Jeg gad ikke begive mig ud den første januar. Ikke fordi der var tømmermænd at pleje, men jeg gad bare ikke. Lysten manglede og desuden er januar lang. Men det var åbenbart forkert at ikke gide, for lige siden har der kun været 2 slags vejrtyper: Dybfryser eller storm. Vandet har desuden kørt op og ned som en jo-jo så de sidste weekender er enten blæst eller frosset forbi og når nu lysten meldte sig, så var det ikke overraskende at se store mængder is ophobet på en strækning jeg ellers lige håbede på jeg kunne fiske.
Vandet var givetvis klart i syd på sine steder, men vinden allerede over de 10 fra netop syd, så ravnettet blev pakket ud i den glæde at så kunne jeg da finde dét når nu fiskeriet er på en ufrivillig pause!
Der er ikke noget der er så dårligt at det ikke er godt for noget!
Sagde jeg... da jeg gik ned af grusstien og kunne se havet åbenbare sig foran mig. Den flotte Østersø i den tiltagende vind og den flotte hvide sandstrand, som har fået 4 meter ekstra liggeplads til sommer, efter stormfloden i oktober. Men tangen... den var blæst ud og der var intet at lede i. Ikke engang i vandet.
Jeg tjekkede strømmen ud og tænkte at det hobede sig op på pladser hvor der var menneskeskabte forhindringer. Jeg tog fejl. Eller jeg havde lidt ret, for der lå absolut tang længere ude, sådan på 1,5 meter vand mellem de store søer der bøvlede ind.
Således fandt jeg mig frem til en tredje plads og tænkte at jeg i det mindste kunne lede efter smuler der hvor andre har gået, men min indsats var forgæves. Selv her havde havet slugt alt den gamle tang og efterladt en paradisisk smukt udseende strand, som kunne sælges som feriedestination på et billede fordi man ikke ville fornemme hverken temperatur eller vind.
Jeg endte lettere skuffet i bilen og tænkte om jeg skulle søge nye veje, men samtidigt at det måtte de andre om. Jeg havde givet den et skud, som var helt fejlplaceret og det er også ok engang imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar