Fishview med Sony |
Og så stod jeg udvadet på en sten og tænkte hvordan en laks på 15-20 kg kunne smadre den stille og flotte overflade helt. Sådan et mega lokum der kom buldrende efter blinket med en enorm trykbølge og hamrede på i en eksplosion i vandet... det havde været en smuk afbrydelse i den flotte og efterhånden behagelige forsommer aften. Ihvertfald sålænge fisken sad på.
Men alt hvad der sad på, var en klam kanylefisk der - som kanylefisk er bedst til - havde suttet blinket i sig, så der egentlig ikke rigtigt kom noget reelt hug, men bare var en tyngde i den anden ende. Hvad de også er gode til, er at følge med ind, når man river dem mod land. Og hvad de er allerbedst til, er at gå amok når man skal have krogen ud af munden på dem. Min blødsødenhed overfor dyr, forbød mig at tage jagtkniven frem og "sortere" hovedet fra kroppen - se dét havde været en nem afkrogning - og istedet afvente den latterlige dans den bød op med, indtil jeg kunne få min krog tilbage. Skodfisk!
3 gange skete det, uden skyggen af havørred, men da jeg var ved at sige tak for i aften, kom der endelig et hug der kunne både mærkes og bruges til noget. Selvom havørreden var for lille, bød den op med en udmærket fight og tilfreds over at aftenen havde givet en rigtigt fisk, fik pladsen en halv time mere, inden jeg måtte drage hjemover, fordi mænd i min alder pludselig skal have stabile soverytmer. Suk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar