2019.04.28 Snublende tæt på sølvet

Som tidligere skrevet, var det Listerlandet der stod for døren denne weekend. Dog havde jeg ikke 2 afvigelser med i min beregning. Den ene var vinden, der næsten selvfølgeligt skulle løbe fra NV og være ret svag, den anden... var at jeg fredag efter en uge med masser af møder, måtte mødes af en SMS fra SAS om at mit fly var aflyst og siddende i Holland, se en weekend minimeres. Jeg var ved at købe billetter til Zurich, Bruxelles, London, Prag, Frankurt og hvad ved jeg, men i takt med at strejken fra SAS bredte sig til folket, forsvandt samtlige alternativer for at komme hjem til Danmark/Kastrup. Det endte med at min kollega og jeg valgte at leje en bil og køre den til Kastrup, så efter 10 timers kørsel, kun afbrudt af en schnitzel i Tyskland og optankning, "landede" vi i Kastrup natten til lørdag efter klokken 01 og lidt i 3, kunne jeg endelig finde dynen i Trelleborg.

Frisk som en havørn, var jeg med andre ord IKKE lørdag og da jeg stod op søndag, var jeg evigt glad for nordvestenvinden. Jeg hang til lidt i 12 og da jeg ville ud, var Javier allerede på vej. Vi mødtes på vores lokale plads og kunne der konstatere at der på 1 uge var kommet uendelige mængder med slik og nu også de mest ulækre og ærgerlige fisk... heldigvis huggede de ikke. Og så var der en havørred efter. Måske de... men nej..
Vi tog til den gamle dame, som ikke plejer at holde de store mængder horn, men netop her, var der af alle dage netop horn. Jeg tog 3 og var rasende. De forpulede lortedyr er noget af det mest irriterende der nogensinde er skabt og mit havørred hjerte blødte indtil der troppede en ganske pæn ørred op efter wobleren. Måske der alligevel var en lille chance?
Endnu en havørred dukkede op, men hugge ville de ikke og efter 3 horn og ingen havørreder, var jeg klar til at sælge fiskegrejet.

I stedet tog vi til sandbunden og startede en jagt på havørreden, men der var ikke nogen fisk der ville lege. Det eneste positive var at der heller ingen horn var her. Overhovedet. Så jeg gik sådan lidt halvtilfreds op langs sandstranden og kastede til de mørke pletter og var egentlig lidt træt i det, da der pludselig og uden hug eller andet, dukkede en temmelig stor havørred op bag OLR wobleren og fulgte med hele vejen ind. Den var ikke engang skræmt eller noget, men gik bare bag wobleren dette ene kast og vendte langsomt ud mod det mørke igen. Jeg var målløs. Kastede på langs, lige ud, kort, langt og gjorde alt hvad jeg kunne for at få wobleren til at se endnu mere fristende ud, men fisken var væk og resultatløse mødtes vi begge senere oppe ved bilen og for hjem for at tage et skud narko direkte i blodårene, fordi forårsfiskeret lige pludselig var væk... Pludselig var der klamme horn på kysten. Pludselig var havørreden mistænksom. Pludselig indser man at dagsfiskeriet er en saga blot og man skal til at indstille sig på aftenfiskeri og nat-ditto. Ikke at det gør noget som sådan, men det er lidt vemodigt at inden det kom i gang, så sluttede det pludselig.
Man er snublende tæt på sølvet - FCK er snublende tæt på guldet.

På gensyn i solnedgangens land!