mandag den 8. april 2019

2019.04.08 Afvist i døren

Jeg sad på kontorstolen og havde som mit at se til - men der var også tid til at kigge ud af vinduet i det multikulturelle Malmø. Heldigvis for mig, kunne jeg også kigge op og der nyde noget knapt så tvunget ligestillet og blødsødent som den blå himmel. Helt almindelig himmelsblå med hvide skyer - godt at både hvide skyer og himmelsblå ikke er faldet offer for en eller anden krænkelseskultur. Desuden var der i perioder mere hvidt end blåt!! Men det sluttede med mest blåt og da jeg tjekkede vinden for Sydkysten, tænkte jeg at arbejde kunne være arbejde og at der lige skulle lægges en time på kysten, ovenpå weekendens lurendrejeri.

Så da jeg havde sagt det obligatoriske "hej" i hoveddøren derhjemme, var det med et fast blik at grejet igen blev pakket og så ellers endnu et obligatorisk "hej hej" da jeg straks derpå strøg ud af døren med kysthabitten på.

Det er nok en måned siden jeg sidst var tør i skridtet. Tro nu ikke at jeg går og sjatpisser, men jeg har bare ikke rigtigt haft hverken tid eller tørre waders til lige at tænke på det, men inden min ferie i næste uge skal jeg altså lige have noget aquaseal eller hvad det hedder smurt godt og grundigt rundt i de nedre regioner.

På mine waders!

Men alt det tænkte jeg ikke på, da jeg gik over den lille strandkant som bølgerne og det afsindige højvande havde skubbet op. Nej, tankerne var på de kære havørreder og deres hyggelige selskab. Hvis de altså havde savnet mig? De havde de, for jeg nåede kun at tage et par omdrejninger da den første fisk tordnede på i et drøn af et hug. En fin lille blanko kom til afkrogning og inden jeg var vadet helt ud, kunne jeg i andet kast mærke hvordan det bare sugede til i stangen. Fuck mand... der er vist fisk hjemme i dag! Den stod af, men jeg kunne så i tredje kast, igen mærke hvordan næste fisk markerede agnen og så var telefonen på vej op at lommen for lige at informere Javier, hvis nu han alligevel sad i sofaen med en Sangria eller hvad spanjoleren nu lavede her til aften, meeeeen...

Jeg skulle lige have et par kast til og så indtraf det store øjeblik!

Det døde...

Det var ellers sådan en aften man tænkte at det nok skulle blive sjovt, men det varede sådan cirka de 3 kast. Givetvis havde jeg da 2 yderligere hug og et par følgere, men med kolde fingre måtte jeg 1 time senere forlade stranden med et noget mærkelig udtryk i ansigtet. Jeg var vist blevet afvist i døren inden jeg kom ind til det fine selskab med de blanke havørreder, men hey... så prøver jeg da bare en anden dag!

På vej til bilen fandt jeg en i særdeleshed udtørret fladfisk. Der skal nok sidde en grønlænder og ryste på hovedet af mig over at lade den ligge, men du kan få dine tørfisk for dig selv og hvis du spørger, skal jeg nok sige hvor jeg efterlod den.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar