søndag den 6. januar 2019

2019.01.06 En fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel... måske ikke...

Bilen uden turbo kunne lige klare opstarten og heldigt for det, for her havde jeg pakket den og skrabet ruderne fri og så skulle det da lige passe at den ikke ville starte. Men vi tøffede over sletten med østlige pladser som destination, Mazdaen og jeg. Javier var taget ud lidt før mig, så jeg kunne ikke tilbyde ham at køre med, men ham ville jeg møde senere når/hvis vi kom frem.

Hvis altså ikke det lige var for det der vand dernede i bugten. Hvorfor var der ingen der fiskede der og hvorfor blev folk ved med at skrive om grumset vand? Det så perfekt ud og da jeg trådte ud for at kontrollere at det jeg havde set fra vejen også passede - ja, så skulle du se en fisker flyve. Flyve fra vandet, tilbage til bilen og ned til vandet igen. Nu med komplet kysthabit.

Hold kæft det så godt ud. Det var slet ikke grumset. Der var svæv i vandet, men det var klart og vinden stod på med en 4 sekundmeter fra VSV. Med solen fremme, skulle jeg kun kaste 1 gang, så fik jeg en 4 kilos fuldfed bamse. Og hvor fanden var alle de andre henne?

Jeg tog kast nummer 20. Stadig ingen fisk. Længere ud, længere hen. Langs kysten. Bag stenene. De var der. Ingen tvivl om det. Men jeg trak en nitte, for nu at være ærlig. Der kom "endelig" 2 andre fiskere ned. De kiggede på mig, på afstand og gik til min glæde den modsatte vej. Jeg havde 2 kilometer havørred vand i topklasse for mig selv. Ventede på at jeg blev afsløret fra vejen, men det var vel mest folk på søndagstur og folk med trailere der var ude, for alene forblev jeg.

Jeg bestemte mig for at indtage noget mad. Lade solen varme det kystnære lidt op og give de store havørreder noget fred, så de var mere klar til anden runde. Jeg var i hvert fald mere klar end vandet og med sejren indenfor rækkevidde satte jeg mig op til bilen for at køre en gang gullasch ind. I mens jeg spiste afventede jeg Javier der fra Østfronten intet havde mærket og derfor valgte at gøre mig selskab.

Da Javier så vandet, bekræftede han mit syn på det. Der var kun et spørgsmål om tid og hvor stor den var. Men sammen kastede de mere og mere kolde lykkeriddere sig gennem hver kubikmeter vand, for kun at indse at det var havørreden der atter engang vidste bedst i dag.
Der var en fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel ikke helt, for går man tomhændet fra vandet i den slags forhold, kan man ikke lade være med at være en smule ærgerlig.

Aj altså... det var en fantastisk dag. Et brag af en vinterdag med forårsfornemmelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar