Jeg er sjældent naiv. I havørredfiskeriet jo, men det gælder nok de fleste fiskere. Man fisker og håber og man ved at der nok skal komme en fisk på et tidspunkt. En eller anden dag. I et eller andet år.
Men der er kommet fisk. Hornfisk. "Hurra"
Heldigvis ikke helt til Sydkysten, men som amen i kirken så er det sikkert hvert år. Uanset hvor ringe havørredfiskeriet end har været. Hornfiskene er ligeglade. De skal nok komme og glædes alle, så "man får noget på krogen" som jeg tit hører i lystig tone.
De skulle bare vide hvor tyk bogen med bandeord er, over den latterlige skodfisk.
"Nu skal du ikke være så negativ Anders"
Nå, men jeg var faktisk heller ikke negativ. Jeg var naiv og gik over strandengen for at se hvordan den første plads så ud. Og jeg kom ned til 50 Shades of nougat-light-brown. Det var sådan lidt en mellemting mellem at kunne se støvlerne på knædybt vand og ikke se noget. Sandrevlen kunne ikke anes længere ude og samtidigt var solen væk, så jeg tog et par hurtige kast og bestemte mig for at køre videre.
Jeg gik ned på de andre rev, for at berolige den febrilske fisker og havde hurtigt 2 små følgere. Vandet så helt fantastisk ud her og som sædvanligt stank det af havørred hvor jeg bare ventede på de brutale hug.
Og jeg ventede og ventede og ventede og fik gået et passende antal skridt, så min skridttæller til og med gav mig en medalje og så var klokken blevet 20.30 og så blev det koldt.
Der kom aldrig nogen fisk, der var ikke flere følgere. Ingen hug og ingen aktivitet.
Hvilket er ved være lidt trættende. Men det var en smuk aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar