Der gik ikke mange øjeblikke inden jeg stod på pladsen han havde forladt og ja.. er du gal et syn! Ude bag skummet fra de brækkende bølger der hvirvlede en masse tang op, var vandet klart og havde en smaragdgrøn farve blandet med blåt. Nøj jeg troede på det og selvom mit første pas intet gav, så fik det chancen igen.
Med lommerne fulde af vand. Våd op til waderskanten og kamerat stænket til, trods lukket vadejakke, satte jeg mig i læ i bilens åbne bagagerum. Tømte lommer og hængte jakken op. Det var sgu rart det her. Mon ikke man flytte lidt rundt og til med sidde behageligt? Så gik der en time med coca-cola, chilinødder, nøddeblandning og Lions bar med hvid chokolade. Og en sol der varmede helt fantastisk i læ for vinden.
Og det hele tørrede nogenlunde op, undtagen jakken. Men den skulle også på tur igen. Nu med tomme lommer og kameraet måtte også blive i bilen. Seancen gentog sig. Store bølger blandet med dønninger, fantastisk vand og skumsprøjt. Men ingen fisk.
Det er hårdt at være kystfisker, men jeg var alene ude. Og jeg troede helt vildt på det. Jeg elsker det.
Opdagelsesrejsen efter den finurlige havørred tager aldrig en ende på den åbne kyst. De mange års erfaring og de utallige nulture i vejr som dette, gækker min nysgerrighed. Det er lige fedt hver gang, fordi jeg vil det - men havørreden ikke vil mig og det finder jeg nok aldrig ud af.
Jeg ville prøve en ny plads. En ting er at tro på det og fiskene ville helt sikkert også komme, men klokken 16? Eller 20? Til den tid ville jeg være gennemblødt, så der var mindre sø andre steder at vente på havørreden i.
Men jeg skulle ikke vente længe. Jeg prøvede først den naturlige spids, hvor jeg tit har fået fisk. Der fik jeg ingen fisk. Så ned i bugtområdet og netop som jeg drog et langt kast ud til sandet, fik jeg et kanonhug og endelig dagens første fisk. Hugget var stenhårdt. Fighten speciel, da fisken lavede de vildeste udløb, men ikke hoppede på noget tidspunkt og da den endelig kom ind, gik den med siden til hele vejen. Det var først vel inde, at jeg i det grumsede vand kunne betragte skønheden og ærgede mig gul og grøn over at kameraet ikke var med. Jeg tog en dristig beslutning. Med vaskekonefingre og store bølger listede jeg mobilen op og forsøgte at ramme "tag billede" på en følsom mobilskærm. Du kan jo selv gætte hvor nemt det lige var... for ikke at tale om min krammende hånd i et par våde handsker, hvis våde kanter egentlig trykkede overalt på skærmen uden min vilje. Fiskens vel besejrede billedlysten og tilbage svømmede årets til dato tykkeste fisk.
Troen på mit projekt var stor og at jeg desuden var helt alene ude, gjorde at dagen tog timer af klokken stående i den lystige sø. Og trods at jeg i timerne frem kun lykkedes med 2 rigtigt flotte blankfisk til, så troede jeg virkelig meget på det fra start til slut. Men mine stive og våde fingre, ja jeg var våd op til skulderen på venstre arm og den træthed jeg generelt havde i kroppen efter 5 timers water-robics gjorde at jeg til sidst sank sammen oppe ved bilen og bare sad trods at jeg burde fise hjem omgående.
Sikke en dag. Sikke en dejlig dag. Alene. Med fisk. I østlig vind. I april.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar