2024.04.20 Lidt normale tilstande igen

Efter den normale torsdag i april som alligevel blev årets første stime-agtige fiskedag på Sydkysten, så var håbet at træerne voksede ind i himlen da lørdagen stod for døren. Det var jeg så ikke ene om at håbe.

Javier havde vovet sig tilbage på Sydkysten, men kunne konstatere det samme som mig. Havørredfiskeriet er en populær sport og hvis man går op i nummerplader, var det en god dag at spotte nye plader langs de velkendte sydkystpladser. Med hver nummerplade, fulgte 2-3 mand og tæt stod folk pakket flere steder. Kajakken blev vendt i tankerne, men i og med Javier i dag var i syd ville jeg gøre ham selskab og vi mødtes ved en plads der minutterne forinden var blev gennemfisket af 6 mand. Nuvel... det kunne jo være der var kommet fisk ind og så tog vi hele revet sammen fra hver side. Men der var ingen fisk og tyskerne havde nok konstateret det samme hvorefter vi splittede op for at prøve lidt andre pladser. 

Men dagen blev i sidste ende mere en køretur og snakketur, end fisketur. Enten var der grumset ellers var der overbefolket. Så mødte jeg Torsten. Det var lidt spøjst. Han havde lige fanget en fisk og gik langs stranden med den, indtil han så mig. Så kom fisken i baljen og så gik han ellers en stor bue udenom mig. Lige der kunne jeg godt være tolder, for mistænkelig adfærd påkalder min opmærksomhed, hvis nu jeg drømte om et job i tolden og tror det er så nemt...

Torsten var der ud over en snakkesalig og hyggelig tysker der bare ville have lidt aftensmad og jeg er sgu ligeglad hvis han nakker en nedgænger, for en sådan var det. Så vi fik en lang snak der sluttede med at jeg blev budt på øl, men den måtte altså vente til om aftenen, for jeg kørte jo bil. 

Selv indfandt min øl og jeg os på endnu en ny plads der kort fik et par kast. Der siden blev til flere, for her var fisk en kort periode. Jeg tog 3 inden for et kvarter, der alle huggede hårdt. Jeg havde endda en følger som roligt fulgte hele vejen med ind og gik rundt om kutlingen, men som aldrig huggede.

Og så fik jeg nok da endnu en tysker, denne i kajak, nu skulle fiske området af. Ikke at han ikke holdte afstand, for det gjorde han bestemt, men der var bare mange folk ude og fiskeriet på Sydkysten er ikke lige mig, når man skal stå og klumpe sig sammen. 

Det gør de ellers i Tyskland, fortalte Torsten. De står med max 30 meters mellemrum på kysten og kaster lige ud. Et eller andet sted forstår jeg godt de kommer herop og også at de føler frihed med 100 meter til nærmeste. Hvis man er så heldig, for da jeg var kørt fra Javier fortalte han at der først var kommet 2, siden 3 yderligere og havde stillet sig ved siden og bag ham - og så var han kørt hjem og han tænkte nok på sin kajak præcis som jeg.