Og så gik der ikke så lang tid, før jeg stod nede i gangen med kysthabitten på. Javier havde meddelt at hans område givetvis var klart, men at søen også gik temmelig hårdt dernede, hvorfor jeg valgte at søge nye veje. Eller nye og nye... det var ikke noget nyt i det som sådan, men dagens første stop som siden blev det eneste og dermed sidste, har jeg faktisk aldrig fisket på, trods jeg kender pladsen fra utallige beretninger og andre gode løgnehistorier. Nuvel... bring it on.
Ingen havde fanget noget, så det var nok ikke så pænt af mig at jeg efter 10 kast fik den første. Den hamrede på i et hårdt hug helt inde, men hugget og fighten hængte ikke sammen. Den plaskede rundt foran mig, men bød ikke op til en mindeværdig fight og efter en del plaskeri kunne jeg genudsætte en megatynd blankfisk.
Det måtte byde på mere og troligt kastede jeg over revet igen, længere ud, længere ind, langs med land og så kom der den mest fantastisk smukke regnbyge forbi, der mest mindede om en tordencelle, bortset fra at der ingen lyn var. Regnen piskede ned og vinden tog voldsomt i de minutter det varede og imens havde jeg pludselig masser af fisk nær mig. De huggede 10 gange i alt, men det blev ved enten hårde hug eller bare hug og kun en enkelt gang lykkedes jeg at kroge en, der siden faldt af. Det blev en sær fiskedag efter det. Der var fisk, men de ville ikke rigtigt noget og jeg stod og forbandede at det åbenlyse bombarda bevidst var glemt derhjemme. Mest fordi jeg ikke gad, da jeg tog afsted - men det savnede jeg nu... den ene dag ud af hundrede ture.
Da de kraftige bygeskyer forsvandt, forsvandt min varme samtidigt og egentlig stod jeg og frøs længe efter de sidste fisk havde hugget, men som den havørredfisker jeg er, så er det svært at løsrive sig fra kysten... men til sidst, med stive stænger og kolde tæer... fandt jeg Mazdaen og tøffede hjem til Trelleborg med et stort smil på læben, efter en dejlig dag ude i det kommende forår. For det er marts og marts er lig med forår! Lad det komme :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar