Jeg tror nok de fleste kan genkende timingen med håndværkere, som noget man ikke stiller klokken efter? For mig skulle klokken stilles tidligt og timingen var nu ok, men hvorfor kommer de så på en fiskedag, når vejret endelig er tæt på perfekt?
Nå, men det var da en belejlig undskyldning at bruge. Jeg var nok ikke taget ud så meget tidligere alligevel og da gutterne endelig var færdige, sad jeg i bilen på vej mod drømmenes land. Havet i går var farvet og jeg havde en stor tiltro til at det ville være klaret så meget i dag, at det kun kunne se fantastisk ud. Det fik jeg ret i!Jeg mødte Javier som stod udvadet og ikke havde mærket noget, men bekræftede mine forhåbninger og efter en lille snak, gik vi ud på det lange rev og lod vores Sillinger pløje hver kubikmeter vand vi havde foran os. Da jeg kom ned til stenen der så tit holder fisk, var jeg måske lidt skuffet over intet at have mærket. Samtidigt så er det endnu tidligt på sæsonen og på den åbne kyst i 3 grader varmt vand, skal man ikke forvente det store liv bare fordi det ser kanon godt ud.
Javier fightede en mindre fisk ind et par kast efter og netop som jeg tænkte at der i det mindste burde komme en runde små blanke forbi, så havde jeg i de følgende kast en masse mindre hug. Det endte til sidst i en kroget fisk der nåede at ruske lidt i stangtoppen inden traditionen om årets første krogede også er lig med "tabt fisk" indhentede mig og så var fisken væk igen.Jeg fiskede koncentreret området af, men gik til sidst op fra det kolde men flotte vand. Javier havde fået en til omkring målet og ellers var også han lidt skuffet og ville videre på nye rev. Vi gav det alligevel en lille chance mere, men stimen af mindre blanke, som sikkert var det vi havde mødt, var draget videre.
På kanten af det andet rev, står der næsten altid havørred. Endda langt inde. Jeg fornøjes altid af at beskue revet og at ingen andre bestiger det, mens jeg fisker naborevene af. Får det en pause på 2 timer, er der nærmest gevinst garanti. Det var derfor med enorm tro på det, at jeg kunne gå ud og fiske langs kanten ud til stenen, men er du gal hvor jeg tog fejl. Vandet spillede max. Alt var perfekt. Men samtlige kast både til stenen og ud over resten af revet forblev ubesvaret og til sidst gav jeg op for at køre ned og tage lidt billeder af solnedgangen og Javier der stod i Paullis hjørne.Jeg blev aldrig klog på om Javier havde fået en fisk der eller ej, for han skulle hjem og efterlod mig derfor alene i søen, men det korte af det lange er, at jeg også her fiskede revet af, mens solen lagde sine sidste stråler over kysten. Det blev en fantastisk solnedgang, men uden indfrielse af mine fiskekåde forventninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar