Jeg kunne ikke lade være. Og sådan er det bare.
Trods ondt i skulderen og ryggen og en generel afmatning ovenpå en luksuriøs sæson, med lidt rigeligt fraværende fisk i slutningen, skulle slutningen ikke have lov at stå, mente jeg. Men det mente fiskene.
Så da jeg stod der igen, med fugtige vadesko fra den sidstnævnte "sidste" tur og førnævnte skavanker, så var det alligevel med en tro på det. En tro jeg kunne pakke sammen 2 timer efter.
Uforløst. Skammeligt. Ærgerlig. Måske lidt forkælet?
Men det er jo livet på kysten, selvom forventningen på denne årstid bestemt ikke er til nulture udi havørred. De klamme musik-ål gider jeg ikke snakke mere om, andet end at en af dem fandt min krog.
Og så havde jeg 2 af de rigtige fisk efter. Den ene vist nok 2 gange - hvorfor den kun tæller som 1. Ellers havde jeg 3 følgere... men er det ikke pænt ligemeget?
Nå, men alt gearet var jo vasket så det var da en pæn kysthabit jeg stod udvadet i og vist søren skal den dyppes igen om et par dage, for nu har jeg alligevel syndet. Første gang er ingen gang, anden gang er en vane!
Så skulle man ikke lige....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar