søndag den 22. april 2018

2018.04.22 Sydkystens mest populære fisker - part 2

Sidste år var jeg ude for en lignende dag, som den jeg havde i dag. Jeg var kendt. Rigtigt kendt og sikkert også populær. Jeg havde nemlig mange følgere, som i disse dage er dét der tæller, når man skal regne "venner" op.
Men mine venner havørrederne, må gerne lade være at følge mig - bare de gider hugge. Det der pjat, kan man bare bruge tid på. Se bare i dag...

Turen var planlagt, men det blev en tidligere afgang en planlagt, da telefonen var rødglødende med korte beskeder som lød på "masser af fisk". "Store fisk"!

Jeg ringede til Javier og spurgte hvor mange de stod på pladsen og fik det overraskende svar at han var alene på hele strækningen. Og sørme. Da jeg 2 minutter efter vadede over strandvolden, lå vandet helt stille hen og Javier var den eneste der var tilstede.

Jeg sprang uhøfligt i bølgen blå. Eller bølger var der ingen af, som sagt. Men vadede direkte ud og startede fiskeriet. Det så mere end godt ud, men lige stille nok. Havde han virkelig nappet så mange fisk i det her? Vi mødtes senere udvadede og da Javier stakåndet endelig holdt mund med alle hans fisk, var den korte version; Der skete ikke en skid. Så kom vinden - så skete der meget. Nu var vinden atter væk og der skete.... ikke-en-skid!

Sulten trængte sig på og jeg indså den gentagne dumhed med at undlade madindtag inden en tur på kysten. På den anden side. Ingen fisk - lettere at holde pause. Indtil den første følger kom efter wobleren. Den blev siden fulgt af 3 følgere til og jeg forstår godt mistroen i det klare stille vand. Det stod på i en halv time, hvorefter jeg måtte forlade vandet, indtage noget mad og håbe på mere vind. Jeg overvejede andre pladser på min spisetur, men andre havde samme ideer som mig og for anden gang kørte jeg - nu med proppet mave - til pladsen igen hvor også Henrik var ankommet. Henrik uden kontakter til fisk. Typisk.

Jeg tog vel 4 kast og havde følgende 8 følgere igen. Den ene var ret fin og kun 2 af dem var undermålere. Den korte version; Vi fiskede os over revene gentagne gange. Vinden friskede endelig til. Jeg havde flere følgere, hug og fik slutteligt en mini. Henrik ligeså. Vi blev enige om at smutte for dagen. Henrik for at afslutte på hjemmerevet, jeg for at opsøge et rev hvor der var bidefisk. Men atter engang var alle rev optaget og for tredje gang måtte jeg entrere det efterhånden grundigt gennemfiskede rev, nu med let grums i vandet og fine bølger. Fluefiskeren der var en semi bekendt, stod jeg længe og talte med. Han havde også haft fint fiskeri der nogle dage. Så i dag var helt klart bide dagen mente han. Han tog fra spidsen og helt ind i hjørnet - og fangede intet. Selv genoptog jeg følger showet og måtte indse at jeg igen var den mest populære fisker på Sydkysten. Sluttede af med at se 2 havørreder hoppe helt fri af vandet og krogede siden en mindre helt ude i kastet, efter solen længe var gået ned.


torsdag den 19. april 2018

2018.04.19 Foråret

Sikke en aften. Jeg kom senere fra arbejdet end ventet, men stadig i god tid til at en aftentur kunne nåes. Vinden var desværre løjet helt af og sommervarmen fra Europa fik termometeret til opnå en rekordtidlig sommerdag. Det gjaldt givetvis ikke for det kystnære Trelleborg, men jeg kunne også sagtens leve med de 17 grader her. Al den varme, ovenpå et koldt og klamt for-forår og senvinter. Utroligt så stærkt det går. Bare at nyde - om 2 måneder vender lyset, så afsted til kysten med mig.

Vandet lå som forventet helt stille hen. Det var samtidigt klart, men solen der var på vej mod sin uundgåelige destination, gjorde at jeg kunne beholde troen. Det var ikke længere en høj sol, men en lettere sløret sol og med styrken fra den i løbet af dagen, kunne man i dén grad konstatere at den havde gjort et godt stykke arbejde i det kystnære. Jeg kunne næsten trampe tørskoet ud, ovenpå alle mysis der væltede rundt. Ren guf for ørreden - og med mysis så talstærkt, forventede jeg også tilsvarende liv længere ude. Men der var dødt. Helt glatbarberet for liv. Også ude for enden af enkeltkrogen.

3 fiskere kom til. De 2 gik ud på spidsen. Den tredje gik i rigelig lang afstand væk fra mig. Det var rart. Jeg fiskede 10 kast hen af kysten, pakkede tingene i bilen og kørte til næste plads. Sådan en halv time uden liv, kan man leve med. Men ovenpå en dag med så sol, havde jeg forventet mere gang i den.

Inde i bugten var jeg alene. Spidsen var også tom. Svanerne larmede. Bilerne på vejen i baggrunden larmede. Ternerne dykkede ikke. De var ikke engang til stede. Der var - bortset fra svanerne - rimelig stille og også her, desværre ganske dødt. Vinteres vinde og strømmen, havde lavet en ny sandbanke, jeg pludselig stod på. Den gav mig muligheden for at affiske den højre side af stenen, hvor jeg fra kajakken har set at der går en rende ind, flankeret af et langt bælte af blæretang. Renden er vel egentlig mere en afslutning på bugten ud mod stenen, hvorfra fiskene kan svømme langs sandkanten og ud. En perfekt plads, jeg har fået rigtigt mange fisk på gennem tiden. Nu fisket på en ny måde. Men det eneste liv jeg så var en pludselig følger, der efterlod en doven hvirvel i overfladen. Og kun den ene gang.

Så skete der noget længere ude. Jeg forventede det var tobis stimen der var jaget op af ørreder og gav alle hvirvlerne 4 kast, inden jeg indså at brakvandsladaerne var de eneste fisk jeg skulle støde på i aften.

Men sikke en aften. Velkommen forår. Du har været savnet. Fisk eller ej.

søndag den 8. april 2018

2018.04.08 Tilbage på sporet - det lille spor

Der skulle bare gang i det fiskeri og dagen så det meste af ugen, ud til at blive kajak venlig. Det blev den. Høj sol, rimelig vind fra Sydøst og helt igennem fantastisk super dejligt og lækkert forårsvejr. Turen var en succes allerede da kajakken lå i vandet. Sådan en forårsdag kan man ikke andet end styrt elske.

På vejen hjem i bilen passerer jeg adskillige dimensioner i sindet. Pludselig er man tilbage i samfundet. Der er andre biler, mennesker, fiskere og på den anden side af solnedgangen venter jobbet. Ferien er slut og freden i kroppen og sindet er rimelig godt på plads. Jeg har arbejdet og arbejdet og inden kajakken blev pakket, var jeg lige og grave en hel del kubikmeter jord hos Rickard. Det gjorde vi også i går, så det var ikke energi jeg behøvede at brænde af.

Energien bliver heller ikke brændt af på turen ud. Der er medvind og jeg tager den med ro. Varmen fra bilen og den fulde påklædning har ikke hjulpet på nedkølingen, der ikke fandt sted og jeg tramper langsomt mod de fjerne pladser. De fjerne pladser på toppen, hvor der kun kommer en geddefisker forbi i ny og næ og ellers kun fugle. Masser af fugle med diverse navne jeg ikke kender, men som i hvert fald ikke er duer. Og svanerne holder sig langt væk. En oase. Min oase.

Vandet er helt ubeskriveligt lækkert. Vinden sørger for små krappe søer, der sammen med solen gør det så indbydende at jeg helt får lyst til at bade. Selv temperaturen... 9 grader!!! Nøj, hvor jeg skulle fiske nu. Ikke bade. Også selvom Javier, der var ankommet et par timer forinden, ikke havde set skyggen af fisk. Højest overraskende. Jeg tager det første træk op mod vinden og den skarpe kant mellem sand og tang. Lavt vand og hurtig indspinning. Der sker intet og jeg søger mig længere og længere ud. Ikke på dybere vand, for der bliver ikke dybt. Men lige lidt sker der. Måske Javier havde ret. Fiskene var ikke hjemme. Og så... årets første... hamrer på i et knaldhårdt hug. Ikke så meget postyr og efter en kort, men kontant fight, kan en smal undermåler genudsættes. Jeg får hurtigt indstillet sigtet på området, kaster anker og fisker igennem, men fisken viser sig senere at være en særdeles enlig svale - den eneste fugl jeg vist ikke så i dag.

Da jeg senere ankrer op med Javier for at gennemgå fiskeriet, kan han melde om en 20 cm´s havørred og så hvad han mistænker var en gedde. Et hårdt hug og så røg linen.

Men dagen er på alle måder smuk. Forår i den fulde pragt og selvom vi ikke får flere fisk og turen tilbage er temmelig hård for benene, så er det med fuld energi jeg sidder her i sofaen og skriver.

Tilbage går kun tankerne på den stakkels sæl jeg mødte, med et blink i munden. Gad vide om den har hugget på det eller hvad der er sket. Jeg håber det snart løsner sig og den kan svømme videre - også selvom den napper mine fisk...

torsdag den 5. april 2018

2018.04.05+06 Sporet var lidt skævt

2 korte ture på 2 dage. Midt i spartel processen, hvor der indgår en del tørretid, valgte jeg 2 hurtige ture i håbet om klart vand og nu med fisk. Men ak... den første tur, blev en køretur. Først efter fiskevand, hvor jeg endelig begav mig ud i bølgen brun, tog 4 kast og indså elendigheden, hvorefter bilen trillede hjem igen - byttede fiskestang ud med rav kese og så afsted den anden vej for at konstatere at lavvandet havde trukket tangen med ud og kun efterladt lidt små rester af rav. Det var lidt et tilbageslag, men ok... jeg har mere end et rum af gangen at renovere, så det gik hjemover for at skrue nogle andre skruer i og se lidt spartel tørre.

Dagen efter var det slibetid, mere sparteltørring og så måtte eftermiddagen kunne byde på lidt fiskeri. Vinden havde igen oprørt Sydkysten så meget at det brune nu var trukket meget langt ud og sigtbarheden var direkte ikke tilstedeværende. Jeg vendte atter engang kareten, men fortsatte nu vestpå, for at konstatere at der på tiltænkte rev allerede stod 4 mand udvadet og så måtte jeg se om ikke det lille rev på vejen tilbage, var klart nok på lave vand, til at lokke en havørred ud af busken.

Bogstavelig talt var det hvad der skete i tredje kast. Et kast langs land i bølgebruset, lokkede en lille filur frem til wobleren netop som jeg skulle løfte den af vandet til et nyt kast. Den huggede hurtigt og forsvandt og jeg tilbragte de næste 2 timer med at kaste mig igennem revet frem og tilbage, inde og ude. Henne og ovre og langs med og inde fra stranden. Intet. Det var en enlig strejfer, der havde vovet finnerne ud af tangbusken og fluefiskerne havde sikkert en sjovere dag end mig, da vandet kun var 5 grader varmt. Meeeeen de burde nu alligevel gå til biddet, tænkte jeg.

Bare ikke i dag. Heller ikke i dag.

onsdag den 4. april 2018

2018.04.04 På sporet af forår

Dagen i forvejen stod i skærende kontrast til hvad der kom i dag. Som jeg sad og skrev gårddagens indlæg - i dag, gik det op for mig at solen der kiggede frem i haven, var en realitet. En ægte sol med ægte varme og forårstendenser. Fuglene kvidrede og sneen blev mindre og mindre i arealet med skygger. Sig mig lige en gang... VAR det virkelig ved at blive forår sådan på den fede måde?

Først gik jeg op og skar en gipsplade til, men også på førstesalen var der fuglekvidder udefra. Dernæst gik det stærkt. Mine hvide fodaftryk gennem huset, fra trappen og ud i gangen, fra gangen ind i badeværelset og ud i gangen igen, var stadig at se da jeg kom hjem igen. Det blev en kort tur, men på de 2 timer jeg var ude inden VVS´eren skulle komme nåede jeg opleve en gang brunt vand der var 4 grader. Det fik en kort gennemfiskning uden kontakt. Bilen blev vendt og jeg kørte forbi et sted hvor 3 biler sad fast i de mudrede jordveje ned til vandet. Vandet var ligeså brunt som vejen og jeg valgte en af dem der ikke var kørt helt i smadder, konstaterede at farven var brun langt ude og kørte op af vejen igen i lave omdrejninger og klarede mig til og med op af bakken uden problemer.

Men så skiftede vandet farve og var mere klart end de forrige pladser. Her måtte jeg prøve og lærken var helt enig. Solen lyste kraftigt for oven og lærken sendte de varmende solstråler mod mig med sang. Det var helt lyrisk at gå langs stranden uden handsker. Og så lå der pludselig et stykke rav. Det blev så fulgt op af lidt flere og jeg glemte for en stund at jeg var afsted for at fiske. Satte mig på en sten, mens havet bruste svagt i forgrunden. Der var vintergækker i fuldt flor - dem der stod bag strandvolden var større end dem der stod forrest, men alle strakte de sig op fra de brune omgivelser i form af forrige års blomstringer, der lå døde omkring dem.

Nå ja havet! Jeg skulle jo fiske og ikke nyde de mange og store træk af traner, der skræppende kom over mig i konstante grupper. Tranerne måtte også kunne mærke det - foråret. Og vandet. Det var oppe i overraskende 6 grader og så kan det godt være at sigten ikke var den bedste, men jeg håbede lidt på en blank overraskelse.

Overraskelsen kom aldrig, men det gjorde overhovedet ingenting på denne pragtfulde dag, hvor jeg endte med at bruge mere tid på at nyde solen, fuglene og varmen i luften. Det var en af de fisketure der står behageligt klart i mindet også selvom fiskene ikke gad lege med. For det betyder pludselig ikke så meget, når alt andet spiller.

tirsdag den 3. april 2018

2018.04.03 Ud på sporet igen

Imponerende at køre fra oktober til slut januar og kun have 2 håndfulde dage med let nattefrost og ingen "styrtdykkere" for så at nå februar, hvor håbet om forår begynder at spire og man ser frem mod drabelige fights med den ene sølvblanke kystbombe fra 6 kilo og op efter den anden... og opleve at så sætter vinteren rigtigt i gang.
Forsvandt gjorde varmen i vandet. Det gjorde den også i luften og tilbage stod jeg der og ville bare ud og fiske, men holdt mig hjemme. Jeg vil helst have lidt forår i luften.

Så gik februar med det. Ja marts forsvandt også. Med masser af sne og 2-cifrede kuldegrader, samt dags frost. Jeg fik til gengæld bygget vægge op, sat gips på de fleste af væggene. Skruet uhyggeligt mange skruer i og er endda begyndt at spartle. Det ligner noget nu, så selvom fiskeriet ikke har været muligt, så gør det måske heller ikke så meget trods alt.

Og så ringede Ajes og ville have bilen til service. Det er ved at blive en tradition at Ajes servicerer bilen her i landet og så tager vi på fisketur i mens. Jeg så til at få min bil til service samtidigt og så kunne vi ellers køre ud i det forårsagtige aprilvejr, med sne, slud og en hård østenvind. Herlig timing! Hele Sydkysten var lukket af brunt vand. Det så fint ud og bølgerne var bestemt til at leve med, men farven på vandet, var som den plejer efter rigeligt med østenvind. Vi gjorde et kort forsøg på en af Sydkystens perler, men uden sigt til støvlerne på knædybt vand og med den kolde vind ind fra siden, var det svært at holde motivationen oppe.

Fralandsvind blev en fordel. Ikke for kastenes skyld, men for varmens. Vi gik over de lange rev og svuppede rigeligt for hvert fodaftryk, sat i den bløde bund. Vandet var klart og troen voksede, da solen forsøgte at bryde igennem. Ikke at det skete, men på denne årstid, føles selv let overskyet vejr, som en lille plusgrad ekstra. I hvert fald frem til regnen så tog over for sludbygerne. Temperaturen var steget fra 0 til hele 2 grader. Vinden tog en smule af, men vores affiskning over de lange rev, gav kun en enkelt kontakt til Ajes og jeg i form af forsigtige hug.

Jeg ser frem mod sommerfiskeriet. Men håber at april kan nå at hente lidt af det forsømte forår, inden hornfiskene starter indtoget og forurener kysten. De plejer at følge kalenderen og vil derfor begynde allerede om 3, maks 4 uger.

Jeg var ude på sporet igen, men ikke tilbage. Måske solen, der titter frem ude i haven nu, kan lokke en gammel mand afsted igen?

søndag den 18. februar 2018

2018.02.18 På jagt efter Dansk Dynamit

Sigtekornet var indstillet på tidligere års rygter fra perioden vi er i nu. Rygterne i år, var ikke løbet os i forkøbet. Hverken da turen blev planlagt for længe siden eller i dagene op til. Alligevel var det med en stor tro på projektet, at jeg gik til vandet i følgeskab med Henrik, Javier og Ole. Vinden var flovet fra gårdagen - den skulle siden øge fra SV hvilket er en udmærket vind på Stevns, for det var her de første støvletramp blev lagt i jagten på det Danske Dynamit. Men det blev en sløv start på en sløv morgen. Vinden var nærmest ikke tilstedeværende og vandet fladt og spritklart. Ikke de optimale forhold, trods at Stevns fisker på de mest mærkelige måder og forhold. De trækkende fisk skulle nok komme - og det gjorde de sikkert også. Bare ikke hvor vi stod. Eller det vil sige... snakken om at kysten i princippet altid holdt fisk, bare ikke altid bidevillige sådanne, kom i gang og selvom spørgsmålet flyver i vinden, til nogen sætter et kamera i vandet for at filme, så blev vi ikke klogere. Ej heller sammen med Jan, der langt om længe dukkede op til en fælles fisketur. Ikke at han var sen, men Jan og jeg har skrevet sammen i en del år og talt om fisketur rigtigt længe. Det var fedt endelig at møde dig Jan - tak for en rigtig hyggelig fiskedag!

Sammen drog vi - nu 5 mand - sydover for at finde lidt mere vind. Det fandt vi. Vind med ålegræs til følge. Det vil sige, ålegræsset fløj ikke rundt - men nøjedes trods alt med kun at flyde rundt, tilpas meget for at genere endegrejet og en hurtig ny plan blev lagt. Sørens også. Vi stod på en gudeskøn plads, med store sten her og der. Vand der var let grumset, en sol der hele tiden prøvede at kigge frem. Og så det skide ålegræs. Øv.

Ikke så meget øv over den nye plads, men foretrukket havde jeg dog at forblive på de sydlige breddegrader, med vinden på. Men vinden tog i.

Mens Jan fik lov at smage hvordan en fisketur, kan laves - det vil sige, lækre pølser fra grillen og så den sædvanlige blåbærtærte fra Javier, så øgede vinden ganske meget. Så med fornyet tro, lidt varmere fingre og en proppet mave, gik vi til dagens sidste plads - bevæbnet med OLR woblere og en tro på tingene. Nu skulle dynamitten vise sit værd!

Så stod Henrik med fleks på klingen. Jeg stod et rev længere nede og så en blankfisk sprælle kort i luften og siden blive genudsat. De var der. Kom med den store. Men der skete ikke rigtigt mere.
Efter Jan, gik Ole og jeg ud på spidsen for at fiske af. Vinden stod perfekt skråt ind på spidsen og skabte rørelse i vandet, pressede ålegræsset mod land og efterlod en 6 kg´s i tankerne. Desværre måtte vi senere erfare at den kun levede i tankerne, for efter en grundig affiskning på hjørnet af Jan, siden mig og bag ved os, Ole, måtte vi hver for sig gå tilbage til udgangspunktet, for der at erfare at Javier havde smidt en 2 kg´s fisk lige inden landing, fordi der skulle billeder af fighten. Nuvel - vigtigere med et godt billede end fisk på land, for i nettet var den kommet hvis det alene havde handlet om mad på bordet.

En umådelig smuk solnedgang over klinten, kronede en rigtig kold, men samtidigt også en rigtigt varm dag. En varm dag i selskab med et par rigtigt gode venner! Så kan fisken godt vente lidt endnu. Men lad mig lige slå fast; Heller ikke så længe til. Nu er det snart på tide med en blank!

lørdag den 17. februar 2018

2018.02.17 På vandet i stilheden

Allerede da jeg drejede bilen ud på vejen, kom smilet frem på læberne, da den velkendte lyd af stropper der både hyler og brummer i vinden, gik gennem taget og fulgte mig vejen ud til fiskepladsen. Den der brummende lyd er blevet synonym med kajaktur og den blev hurtigt plukket ned fra taget og rigget til. Jeg var klar til en tur på vandet, trods at jeg i sidste minut fik et afbud fra Javier. Tryggest er man 2, men jeg ville ud. I dag. NU.

De klukkende lyde fra kajakken er endnu en glad lyd, mens jeg glider gennem det klare vand. Jeg er blind for det drivende ålegræs og har kun spidsen i sigte, mens de eneste andre lyde er klamme svaner, der efter at have fløjet eller svømmet flere gange foran mig, endelig indser det tåbelige i at forsætte lige ud og endelig flyver til siden. Så dum en fugl skal man lede længe efter og jeg kun glad for at slippe dem, da jeg endelig kommer frem til sælen, der uroligt kigger på mig og glider i vandet, for dernæst at dukke op med følgeskab og betragte mig nysgerrigt på ganske kort afstand. Sælerne forsvinder, det gør også de klukkende lyde, da kajakken endelig ligger så stille som den kan i vinden og det eneste man hører er gæssene der skræpper i baggrunden. Der er, der ud over, helt stille. Fantastisk. Jeg har virkelig fundet mig en oase herude og nyder at være totalt isoleret fra omverdenen.

Omverdenen gør sig bemærket i form af jolle med 3 personer en halv time senere, men de er på vej efter andre arter og forsvinder langsomt bag mig, så det kun er mig og gæssene og - opdager jeg senere - et hav af diverse andre fugle.

I havet er der dødt. Dødt ålegræs, noget grønt og noget der er brunt, driver omkring eller ligger på bunden. Det eneste jeg mærker, er ålegræs. Mine fingre der i mod, mærker jeg ikke mere. Det er faktisk skidekoldt og også i tæerne begynder kulden at trænge sig på. Jeg undres. Er der virkelig ingen fisk, der kan underholde i det 4 grader varme vand? Slet ingen?

Svaret bliver desværre et nej. Jeg fisker i 4 timer og prøver over det hele, i det store område. Kulden bider sig fast og jeg erkender at denne første tur i kajakken, bliver ved den uendelige nydelse det er, at være på vandet - fisk eller ej. I morgen skal jeg til Stevns. Gad vide om der er andet end kulden, der vil bide dernede.

søndag den 4. februar 2018

2018.02.04 Det var jo premiereturen!

Det var først halvvejs gennem fisketuren at jeg igen kom i tanke om at det var en premieretur. Jeg havde gået hjemme og luret på vinden og vejret og det var ikke fordi det lokkede vildt, med en frisk nordøsten vind, men da jeg alligevel bestemte mig for at give det en chance, var det samtidigt med en messenger meddelelse i hånden om at Javier allerede var ude og havde fået 2 på 30 minutter. Premiereturen stod for døren, grejet blev pakket og så afsted på de glatte veje.

Det var et dejligt vejr og naturen stod som den plejer i starten af februar, bleg og brun - som nu naturen kun kan det. Jeg fik hilst på spansken og spurgt om der var sket mere, men desværre. Vi bestemte os for at prøve igen, gik på hver vores odde og kastede med bobleflådene over det ganske lækre vand. Højt var det - meget endda, men rimelig klart trods alt.

Og så var det 3 grader i vandet, hvilket søerne der kom ind udefra, lige mindede mig om. Det var ikke varmt eller behageligt vejr, men da solen tittede frem, var kulde, premieretur og fisk for den sags skyld, glemt bort. Væk var tankerne fra huset og al ombygningen. Bare mig og solen. Åhhh hvor det var rart at stå med ryggen præcis mod vinden og mærke solen i huden.

Jeg byttede plads. Spansken bandede over et eller andet. Måske en tabt fisk? Jeg gik videre. Vadede ud og kastede af. De kan jo stå lokalt på denne årstid. Ingenting.
Næste hul i tangen afslørede en lille gråsæl liggende død i vandkanten. Selv som lille, var den stor. Gad vide om det var en garnfisker der havde skudt den. Den havde et kæmpe hul i hovedet. Måske lidt klamt, men vinden førte eventuelle odører ud over vandet, hvis der var nogen som kunne skabes i kulden.

Næste hul igen, havde pludselig nye sandpletter foran sig. Der plejer at være sten. Ingen tang bare 10 meter ude og nu sand. Vandet var tilmed ganske klart. Jeg troede mere på det og det var da, jeg igen kom i tanke om at det var premiereturen. Jeg var sikker på at der var en fisk til Anders, men det kun mig der atter engang delte den opfattelse.

Spansken forsvandt, solen forsvandt igen i det grålige tæppe. Varmen i fingrene forsvandt og dermed også lysten til at fortsætte. Alligevel tog jeg lige og rundede af på odden, inden afgang til bilen - men jeg fik kun endnu koldere fingre af det og der gik ikke længe, før jeg sad i bilen med røde kinder og en rød næse, på vej hjem til varmen.

Det var nu dejligt at være ude trods alt. Premieretur eller ej. Pyt med fiskene. I denne omgang!

søndag den 7. januar 2018

2018.01.07 Uden isolering

Min far ringede og spurgte hvordan det gik det med isoleringen af førstesalen. Jeg måtte fortælle at det gik som planlagt. Lidt bagud og endnu ikke færdigt.

"Men hey... solen skinner... skal du ikke ud"

Det var et sådan wake-up call, på moderne dansk. Uden fiskestang, men med kameraet i hånden, fulgte jeg det gode råd i det i særdeleshed, pragtfulde vejr. Helt igennem utroligt dejligt at være ude og bare gå en tur. Så det her er ikke en fisketur - beklager. Men bare en gå tur...
Men jeg vil da godt lige slå et slag for hvor dejligt det var og hilse fra kysten at den er smuk som den plejer, at der ligger rav hvis man gider kigge efter det og at solen stadig går ned og er uendeligt smuk, selvom det måske lige var tidligt nok.

Indtil jeg kiggede på uret efter jeg var kommet hjem og indså at klokken var over halv fem... og der var stadig lys...

Til dig, der som mig, er lys-narkoman kan jeg anbefale Dagens Længde som er et boost, når ikke den gule klat hænger hvor den plejer, men er væk bag årstidens sædvanlige grå tæppe, der får en at tvivle på om der nogensinde kommer et forår igen.

Det er på vej og dagen er tiltaget med - i dag - hele 21 minutter. Jahuuuuuu