havde gang i samme taktik, men ingen så ud til at fange noget og stille og roligt trampede jeg nordover, mens jeg affiskede til højre og venstre. Men der var dødt. Ikke skyggen af fisk og ingen hug heller. Måske jeg heller ikke brugte det rigtige grej - erfarede jeg senere - men jeg kunne samtidigt erindre at gedderne sagtens kunne følge efter mit havørred grej og tillige hugge på dem, når det var sæson for havørred.

På toppen fløj 2 havørne ud på hver deres sten. De fortsatte senere længere nordpå, mens jeg søgte sundet igennem. Her havde jeg set flere gedder før, men ingen var hjemme i dag. Eller ingen jeg kunne lokke. Jeg drev langsom nedover. Vinden skubbede mig på tværs af sundet og sådan zig-zaggede jeg hele vejen ned til Javier, mens jeg kastede og gjorde ved - uden så meget som et hug.

Javier sad i sin egen verden og fik et chok da jeg smøg mig ind på ham. Han havde haft et hug på sin gedde wobler jig, eller hvad det nu var for en grøn filur han kastede med.
Selv søgte jeg videre syd på og endte til slut nede i bunden. Bunden begyndte også at skrabe på Hobie drevet, så jeg kastede anker da jeg ikke ville drive for langt og så... pludselig... et hug.

Men hugget forblev kun et hug og jeg kæmpede mig videre over det lave område igen, mens jeg tænkte på hvad de gedder egentlig krævede? Da jeg havde hug igen sejlede jeg langsomt videre og tænkte at NU havde jeg fundet området.

Men det eneste der videre skete var at jeg pludselig mærkede et stød i wobleren og pludselig havde en rigtigt fin havørred efter, som huggede helt inde ved kajakken. Den var pænt bred over ryggen og gik sikkert og ventede på at der kom vand i åerne igen. Havørreden så jeg ikke mere til, ej heller nogle gedder og langsomt roede jeg op til Javier mens vi affiskede op til vores udgangspunkt.

Vi mødte nogle vadende gutter der viste deres gedde grej frem. Med woblere på 50 til 90 gram og længere end de fleste normale agn jeg har brugt, kunne jeg godt se at min Gladsax wobler måske ikke var den vildeste agn. Men billederne de fremviste på tidligere fangster løj ikke, så når jeg en sådan dag ikke kunne bruge fluen, så kunne det være jeg skulle købe en enkelt wobler eller 2 til fremtidig jagt, nu vi måtte sejle tomhændede i land. Igen.

Men hovedet... det havde det bestemt bedre og jeg var nærmest i hopla da jeg kom i land. Det er altid dejligt at være ude med kajakken.

søndag den 14. oktober 2018

2018.10.14 På søen!

Så blev der alligevel plads til en fisketur. Egentlig skulle jeg være med kajakken, men jeg måtte sande at vinden fra syd blev en kende skarp og sammen med solen, virkede det ikke rigtigt gedde agtigt inde i vigen. Der i mod kunne en sø lokke og pludselig stod jeg sammen med Javier og Henrik, i gang med at pakke båd og det hele.

Og så lå vi der. Midt på en for mig ukendt sø i Skåne. Der var fisk i søen. Tydeligvis MASSER af fisk. En prøvefiskning med not havde givet 50 ton fredfisk. Tænk lige over den mængde. Dét og så de effekter de giver. Søen var derfor ikke klarvandet. Det er der vist ingen der er her i Skåne. Jeg ærgede mig lidt. Det behøver ikke være spritklart, men jeg kunne først se wobbleren 20 cm fra overfladen, så den var vel ret grumset den her sø.
Men i den grumsede sø fandtes der også gedder, sandart og aborre, sagde de kloge. De førstnævnte var målet for jagten.
Uden kig til bunden nogen steder, uden søkort og uden ekkolod, måtte vi lade ankeret føle dybden.

Vi fandt et sted hvor der var en meter og lige ude foran måske 4 meter. Ok en ler skrænt med muslinger. Vi fiskede løs og glemte at fiskeklubben havde haft 20 mand ude om formiddagen med kun 1 gedde som resultat. Jeg tænkte at gedderne var til møde og havde samlet sig et sted hvor ingen kunne finde dem. Vi flyttede os rundt her og der, men resultaterne udeblev. Indtil jeg pludselig havde andet end den bløde bund, som "huggede" på wobbleren. En flot aborre kom op til afkrogning og så blev det område så kastet igennem ekstra koncentreret. Men resultatløst.

Henrik hørte maven knurre og enige med ham, satte vi gang i grillen. Meningen var at vi skulle spise på land, men båden strandsattes allerede 30 meter før land, så grillen kom i gang i båden. Ikke helt tryg ved situationen med en varm grill midt i det hele, lykkedes vi at lave de sædvanlige gode pølser og havde en pragtfuld pause i det for årstiden fantastiske efterårs vejr. Solen bragede ned fra en skyfri himmel og kun vinden gjorde dagen knap så varm, som den sikkert havde været i læ.

Vi indså at dagen var ved at gå på hæld og bestemte os for at fiske hjemover. Glenten drillede nogle gråkrager. Spurvehøgen drillede mågerne, gedderne drillede os, men havørnen som stille fløj tæt over vores hoveder, var der ingen der drillede. Mægtigt gled majestæten langs bredden og ind mellem træerne.

Hvilken fryd det var at være ude. På en sø. Midt i Skåne. Aborrerne jagtede småfisk på livet løs i skumringen, men intet ville som vi og stramme i huden, lagde vi til på bådebroen, som næppe holder mange år til. Det kunne godt være en gentagelse værd. Bare for fredens skyld.

lørdag den 6. oktober 2018

2018.10.06 Ängarna fra øst og vest

Endnu en weekend, endnu en gang dejligt efterårsvejr. Endnu en gå tur. Endnu ikke noget fiskeri, men det lokkede.

Jeg var på jagt efter en gå tur. Efterårets varme, som var lidt usædvanligt for årstiden, lokkede mig ud i shorts og nærmest helt sommeragtigt gik jeg gennem siv og tang lang Øresund og mod toppen af Foteviken. Så langt man nu kan komme til fods tørskoet. Der stod nogle ordentlige drøn af et par køer derude og græssede. Flotte så de ud - også selvom den slags er fløjtende ligeglade med vejr og vind. De står altid bare og græsser og kigger kun dovent op med et par bedårende øjne, hvis man kommer dem lidt for nær.
Sådan nogle lækre bøffer man kunne skære ud af dem, tænkte jeg. Men det var nok bedst ikke at nedlægge 400 kg. muuuh for samtidigt at risikere helbredet, ved angrebet. Jeg havde heller ikke nogen kniv med, så jeg fandt en rest kød i kindtanden og gumlede lidt på den, mens jeg tænkte hvor meget reelt kød der egentlig var i mit tarvelige, men desperate besøg hos Sybilla, for at få en "bacon surprise" burger, inden jeg begav ud på min natur tur.

Gæssene skræppede på livet løs. Store flokke lettede og landede i et væk. De er på vej væk, men mon ikke de alligevel bliver lidt endnu? Der er jo næsten sommer på vejrkortet. Ikke bare i dag, men også flere dage frem. Hvad skete der egentlig med det efterår? Udover de par dråber regn der kom her til morgen, så har efteråret været tørt, som sommeren var det og som sagt er sommeren nu på vej tilbage.

Jeg jokkede i en næsten tør kokasse, hoppede over afvandingskanalen på det smalleste sted og gik mod bilen igen. Egentlig på vej hjem, men så kom jeg i tanke om at jeg længe havde ledt efter en lettere vej til vandet, når jeg nu ville ud og fiske kajak. At kunne spare de der 5 kilometer eller hvor meget det nu er frem og tilbage, ville give mere fisketid og mindre sved. Og fisketiden, på de dage hvor der nu er fisketid, skal ikke bruges på opsøgende arbejde mere. Det var dengang.

Og så mødte jeg en flinker gut der viste hvor jeg kunne køre ned. En flad eng med endnu flere gæs og lige bag de gæs... vandet. Hvor svært kunne det være? Flere planer blev lagt om fremtidige fisketure. Måske allerede i morgen, hvis vinden ikke bliver for skarp fra nord. Vi får se. Ellers går jeg en tur igen.

Der var i øvrigt ingen bacon overraskelse i min burger. Det var bare bacon.

lørdag den 29. september 2018

2018.09.29 Det der rav der...

Endnu engang måtte jeg se en masse argumenter blive skudt ned af en stædig 10-årig pige og forlade jordhulen derhjemme alene, på vej til stranden. Det er nok ikke mit stærkeste kort at lokke tøser til stranden, når der ikke er fuld sol og badevand. Måske også fair nok et sted, men alligevel. At kunne dele en gå tur og måske endda lidt rav, ved en gåtur langs stranden er i min verden en super beskæftigelse. Ikke en telefon med et spil magen til de andre apper der også åbnes, lukkes og swipes væk i en uendelighed. Der skal skærpning til overfor de indelukkede piger.

Og så jeg gik der alene. Tiltagende vind og faldende vand. Intet der var bekendt hjemmefra. Jeg ville bare ud og gå en tur og hvis muligt, sparke til lidt tang og måske være heldig.

Men forholdende var godt nok fine. Det var jeg næppe ene om at vide, da fodspor i sandet og tangen afslørede at jeg ikke var den første ude. Men min gå tur var også en gå tur og intet andet.
Se; der sad en gråkrage. Så kom nogle gæs forbi. Så nogle andre fugle jeg ikke lige kender og så en falk over golfbanen. Så kom solen frem og så fandt jeg et lille stykke rav. Turen langs stranden blev lang. Det ene skridt tog det andet og jeg nåede næsten ned til enden da jeg pludselig kiggede på klokken og indså at jeg havde over en time hjem.

Tilbage over tangen, sandet og vandet der bruste mere og mere. I lommen lå 3 stykker guld og en dejlig eftermiddag, der blev til aften, var reddet. Man skulle da være utaknemmelig, hvis ikke man kunne glæde sig over det, nu man alligevel ikke må fiske.

lørdag den 22. september 2018

2019.09.22 Hov... hvem tændte lyset?

Pludselig var festen forbi. Nogen havde tændt lyset og der stod jeg - helt nøgen og alene på dansegulvet og indså at havørredsæsonen, der aldrig kom i gang også pludselig var slut, inden jeg selv egentlig kom ud. Hvordan sker den slags? Hvordan kan tiden pludselig gå så stærkt?
Normalt er jeg meget sparsommelig med tiden. Selvfølgelig går tiden som den skal - også på mit ur og i hovedet, men jeg tilhører ikke den slags der syntes at tiden går alt for hurtigt eller "hvor blev tiden af" - måske lige på nær, i denne sæson indenfor fiskeriet.

Så sådan er det og et indlæg uden havørredfiskeri blev til, mens jeg gik på stranden og nød resterne af Knud. Stormen Knud, skal tillægges! Ikke at der var meget storm over ham. Vist, det susede da dygtigt i træerne og der kom da også lidt gang i vandet, men så var det heller ikke værre. Mest imponeret var jeg over fronten Knud kom med. Vi havde det lækreste sommervejr med knap 23 grader og ikke den store vind. Inden for 1 time var det kuling og 12 grader. Sådan et dyk har jeg ikke set længe.

Gad vide om Knud havde skubbet lidt rundt på noget rav og hvordan verden så ud på den anden side af en stor tung og meget saftigt bygesky. Bilen fik en tur i vindtunnellen og siden i vaskehallen - altså naturens bilvask og så stod jeg på kysten og kunne se den næste store byge i horisonten.

Rav var der intet af. Men det gjorde ikke det store. Det var bare dejligt at være ude og nyde bagsiden af stormen og solens endnu varmende stråler. Og en havørn der blev jagtet af nogle sure krager. Og en falk der "musede" over engene. Og havet der bruste i baggrunden - også selvom der ikke var noget rav, men sikkert havørreder man ikke må fiske efter. Der kommer nok et par indlæg til om alt muligt andet end fiskeri. Eller måske om fiskeri, fordi jeg nok skal en tur efter gedder i Blekinge og havørred i Danmark. Drømme om turene kan jeg i hvert fald...

søndag den 19. august 2018

2018.08.19 Tilbage til fiskeriet

Efter en omgang vejrstatistik og små ferieminder, var fisketuren i tankerne pludselig blevet en realitet. En sommer så lang som jeg ikke kan huske at have oplevet tidligere, havde taget en slutning med et for årstiden, mere normalt vejr; Skyet, blæsende og lunt. Drømmen om en varm sensommer har jeg stadig, men allerede nu har både haven og jeg set rigeligt til solen og mærket rigeligt til varmen og det manglende vand fra oven.

Der manglede også lidt vand i Østersøen da Javier og jeg ankom over middag til den tænkte plads. Jeg havde tanker og håb indstillet på en august ørred, mens Javier allerede da vi steg ud af bilen, bekendtgjorde at han ikke regnede med noget. For ham alene, var det tanken om at komme ud og strække stængerne lidt, der lokkede. Jeg måtte give ham ret. Det var ALT for længe siden jeg havde været ude. At Javier kun havde haft en måneds pause blegnede i forhold til min seneste seriøse fisketur tilbage i starten af maj. MAJ ja...! Der måtte gerne være en ørred til mig. Gad vide om de havde savnet mig?

Udvadet på sandbunden, så vi den ene store stime tobis efter den anden. De væltede rundt. Tankerne om hvordan det lige burde lokke havørreder til sig, var ikke fjerne, men som timerne gik og havørreden udeblev, indså jeg at der sikkert var ligeså mange tobiser på det næste rev. Og det næste rev. Og revet efter det. Og langt ude. Og bag det brune vand på Sydkysten. Der var nok rigeligt med tobiser overalt, så hvorfor skulle havørreden lige søge dem her, som de ellers plejer?

En kold Carlsberg til den varme gullasch suppe, samt en masse snak var afslappende og mange tanker blev vendt om vejret, vinden og ikke mindst fiskene. En ny undersøgelse med mærkede havørreder, viser at de har en sjov levevis. De går i løbet af en dag og pendler mellem dybet og overfladen i nærmest faste intervaller og søger til aften og natten igennem, primært mod overfladen. Nye teorier om hvorfor, blev talt igennem. Filmene om "Havørredens hemmeligheder" og egne erfaringer gennem årene, gjorde at jeg til sidst måtte lade tankerne ligge om at blive klog på de plettede sild. Den ene dag er de i stimer langs kysten. Den næste er de der, men gider ikke hugge. Dagen efter igen, er de bare helt væk. Det er nok ikke noget jeg skal kloge mig på. Der skal bare fiskes og det gjorde vi så igen, men efter yderligere en time, opgav vi pladsen og kørte sydover.

Efter et par kast fanger jeg en stor tobis der har taget wobleren rent. Ja ja... også her. Mon samme scenarie gentager sig? Det når jeg kun at tænke kortvarigt, inden Javier markerer at en fisk har hoppet lige foran ham. Senere har han en følger og vores tro vokser atter engang, men som tiden går og aftenen gør sit alt for tidlige indtog på randen af efteråret og dets mørke, må vi til sidst pakke vores ting sammen og med hver vores ølpølse fra Slagter Theilgaard i munden, begive os hjemad.

Ingen havørreder i dag. Tirsdag måske?

fredag den 17. august 2018

2018.08.17 Nu med alt det andet vejr - Part 2

Og mens det regnede i forrige indlæg, skinner solen her, men der er også storm, torden og isdøgn på menuen.
Fremadrettet vil jeg i årsstatistikken lave en opdatering på vejret der gik. Fordi fordi...

2011:
22 frostdage
10 tordenvejr
9 sommerdage

2012:
25 frostdage
3 tordenvejr
12 sommerdage

2013:
75 frostdage, heraf 32 isdøgn (Hele marts havde vi frost HVER dag)
21 sommerdage
6 tordenvejr
4 stormdage

2014:
22 frostdage, heraf 11 isdøgn
27 sommerdage, heraf 3 tropedage
2 tordenvejr

2015:
31 frostdage, heraf 2 isdøgn
14 sommerdage
5 tordenvejr
3 stormdage

2016:
55 frostdage, heraf 13 isdøgn
12 sommerdage
4 tordenvejr
1 stormdag

2017:
62 frostdage, heraf 8 isdøgn
1 sommerdag!
1 tordenvejr

2018: (Indtil dags dato)
59 frostdage, heraf 12 isdøgn
43 sommerdage, heraf 5 tropedage
2 tordenvejr


Temp max 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
Januar
8,3 8,9 7,8 8,9 7,2 7,2 7,8
Februar
11,7 5 7,8 7,8 7,2 8,3 4,4
Marts
17,8 11,7 15 11,7 10,6 16,7 6,1
April
16,1 14,4 20,6 17,2 14,4 15,6 18,9
Maj
26,1 25,6 26,1 18,3 25 24,4 28,3
Juni
23,9 28,9 28,3 24,4 29,4 25 28,3
Juli
30 28,9 31,1 29,4 25 22,2 32,8
August 25 30 27,8 28,3 27,8 26,7 24,4 31,3
September 22,2 22,8 22,8 22,8 21,7 23,3 20
Oktober 22,8 16,7 17,2 17,8 19,4 16,7 15,6
November 12,8 10,6 11,7 13,9 13,3 11,1 12,2
December 8,3 6,7 9,4 8,9 10 9,4 9,4


Temp min. 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
Januar
-6,7 -11,7 -6,7 -2,2 -10 -10,6 -5,6
Februar
-13,9 -6,7 -1,7 -6,1 -5,6 -6,7 -10
Marts
-1,7 -10 -0,6 -4,4 -1,7 -1,7 -8,3
April
-5,6 -5,6 0 -1,1 0 -2,8 -0,6
Maj
2,2 0 2,8 1,7 2,2 0,6 3,3
Juni
5 8,9 8,3 5,6 6,7 8,3 10,6
Juli
11,1 10 10,6 8,3 11,7 9,4 11,1
August 10,6 8,9 10,6 7,2 6,7 9,4 8,3 12,7
September 6,7 5 3,9 3,3 5,6 10,6 6,7
Oktober 0,6 -2,8 0 3,3 2,8 1,7 0,6
November -1,1 -0,6 -3,3 1,1 -5 -4,4 -1,7
December -3,9 -9,4 -6,7 -8,9 -2,8 -2,8 -2,2

2018.08.17 Nu med regnvejr - Part 1

I og med vejret holder sit varme greb fast, er det på tide at vække siden. Så må fiskeriet vente, men jeg overvejer om ikke i morgen kunne blive en fiskedag på Österlen. Vi må se om der kommer et indlæg... i morgen.

Nu til vejret:

Jeg har gennem de sidste 7 år haft en Vantage Pro II vejrstation. Den står ikke i et engelsk hus, som de helt professionelle gør, men vejrstationen er godkendt og en såkaldt professionel en af slagsen og således har jeg gennem de sidste 7 år statistikført de vejrdage der har afveget eller bemærket sig (det har jeg faktisk gjort i 11 år, men ikke med min Vantage).
Da jeg kontaktede SMHI og spurgte om deres vejrstatistik for Trelleborg, fik jeg tilsendt deres 30 års statistik og kunne derfor sammenligne med hvad jeg målte, registrerede osv. Ret så interessant faktisk! For mig altså...

Så her kommer lidt regn. Nok mest for min egen skyld igen, men som skrevet i forrige indlæg: Lidt aktivitet på min side, da jeg ikke gider fiske i 25 grader og samtidigt hører fra mig til dig... der måske troede jeg var gået i hi?

Regn 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 Målt, middel SMHI Middel
Januar 41,4 57,8 38,8 42,8 60,4 32,2 16,8 37,6 34,7 40
Februar 25,8 19,2 20,8 32,2 15,8 37 42 8,6 25,5 26
Marts 26,8 10 2,6 24,8 42,2 23,4 42,8 48,4 29,0 33
April 15,4 20,4 15 19,2 21,6 54,8 55,4 34 27,2 33
Maj 48,4 24,2 30 26 40,4 14,8 15 6,8 28,6 37
Juni 58,2 55,6 58,2 33,6 33,8 83,6 73,4 12,4 47,6 45
Juli 139,6 37,4 23,6 43,8 53,6 57,4 69 7,2 45,1 50
August 120,8 42 28,6 132 42,4 57,2 42,4
81,9 49
September 26,2 24,6 35,8 42,4 56,6 24,6 82,2
39,0 53
Oktober 33,4 42,4 63,4 97,6 14,4 90,2 87,4
61,6 49
November 6,2 45,2 59,4 24,4 109,4 58,2 65
61,0 52
December 61,4 36,4 46,8 73,8 68,6 41,4 41
48,6 49
Total 603,6 415,2 423 592,6 559,2 574,8 632,4
519,76 516

lørdag den 4. august 2018

2018.08.04 Spækhugger og den slags...

Min fiskeside, mine indlæg. Og ærligt talt, har en spækhugger ikke med kystfiskeri efter havørred at gøre. Men eftersom jeg er færdig med projekt førstesal og derfor havde tid til ferie - altså den slags hvor man faktisk rejser sig fra sine hævede ømme knæ og forlader matriklen, så ville jeg gerne lige dele en ufattelig spændende ferie jeg var på.

Turen gik til Island. Der har jeg altid drømt om at komme til og dermed indleder jeg et nyt kapital i fiskedagbog.dk´s historie. Eftersom sommeren har været helt og aldeles fremragende i de solhungrende danskeres øjne, har jeg svedt som et svin mens jeg har spartlet og gjort ved. Og da lyset i tunnellen kunne skimtes, tillod jeg mig at drage på fisketur, men ak... vandet var varmere end hvad godt var. Min datter og jeg fiskede 2 timer og havde det mega hyggeligt, men ikke skyggen af fisk, som måske havde kronet en førstegangsfiskers tur... med waders og det hele... det var i øvrigt i midt juli.

Nå, men hyggefiskeri i uhyggelige varmegrader og så den spækhugger dér...
Vi fik set vulkaner, gået på dem tilmed - det var en hård tur - og så kigget på diverse geysere, varme kilder, mudder der piblede frem og det bedste ved det, var at det ikke var opstillet eller lavet til ære for de mange turister. Det er bare naturen i sin egen æggeprut-stinkende rå udgave. Er du gal hvor det var fascinerende og flot at opleve.

Og da vi kørte videre efter den seneste varme mudderpøl, så ville jeg have lov at se på kysten og fik, som mange gange før, ret i en forudsigelse der denne gang lød; At her burde der fandme da komme en spækhugger forbi. Der gik 2 minutter, så siger Liva;
"Hvad er det der sprøjter derude"

Jagten gik ind på at komme dem nærmere og jeg udså en kurs, hvor vi burde støde på dem på nærmere hold. Antagelsen var korrekt og de store dyr gled forbi os et par hundrede meter ude. Sikke en oplevelse. At vi siden så, hvad jeg gætter var en Minkhval, gjorde det endnu bedre.
Efter den oplevelse strøg jeg ind og købte mig en 70-200 mm. optik til mit Sony A6300. Fandens at ikke kunne få bedre billeder, når nu lejligheden bød sig. Men men...

Tak Island.

Nå ja... og tak Blåvand, for din dejlige fredfyldte natur, som den eksploderende turistmængde om sommeren, ikke lader dig forstyrre af. Helt alene på Danmarks smukkeste strande hvis man gider gå lidt.

Blåvands indbyggertal: ca. 500
Blåvand sommertid, med turister: ca. 50.000
Gå på heden, på stranden (500 meter væk fra hver parkering) eller i skoven og du er helt alene.

torsdag den 3. maj 2018

2018.05.03 Gammel sø på østsiden

Efter Listerlandet, var tankerne indstillet på et par hurtige aftenture langs min elskede sydkyst. Forureningen er ankommet, men åbenbart ikke i så store mængder endnu, hvilket jeg i den grad var glad for at høre. Desværre ville vejret det anderledes og mandag blæste det kuling fra øst, vridende til nordøst. Håbet var at Sydkysten klarede lidt frisag, men en tur ud mandag eftermiddag, onsdag eftermiddag og i dag, var bare for at konstatere at det formentlig først ville være fiskbart i morgen fredag.
Ergo; Østpå. Der var vindstille i går og vandet burde være klaret lidt mere op. Det var det. Langt fra klart, men masser af fine partier med klarere vand end brunt og så gik der en gammel sø, som til en start var ganske stor, men som den tiltagende fralandsvind hurtigt red af som eftermiddag blev til aften.

Så stor var min tro på at kystbomben lå og ventede bag stenene længere ude. De første 15 kast var resultatløse. Jeg havde også glemt at bytte agn, fra Listerlandet. OLR Kutling blev til OLR Tobis med grøn ryg. Første kast resulterede i en pæn blankfisk der huggede et par meter ude og forsvandt efter lidt plasken frem og tilbage. Jeg vidste det! De var der. Det skulle de fandme også bare være i det her vejr! 10 kast længere henne, bombede den næste på. En tung fight, der mindede om en sortfisk opførsel, afslørede hvad der kunne have været en sortfisk for et par måneder siden. Spritblank havørred på ca 2 kg med perfekte finner og kridhvid bug, blev afkroget i vandet. Det var ikke tobiser og sild, den havde spist for nylig, for med længden burde vi tale om 4 kg.
Et par kast efter kom fætteren. Lidt større og med mere gang i. Ligeledes kridhvid på bugen, perfekte aftegninger langs kroppen. Ikke en skade eller plet sad forkert - men også denne, lidt tynd for en kystbombe.

Jeg havde hug og sågar også en lille følger. Der måtte ske noget mere. De tykke kommer når solen nærmer sig horisonten. Men det døde. Jeg havde haft min hugperiode og måtte stå og vente på den næste. Så ringede Henrik og jeg fik siden selskab af ham. Lige som han ankom, havde jeg besværet mig med et ekstra langt kast i medvinden og efter 2 omdrejninger på hjulet, krøllede stangen sammen ned til hjulet. Bum! Ikke et voldsomt hug, men et tungt hug. Sølvbomben? Den gik, som de større gør, først i overfladen og plaskede - jeg ventede på udløbet, der også kom, men ikke på samme hidsige måde som jeg før har oplevet. Så gik den på tværs. Først den ene vej, siden den anden og så ind bag den store sten for at rode rundt. Den gik rigtigt tungt, men jeg fik langsomt presset den nærmere og kunne endelig se den blanke side flashe nede i vandet. Men som jeg forventede, var denne en storebror til de andre jeg havde fået og jeg kunne efter en tung og hård fight genudsætte en umådelig smuk havørred, med ønsket om at se den igen til juni og med 2-3 kg. ekstra på bugen.

Henrik og jeg fiskede løs. Henrik havde et hug - jeg tabte en fisk. Og så skete der igen det, der ikke måtte ske. Fiskeriet døde, netop som vi troede allermest på det. Det blev ikke bare stille, men helt stille. Kulden trængte sig på - det samme gjorde en garnfisker med ulovligt net, som spærrede vores område af. Så vi besluttede at bytte plads og valgte sandstranden med de grove dybder. Her måtte sølvbomben da gå? Og den gjorde den sikkert også, men ikke om den ville lege med os i denne smukke aftenstund i starten af maj. Husk i øvrigt på at sommertiden, gør at du kan fiske i dagslys til 21 lige nu - ikke kun til klokken 20. Bevar sommertiden!

søndag den 29. april 2018

2018.04.29 Discovejr og typisk Listerfisk

Da David dukkede op på Hyllie, undrede jeg mig over at jeg sad med solbriller på. Det var diset og gråt - ikke det vejr jeg forlod Trelleborg i, med fuld sol og vind fra Sydvest. Det kunne kun blive bedre og da vi kom over Linderödsåsen, gik der igen hul i skyerne og solen bragede ned fra en skyfri himmel, mens flagene blafrede fint. Det så ud til at blive en pragtfuld dag oppe på Listerlandet, så da vi havde overstået lidt optankning til maven, kørte mazdaen ud til en af spidserne, for blot at konstatere at søbrisen var i gang. Over land. Havet lå helt fladt hen. Spejlblankt, stille og sprit klart. Flot, men ikke motiverende for fiskere. Fiskene var heller ikke motiverede. 19 års erfaring på Listerlandet sagde dog at selv i discovejr, kan man fange fisk og vi gav det også chancen ganske længe, men kun David lokkede en stor gedde ud af starthullerne, som fulgte hans silling i en aggressiv følgerbølge og siden stillede sig nede foran ham, undrende over hvor den lille delikatesse forsvandt hen, indtil David tog et nyt kast og skræmte gedden tilbage til hvorfra den kom.

Vi mødte ryger-Jönsson. Jeg troede faktisk han sad og fik sig et par morgen snaps, men det viste sig at være noget olivenolie, som han brugte til de sild han var ved at ryge i rygeovnen. Han havde en stor balje med flotte sild stående og hvis David og jeg blev et kvarter, kunne vi få nyrøget sild. Noget mange sikkert havde takket ja til, men da vi desværre ikke er så glade for sild, takkede vi begge nej og kørte op for at hente proviant til grillen. Sikkert en kæmpe nitte i din verden, men beklager - sild er ikke rigtigt os.

Gris i egen tarm, blev indtaget på verdens smukkeste kystplads. Smørblomsterne stod kontrastfuldt mod det smukke hav og her var der faktisk lidt vind, men det var ikke noget der imponerede havørreden. Så efter 4 pølser til hver og en hjemmebrygget porter fra David, måtte vi sande at andre pladser skulle prøves i håbet om at vinden endelig var frisket op, som lovet. For en gangs skyld var vejrmeldingen med os.

Oppe fra parkeringen så det først ud til vi fik hvad vi havde bange anelser for, men efter den lange gå tur til vandet, var der valuta for pengene. Vinden var øget fra intet, til 4-5 sekundmeter fra sv og lavede spidsen til en drømmeplads, hvor vi forventede den ene fisk efter den anden. Men Listerlandet er nu engang Listerlandet. Den ene gang står man i drømmevand i 2 dage og møder ikke skyggen af fisk. Så får man fisk i discovejr i stedet og dagen efter også i fralandsvinden. Det er sært, men typisk Lister.

Hvad der også er typisk, er at jeg alligevel lokkede en blankfisk ud af busken. Den kom hamrende ud af tangbuskene og jeg nåede lige spinstoppet, inden den huggede stenhårdt og vendte foran mig. Det blev en lidt mærkelig fight, hvor fisken gik tungt foran mig og kun 2 gange lykkedes at tage line ud. Jeg overvejede at genudsætte den, men kom i tanke om at fruen havde ønsket sig en røget havørred til de nye kartofler. Således blev det.

Vi tonsefiskede ned over de små rev, men typisk Lister var det den eneste fisk - lige ud over den lille følger jeg havde senere. Sådan en dag burde ellers have delt et par stykker ud, men den sætning er mere brugt, end mit endegrej. Tilsammen. Nogensinde. Overhovedet.

søndag den 22. april 2018

2018.04.22 Sydkystens mest populære fisker - part 2

Sidste år var jeg ude for en lignende dag, som den jeg havde i dag. Jeg var kendt. Rigtigt kendt og sikkert også populær. Jeg havde nemlig mange følgere, som i disse dage er dét der tæller, når man skal regne "venner" op.
Men mine venner havørrederne, må gerne lade være at følge mig - bare de gider hugge. Det der pjat, kan man bare bruge tid på. Se bare i dag...

Turen var planlagt, men det blev en tidligere afgang en planlagt, da telefonen var rødglødende med korte beskeder som lød på "masser af fisk". "Store fisk"!

Jeg ringede til Javier og spurgte hvor mange de stod på pladsen og fik det overraskende svar at han var alene på hele strækningen. Og sørme. Da jeg 2 minutter efter vadede over strandvolden, lå vandet helt stille hen og Javier var den eneste der var tilstede.

Jeg sprang uhøfligt i bølgen blå. Eller bølger var der ingen af, som sagt. Men vadede direkte ud og startede fiskeriet. Det så mere end godt ud, men lige stille nok. Havde han virkelig nappet så mange fisk i det her? Vi mødtes senere udvadede og da Javier stakåndet endelig holdt mund med alle hans fisk, var den korte version; Der skete ikke en skid. Så kom vinden - så skete der meget. Nu var vinden atter væk og der skete.... ikke-en-skid!

Sulten trængte sig på og jeg indså den gentagne dumhed med at undlade madindtag inden en tur på kysten. På den anden side. Ingen fisk - lettere at holde pause. Indtil den første følger kom efter wobleren. Den blev siden fulgt af 3 følgere til og jeg forstår godt mistroen i det klare stille vand. Det stod på i en halv time, hvorefter jeg måtte forlade vandet, indtage noget mad og håbe på mere vind. Jeg overvejede andre pladser under mit Gourmet ophold hos Coop, men andre havde samme ideer som mig og for anden gang kørte jeg - nu med proppet mave - til pladsen igen hvor også Henrik var ankommet. Henrik uden kontakter til fisk. Typisk.

Jeg tog vel 4 kast og havde følgende 8 følgere igen. Den ene var ret fin og kun 2 af dem var undermålere. Den korte version; Vi fiskede os over revene gentagne gange. Vinden friskede endelig til. Jeg havde flere følgere, hug og fik slutteligt en mini. Henrik ligeså. Vi blev enige om at smutte for dagen. Henrik for at afslutte på hjemmerevet, jeg for at opsøge et rev hvor der var bidefisk. Men atter engang var alle rev optaget og for tredje gang måtte jeg entrere det efterhånden grundigt gennemfiskede rev, nu med let grums i vandet og fine bølger. Fluefiskeren der var en semi bekendt, stod jeg længe og talte med. Han havde også haft fint fiskeri der nogle dage. Så i dag var helt klart bide dagen mente han. Han tog fra spidsen og helt ind i hjørnet - og fangede intet. Selv genoptog jeg følger showet og måtte indse at jeg igen var den mest populære fisker på Sydkysten. Sluttede af med at se 2 havørreder hoppe helt fri af vandet og krogede siden en mindre helt ude i kastet, efter solen længe var gået ned.


torsdag den 19. april 2018

2018.04.19 Foråret

Sikke en aften. Jeg kom senere fra arbejdet end ventet, men stadig i god tid til at en aftentur kunne nåes. Vinden var desværre løjet helt af og sommervarmen fra Europa fik termometeret til opnå en rekordtidlig sommerdag. Det gjaldt givetvis ikke for det kystnære Trelleborg, men jeg kunne også sagtens leve med de 17 grader her. Al den varme, ovenpå et koldt og klamt for-forår og senvinter. Utroligt så stærkt det går. Bare at nyde - om 2 måneder vender lyset, så afsted til kysten med mig.

Vandet lå som forventet helt stille hen. Det var samtidigt klart, men solen der var på vej mod sin uundgåelige destination, gjorde at jeg kunne beholde troen. Det var ikke længere en høj sol, men en lettere sløret sol og med styrken fra den i løbet af dagen, kunne man i dén grad konstatere at den havde gjort et godt stykke arbejde i det kystnære. Jeg kunne næsten trampe tørskoet ud, ovenpå alle mysis der væltede rundt. Ren guf for ørreden - og med mysis så talstærkt, forventede jeg også tilsvarende liv længere ude. Men der var dødt. Helt glatbarberet for liv. Også ude for enden af enkeltkrogen.

3 fiskere kom til. De 2 gik ud på spidsen. Den tredje gik i rigelig lang afstand væk fra mig. Det var rart. Jeg fiskede 10 kast hen af kysten, pakkede tingene i bilen og kørte til næste plads. Sådan en halv time uden liv, kan man leve med. Men ovenpå en dag med så meget sol, havde jeg forventet mere gang i den.

Inde i bugten var jeg alene. Spidsen var også tom. Svanerne larmede. Bilerne på vejen i baggrunden larmede. Ternerne dykkede ikke. De var ikke engang til stede. Der var - bortset fra svanerne - rimelig stille i vandet og dermed også ganske dødt. Vinteres vinde og strømmen, havde lavet en ny sandbanke, jeg pludselig stod på. Den gav mig muligheden for at affiske den højre side af stenen, hvor jeg fra kajakken har set at der går en rende ind, flankeret af et langt bælte af blæretang. Renden er vel egentlig mere en afslutning på bugten ud mod stenen, hvorfra fiskene kan svømme langs sandkanten og ud. En perfekt plads, jeg har fået rigtigt mange fisk på gennem tiden. Nu fisket på en ny måde. Men det eneste liv jeg så var en pludselig følger, der efterlod en doven hvirvel i overfladen. Og kun den ene gang.

Så skete der noget længere ude. Jeg forventede det var tobis stimen der var jaget op af ørreder og gav alle hvirvlerne 4 kast, inden jeg indså at brakvandsladaerne var de eneste fisk jeg skulle støde på i aften.

Men sikke en aften. Velkommen forår. Du har været savnet. Fisk eller ej.

søndag den 8. april 2018

2018.04.08 Tilbage på sporet - det lille spor

Der skulle bare gang i det fiskeri og dagen så det meste af ugen, ud til at blive kajak venlig. Det blev den. Høj sol, rimelig vind fra Sydøst og helt igennem fantastisk super dejligt og lækkert forårsvejr. Turen var en succes allerede da kajakken lå i vandet. Sådan en forårsdag kan man ikke andet end styrt elske.

På vejen hjem i bilen passerer jeg adskillige dimensioner i sindet. Pludselig er man tilbage i samfundet. Der er andre biler, mennesker, fiskere og på den anden side af solnedgangen venter jobbet. Ferien er slut og freden i kroppen og sindet er rimelig godt på plads. Jeg har arbejdet og arbejdet og inden kajakken blev pakket, var jeg lige og grave en hel del kubikmeter jord hos Rickard. Det gjorde vi også i går, så det var ikke energi jeg behøvede at brænde af.

Energien bliver heller ikke brændt af på turen ud. Der er medvind og jeg tager den med ro. Varmen fra bilen og den fulde påklædning har ikke hjulpet på nedkølingen, der ikke fandt sted og jeg tramper langsomt mod de fjerne pladser. De fjerne pladser på toppen, hvor der kun kommer en geddefisker forbi i ny og næ og ellers kun fugle. Masser af fugle med diverse navne jeg ikke kender, men som i hvert fald ikke er duer. Og svanerne holder sig langt væk. En oase. Min oase.

Vandet er helt ubeskriveligt lækkert. Vinden sørger for små krappe søer, der sammen med solen gør det så indbydende at jeg helt får lyst til at bade. Selv temperaturen... 9 grader!!! Nøj, hvor jeg skulle fiske nu. Ikke bade. Også selvom Javier, der var ankommet et par timer forinden, ikke havde set skyggen af fisk. Højest overraskende. Jeg tager det første træk op mod vinden og den skarpe kant mellem sand og tang. Lavt vand og hurtig indspinning. Der sker intet og jeg søger mig længere og længere ud. Ikke på dybere vand, for der bliver ikke dybt. Men lige lidt sker der. Måske Javier havde ret. Fiskene var ikke hjemme. Og så... årets første... hamrer på i et knaldhårdt hug. Ikke så meget postyr og efter en kort, men kontant fight, kan en smal undermåler genudsættes. Jeg får hurtigt indstillet sigtet på området, kaster anker og fisker igennem, men fisken viser sig senere at være en særdeles enlig svale - den eneste fugl jeg vist ikke så i dag.

Da jeg senere ankrer op med Javier for at gennemgå fiskeriet, kan han melde om en 20 cm´s havørred og så hvad han mistænker var en gedde. Et hårdt hug og så røg linen.

Men dagen er på alle måder smuk. Forår i den fulde pragt og selvom vi ikke får flere fisk og turen tilbage er temmelig hård for benene, så er det med fuld energi jeg sidder her i sofaen og skriver.

Tilbage går kun tankerne på den stakkels sæl jeg mødte, med et blink i munden. Gad vide om den har hugget på det eller hvad der er sket. Jeg håber det snart løsner sig og den kan svømme videre - også selvom den napper mine fisk...

torsdag den 5. april 2018

2018.04.05+06 Sporet var lidt skævt

2 korte ture på 2 dage. Midt i spartel processen, hvor der indgår en del tørretid, valgte jeg 2 hurtige ture i håbet om klart vand og nu med fisk. Men ak... den første tur, blev en køretur. Først efter fiskevand, hvor jeg endelig begav mig ud i bølgen brun, tog 4 kast og indså elendigheden, hvorefter bilen trillede hjem igen - byttede fiskestang ud med rav kese og så afsted den anden vej for at konstatere at lavvandet havde trukket tangen med ud og kun efterladt lidt små rester af rav. Det var lidt et tilbageslag, men ok... jeg har mere end et rum af gangen at renovere, så det gik hjemover for at skrue nogle andre skruer i og se lidt spartel tørre.

Dagen efter var det slibetid, mere sparteltørring og så måtte eftermiddagen kunne byde på lidt fiskeri. Vinden havde igen oprørt Sydkysten så meget at det brune nu var trukket meget langt ud og sigtbarheden var direkte ikke tilstedeværende. Jeg vendte atter engang kareten, men fortsatte nu vestpå, for at konstatere at der på tiltænkte rev allerede stod 4 mand udvadet og så måtte jeg se om ikke det lille rev på vejen tilbage, var klart nok på lave vand, til at lokke en havørred ud af busken.

Bogstavelig talt var det hvad der skete i tredje kast. Et kast langs land i bølgebruset, lokkede en lille filur frem til wobleren netop som jeg skulle løfte den af vandet til et nyt kast. Den huggede hurtigt og forsvandt og jeg tilbragte de næste 2 timer med at kaste mig igennem revet frem og tilbage, inde og ude. Henne og ovre og langs med og inde fra stranden. Intet. Det var en enlig strejfer, der havde vovet finnerne ud af tangbusken og fluefiskerne havde sikkert en sjovere dag end mig, da vandet kun var 5 grader varmt. Meeeeen de burde nu alligevel gå til biddet, tænkte jeg.

Bare ikke i dag. Heller ikke i dag.

onsdag den 4. april 2018

2018.04.04 På sporet af forår

Dagen i forvejen stod i skærende kontrast til hvad der kom i dag. Som jeg sad og skrev gårddagens indlæg - i dag, gik det op for mig at solen der kiggede frem i haven, var en realitet. En ægte sol med ægte varme og forårstendenser. Fuglene kvidrede og sneen blev mindre og mindre i arealet med skygger. Sig mig lige en gang... VAR det virkelig ved at blive forår sådan på den fede måde?

Først gik jeg op og skar en gipsplade til, men også på førstesalen var der fuglekvidder udefra. Dernæst gik det stærkt. Mine hvide fodaftryk gennem huset, fra trappen og ud i gangen, fra gangen ind i badeværelset og ud i gangen igen, var stadig at se da jeg kom hjem igen. Det blev en kort tur, men på de 2 timer jeg var ude inden VVS´eren skulle komme nåede jeg opleve en gang brunt vand der var 4 grader. Det fik en kort gennemfiskning uden kontakt. Bilen blev vendt og jeg kørte forbi et sted hvor 3 biler sad fast i de mudrede jordveje ned til vandet. Vandet var ligeså brunt som vejen og jeg valgte en af dem der ikke var kørt helt i smadder, konstaterede at farven var brun langt ude og kørte op af vejen igen i lave omdrejninger og klarede mig til og med op af bakken uden problemer.

Men så skiftede vandet farve og var mere klart end de forrige pladser. Her måtte jeg prøve og lærken var helt enig. Solen lyste kraftigt for oven og lærken sendte de varmende solstråler mod mig med sang. Det var helt lyrisk at gå langs stranden uden handsker. Og så lå der pludselig et stykke rav. Det blev så fulgt op af lidt flere og jeg glemte for en stund at jeg var afsted for at fiske. Satte mig på en sten, mens havet bruste svagt i forgrunden. Der var vintergækker i fuldt flor - dem der stod bag strandvolden var større end dem der stod forrest, men alle strakte de sig op fra de brune omgivelser i form af forrige års blomstringer, der lå døde omkring dem.

Nå ja havet! Jeg skulle jo fiske og ikke nyde de mange og store træk af traner, der skræppende kom over mig i konstante grupper. Tranerne måtte også kunne mærke det - foråret. Og vandet. Det var oppe i overraskende 6 grader og så kan det godt være at sigten ikke var den bedste, men jeg håbede lidt på en blank overraskelse.

Overraskelsen kom aldrig, men det gjorde overhovedet ingenting på denne pragtfulde dag, hvor jeg endte med at bruge mere tid på at nyde solen, fuglene og varmen i luften. Det var en af de fisketure der står behageligt klart i mindet også selvom fiskene ikke gad lege med. For det betyder pludselig ikke så meget, når alt andet spiller.

tirsdag den 3. april 2018

2018.04.03 Ud på sporet igen

Imponerende at køre fra oktober til slut januar og kun have 2 håndfulde dage med let nattefrost og ingen "styrtdykkere" for så at nå februar, hvor håbet om forår begynder at spire og man ser frem mod drabelige fights med den ene sølvblanke kystbombe fra 6 kilo og op efter den anden... og opleve at så sætter vinteren rigtigt i gang.
Forsvandt gjorde varmen i vandet. Det gjorde den også i luften og tilbage stod jeg der og ville bare ud og fiske, men holdt mig hjemme. Jeg vil helst have lidt forår i luften.

Så gik februar med det. Ja marts forsvandt også. Med masser af sne og 2-cifrede kuldegrader, samt dags frost. Jeg fik til gengæld bygget vægge op, sat gips på de fleste af væggene. Skruet uhyggeligt mange skruer i og er endda begyndt at spartle. Det ligner noget nu, så selvom fiskeriet ikke har været muligt, så gør det måske heller ikke så meget trods alt.

Og så ringede Ajes og ville have bilen til service. Det er ved at blive en tradition at Ajes servicerer bilen her i landet og så tager vi på fisketur i mens. Jeg så til at få min bil til service samtidigt og så kunne vi ellers køre ud i det forårsagtige aprilvejr, med sne, slud og en hård østenvind. Herlig timing! Hele Sydkysten var lukket af brunt vand. Det så fint ud og bølgerne var bestemt til at leve med, men farven på vandet, var som den plejer efter rigeligt med østenvind. Vi gjorde et kort forsøg på en af Sydkystens perler, men uden sigt til støvlerne på knædybt vand og med den kolde vind ind fra siden, var det svært at holde motivationen oppe.

Fralandsvind blev en fordel. Ikke for kastenes skyld, men for varmens. Vi gik over de lange rev og svuppede rigeligt for hvert fodaftryk, sat i den bløde bund. Vandet var klart og troen voksede, da solen forsøgte at bryde igennem. Ikke at det skete, men på denne årstid, føles selv let overskyet vejr, som en lille plusgrad ekstra. I hvert fald frem til regnen så tog over for sludbygerne. Temperaturen var steget fra 0 til hele 2 grader. Vinden tog en smule af, men vores affiskning over de lange rev, gav kun en enkelt kontakt til Ajes og jeg i form af forsigtige hug.

Jeg ser frem mod sommerfiskeriet. Men håber at april kan nå at hente lidt af det forsømte forår, inden hornfiskene starter indtoget og forurener kysten. De plejer at følge kalenderen og vil derfor begynde allerede om 3, maks 4 uger.

Jeg var ude på sporet igen, men ikke tilbage. Måske solen, der titter frem ude i haven nu, kan lokke en gammel mand afsted igen?

søndag den 18. februar 2018

2018.02.18 På jagt efter Dansk Dynamit

Sigtekornet var indstillet på tidligere års rygter fra perioden vi er i nu. Rygterne i år, var ikke løbet os i forkøbet. Hverken da turen blev planlagt for længe siden eller i dagene op til. Alligevel var det med en stor tro på projektet, at jeg gik til vandet i følgeskab med Henrik, Javier og Ole. Vinden var flovet fra gårdagen - den skulle siden øge fra SV hvilket er en udmærket vind på Stevns, for det var her de første støvletramp blev lagt i jagten på det Danske Dynamit. Men det blev en sløv start på en sløv morgen. Vinden var nærmest ikke tilstedeværende og vandet fladt og spritklart. Ikke de optimale forhold, trods at Stevns fisker på de mest mærkelige måder og forhold. De trækkende fisk skulle nok komme - og det gjorde de sikkert også. Bare ikke hvor vi stod. Eller det vil sige... snakken om at kysten i princippet altid holdt fisk, bare ikke altid bidevillige sådanne, kom i gang og selvom spørgsmålet flyver i vinden, til nogen sætter et kamera i vandet for at filme, så blev vi ikke klogere. Ej heller sammen med Jan, der langt om længe dukkede op til en fælles fisketur. Ikke at han var sen, men Jan og jeg har skrevet sammen i en del år og talt om fisketur rigtigt længe. Det var fedt endelig at møde dig Jan - tak for en rigtig hyggelig fiskedag!

Sammen drog vi - nu 5 mand - sydover for at finde lidt mere vind. Det fandt vi. Vind med ålegræs til følge. Det vil sige, ålegræsset fløj ikke rundt - men nøjedes trods alt med kun at flyde rundt, tilpas meget for at genere endegrejet og en hurtig ny plan blev lagt. Sørens også. Vi stod på en gudeskøn plads, med store sten her og der. Vand der var let grumset, en sol der hele tiden prøvede at kigge frem. Og så det skide ålegræs. Øv.

Ikke så meget øv over den nye plads, men foretrukket havde jeg dog at forblive på de sydlige breddegrader, med vinden på. Men vinden tog i.

Mens Jan fik lov at smage hvordan en fisketur, kan laves - det vil sige, lækre pølser fra grillen og så den sædvanlige blåbærtærte fra Javier, så øgede vinden ganske meget. Så med fornyet tro, lidt varmere fingre og en proppet mave, gik vi til dagens sidste plads - bevæbnet med OLR woblere og en tro på tingene. Nu skulle dynamitten vise sit værd!

Så stod Henrik med fleks på klingen. Jeg stod et rev længere nede og så en blankfisk sprælle kort i luften og siden blive genudsat. De var der. Kom med den store. Men der skete ikke rigtigt mere.
Efter Jan, gik Ole og jeg ud på spidsen for at fiske af. Vinden stod perfekt skråt ind på spidsen og skabte rørelse i vandet, pressede ålegræsset mod land og efterlod en 6 kg´s i tankerne. Desværre måtte vi senere erfare at den kun levede i tankerne, for efter en grundig affiskning på hjørnet af Jan, siden mig og bag ved os, Ole, måtte vi hver for sig gå tilbage til udgangspunktet, for der at erfare at Javier havde smidt en 2 kg´s fisk lige inden landing, fordi der skulle billeder af fighten. Nuvel - vigtigere med et godt billede end fisk på land, for i nettet var den kommet hvis det alene havde handlet om mad på bordet.

En umådelig smuk solnedgang over klinten, kronede en rigtig kold, men samtidigt også en rigtigt varm dag. En varm dag i selskab med et par rigtigt gode venner! Så kan fisken godt vente lidt endnu. Men lad mig lige slå fast; Heller ikke så længe til. Nu er det snart på tide med en blank!

lørdag den 17. februar 2018

2018.02.17 På vandet i stilheden

Allerede da jeg drejede bilen ud på vejen, kom smilet frem på læberne, da den velkendte lyd af stropper der både hyler og brummer i vinden, gik gennem taget og fulgte mig vejen ud til fiskepladsen. Den der brummende lyd er blevet synonym med kajaktur og den blev hurtigt plukket ned fra taget og rigget til. Jeg var klar til en tur på vandet, trods at jeg i sidste minut fik et afbud fra Javier. Tryggest er man 2, men jeg ville ud. I dag. NU.

De klukkende lyde fra kajakken er endnu en glad lyd, mens jeg glider gennem det klare vand. Jeg er blind for det drivende ålegræs og har kun spidsen i sigte, mens de eneste andre lyde er klamme svaner, der efter at have fløjet eller svømmet flere gange foran mig, endelig indser det tåbelige i at forsætte lige ud og endelig flyver til siden. Så dum en fugl skal man lede længe efter og jeg kun glad for at slippe dem, da jeg endelig kommer frem til sælen, der uroligt kigger på mig og glider i vandet, for dernæst at dukke op med følgeskab og betragte mig nysgerrigt på ganske kort afstand. Sælerne forsvinder, det gør også de klukkende lyde, da kajakken endelig ligger så stille som den kan i vinden og det eneste man hører er gæssene der skræpper i baggrunden. Der er, der ud over, helt stille. Fantastisk. Jeg har virkelig fundet mig en oase herude og nyder at være totalt isoleret fra omverdenen.

Omverdenen gør sig bemærket i form af jolle med 3 personer en halv time senere, men de er på vej efter andre arter og forsvinder langsomt bag mig, så det kun er mig og gæssene og - opdager jeg senere - et hav af diverse andre fugle.

I havet er der dødt. Dødt ålegræs, noget grønt og noget der er brunt, driver omkring eller ligger på bunden. Det eneste jeg mærker, er ålegræs. Mine fingre der i mod, mærker jeg ikke mere. Det er faktisk skidekoldt og også i tæerne begynder kulden at trænge sig på. Jeg undres. Er der virkelig ingen fisk, der kan underholde i det 4 grader varme vand? Slet ingen?

Svaret bliver desværre et nej. Jeg fisker i 4 timer og prøver over det hele, i det store område. Kulden bider sig fast og jeg erkender at denne første tur i kajakken, bliver ved den uendelige nydelse det er, at være på vandet - fisk eller ej. I morgen skal jeg til Stevns. Gad vide om der er andet end kulden, der vil bide dernede.

søndag den 4. februar 2018

2018.02.04 Det var jo premiereturen!

Det var først halvvejs gennem fisketuren at jeg igen kom i tanke om at det var en premieretur. Jeg havde gået hjemme og luret på vinden og vejret og det var ikke fordi det lokkede vildt, med en frisk nordøsten vind, men da jeg alligevel bestemte mig for at give det en chance, var det samtidigt med en messenger meddelelse i hånden om at Javier allerede var ude og havde fået 2 på 30 minutter. Premiereturen stod for døren, grejet blev pakket og så afsted på de glatte veje.

Det var et dejligt vejr og naturen stod som den plejer i starten af februar, bleg og brun - som nu naturen kun kan det. Jeg fik hilst på spansken og spurgt om der var sket mere, men desværre. Vi bestemte os for at prøve igen, gik på hver vores odde og kastede med bobleflådene over det ganske lækre vand. Højt var det - meget endda, men rimelig klart trods alt.

Og så var det 3 grader i vandet, hvilket søerne der kom ind udefra, lige mindede mig om. Det var ikke varmt eller behageligt vejr, men da solen tittede frem, var kulde, premieretur og fisk for den sags skyld, glemt bort. Væk var tankerne fra huset og al ombygningen. Bare mig og solen. Åhhh hvor det var rart at stå med ryggen præcis mod vinden og mærke solen i huden.

Jeg byttede plads. Spansken bandede over et eller andet. Måske en tabt fisk? Jeg gik videre. Vadede ud og kastede af. De kan jo stå lokalt på denne årstid. Ingenting.
Næste hul i tangen afslørede en lille gråsæl liggende død i vandkanten. Selv som lille, var den stor. Gad vide om det var en garnfisker der havde skudt den. Den havde et kæmpe hul i hovedet. Måske lidt klamt, men vinden førte eventuelle odører ud over vandet, hvis der var nogen som kunne skabes i kulden.

Næste hul igen, havde pludselig nye sandpletter foran sig. Der plejer at være sten. Ingen tang bare 10 meter ude og nu sand. Vandet var tilmed ganske klart. Jeg troede mere på det og det var da, jeg igen kom i tanke om at det var premiereturen. Jeg var sikker på at der var en fisk til Anders, men det kun mig der atter engang delte den opfattelse.

Spansken forsvandt, solen forsvandt igen i det grålige tæppe. Varmen i fingrene forsvandt og dermed også lysten til at fortsætte. Alligevel tog jeg lige og rundede af på odden, inden afgang til bilen - men jeg fik kun endnu koldere fingre af det og der gik ikke længe, før jeg sad i bilen med røde kinder og en rød næse, på vej hjem til varmen.

Det var nu dejligt at være ude trods alt. Premieretur eller ej. Pyt med fiskene. I denne omgang!

søndag den 7. januar 2018

2018.01.07 Uden isolering

Min far ringede og spurgte hvordan det gik det med isoleringen af førstesalen. Jeg måtte fortælle at det gik som planlagt. Lidt bagud og endnu ikke færdigt.

"Men hey... solen skinner... skal du ikke ud"

Det var et sådan wake-up call, på moderne dansk. Uden fiskestang, men med kameraet i hånden, fulgte jeg det gode råd i det, i særdeleshed pragtfulde vejr. Helt igennem utroligt dejligt at være ude og bare gå en tur. Så det her er ikke en fisketur. Bare en gå tur...
Men jeg vil da godt lige slå et slag for hvor dejligt det var og hilse fra kysten at den er smuk som den plejer, at der ligger rav hvis man gider kigge efter det og at solen stadig går ned og er uendeligt smuk, selvom det måske lige var tidligt nok.

Indtil jeg kiggede på uret efter jeg var kommet hjem og indså at klokken var over halv fem... og der var stadig lys...

Til dig, der som mig, er lys-narkoman kan jeg anbefale Dagens Længde som er et boost, når ikke den gule klat hænger hvor den plejer, men er væk bag årstidens sædvanlige grå tæppe, der får en at tvivle på om der nogensinde kommer et forår igen.

Det er på vej og dagen er tiltaget med - i dag - hele 21 minutter. Jahuuuuuu