2021.02.27 På randen af forår

Den uge hvor man sidder inde på kontoret, hvadenten det er hjemme eller på det "rigtige" kontor, så fortsætter foråret sin fremmarch og koncentrationen omkring arbejdet er bare ikke den samme, mens solen sender sine livgivende stråler mod land og vand. Vand, der måske var grumset, men uanset hvad blev varmet op og satte gang i alt det man drømmer om, når man sidder og arbejder.

Drømme der skulle omsættes til fisk i massevis, når man endelig havde fri. Og fri tog jeg så allerede torsdag og fredag - sådan en halv dag, begge dage. Torsdag med hunden ud i det fri, hvor jeg burde havde fisket og fredag, hvor jeg så fiskede - indså det ikke gik på grund af vinden og burde have haft hunden med. Men sådan er det nu engang. Det blev til et par kast her og er par kast der og så satte jeg mig i divaen igen, for det trængte jeg til ovenpå endnu et halvår med alt for meget arbejde og så sad jeg og tænkte på ... arbejde...

Godt det blev lørdag. Sådan en pragtfuld forårsdag, hvor jeg kunne gengælde lidt af den tid jeg havde fået af Rickard til min renovering. Nu var det min tur til at smadre hans hus. Så det gjorde jeg. Med de bare næver rev jeg hans køkken ned, vægge og lister og fixede vandet, så der ikke var indendørs fontæner. Med gips i alle åbninger (!) forlod jeg Rickard med én ting i tankerne og det var havørred.

På revet stod stod kun Stefan, da Javier var ved at rigge om. Javier havde fanget en flot blankfisk, han ville have genudsat, men da krogen sad dybt og fisken blødte meget, var den aflivet. Ingen fejl på det. Det var en rigtigt flot blankfisk, men ja, lidt tynd i det. Med håbet om flere, tog vi jagten op, men vi endte med at blive de jagede da et par viftende fjollehoveder langsomt med sikkert, bekendtgjorde deres nærvær med at komme tættere og tættere på. Sjovt de bliver ved... men sådan er det blevet.

Vi gad ikke stå og trænges og blev enige om at søge nye vande, da vi heldigvis havde hjerne nok til at affiske pladser hvor der ikke var andre. Desværre for os, var fisken ikke hjemme, hvorfor først Javier kørte hjem og siden Stefan og så stod jeg der og ville fiske... og kørte ....

Ikke hjem! Fandme nej om en så gudsbenådet forårsdag skulle spildes i divaen, når man nu stod der med kysthabitten på. Så jeg endte på det lange rev med de små fisk. Og forventningerne blev indfriet. Jeg gik langt og jeg fik små fisk, men det var sjovt fordi jeg endelig fik kontakt til de sølvblanke skabninger og det var ikke bare kontakt, men masser af kontakter. Først havde jeg et par mistænkte hug, men samtidigt stod jeg med en masse sten og tang foran mig. Siden gjorde spinstoppet sit arbejde og krogede en gudeskøn blankfisk under målet. De er bare flotte, de små filurer. I kastene efter gik det helt amok. Eller for fiskeren gik det amok - for læseren, der skete der ikke det store - men der kom virkelig fisk ind og med kolde fingre havde jeg ikke modet eller tålmodigheden til at skifte til bombarda, men nøj hvor de huggede og fulgte efter. Jeg havde vildt mange hug og følgere og i et kast hele 2 følgere. Det var rigtigt fint. At jeg kun lykkedes med endnu en lille blank, kan jeg takke mig selv for, men sådan er det med kolde fingre og knuder og den slags. Jeg var alligevel lykkelig da jeg gik fra revet, for sådan en begyndende forårsaften... den er guld værd.