fredag den 25. marts 2005

2005.03.25 Lodret søm


Det kunne være sjovt at tage til Listerlandet og prøve lidt tidligt fiske deroppe. Der plejer altid at være tåget på Lister, specielt hvis der også er det på Österlen. Men sådan så det ikke ud da vi ankom til kysten. Klart vejr og en let pålandsvind - perfekt.

Klunsen har ferie i Blekinge pt. og havde snakket om at han ville forbi så vi mødtes ude på radiomasterne. Lotti og jeg havde lovet at vise lidt rundt i den flotte natur og på de lækre kystpladser. Natur fik vi set, men ingen pladser gav fisk, trods ihærdige forsøg og fine forhold. Det var ellers tæt på at blive den helt gode dag for mig. På en af favoritrevene var vandtemperaturen oppe på 7 gr. (!) og der var lidt bevægelse i det klare vand. Allerede efter et par kast havde jeg en følger på omkring de 40 cm. Jeg lod blinket dø, så det stod lodret i vandet, under stangen - fisken, ja den fløj direkte på det, men slap med skrækken. Ny fiskemetode måske? Den døde, lodrette tobis...

En hvirvel i overfladen afslørede fisk tæt på mig. Jeg stod helt stille og lagde et kast langs kysten. Oppe fra min sten så jeg en hvirvel bag blinket og over en lys sten på bunden så jeg fisken - den var stor! Den drejede af lige foran mig og mere så jeg ikke til den. Øv, den +4 kg´s ville ellers sidde lige til højrefoden.
Endnu 2 fisk var inde og vende, den ene huggede endda så jeg kunne skimte den blanke side i vandet. Og efter fisken havde holdt pause i en times tid, gentog forfølger-fiskene deres show. 3 mand stod med diverse endegrej og havde fisk efter, uden at de ville noget. Sådan er havørredfiskeri nu engang så sjovt :-)

torsdag den 24. marts 2005

2005.03.24 0-3


Tåge, tåge og mere tåge. Jeg bryder mig ikke om tåge, stille vejr og klart vand.
Vi havde en svær dag. En sortfisk havde hugget om morgenen og ellers skete intet på det første rev vi besøgte. Resten af dagen kørte Lotti og jeg forgæves rundt på en del forskellige rev i forsøget på at finde fisk. Det var simpelthen dødt overalt. Jeg syntes at dagens højdepunkt var en pølse med ost og bacon. Jeg tror Lotti´s højdepunkt kom, da han i den sidste halve time der var lyst, snuppede 3 blanke... Ganske vist under målet. Men han stod lige ved siden af mig og tog fisk, og det passede ham fint!

onsdag den 23. marts 2005

2005.03.23 Jyde i tog


Idag kom Lotti fra det mørke Jylland. Jeg tog en slapper inden hans ankomst, så da vi kom hjem fik Lotti kun 2 minutter til at pakke ud og gøre sig klar. Jeg vil ud og fiske!

Men det var ret nytteløst i det stille vand. Jeg snuppede en enkelt sortfisk og havde et par følgere. Undrer hvad følgerne er for nogle typer - burde de ikke spise noget istedet for at provokere? Hvorom alting er, så er en følger en indikator på at fisken er på plads, og at man skal skærpe sig i fiskeriet, for at få dem til at hugge. Det kunne vi ikke med dem alle. Undskyldningen må være at Lotti var meget træt og ukoncentreret, efter togrejsen, så jeg håber han skærper sig til imorgen.

tirsdag den 22. marts 2005

2005.03.22 2 lange


Solen har nu varmet rigtigt i 2 dage. Idag havde fiskene også mærket det og de sorte er vist kommet på plads.

Jeg startede med Urban på favoritrevet. Det så virkelig godt ud, men jeg troede ikke rigtigt på det, så jeg begav mig hurtigt videre. Der stod en fluefisker på højre side af revet, så jeg spurgte høfligt om jeg måtte affiske den anden side, hvilket ikke var noget problem. Inden jeg havde vadet ud hvor jeg ville stå, bukkede min stang helt sammen. Jeg havde kun nået at dreje 2 omgange på rullen. Meget tunge rusk forplantede sig gennem linen op til mig, og jeg vidste at det var en af de større, selvom jeg også godt kunne mærke at den næppe var blank. Efter en temmelig tung fight fik jeg en ca 85 cm lang sortfisk ved rigtigt flot huld op - sømmet sad lige i kæften på den :-)

Efter et kvarter fik jeg endnu en sort på 55 cm og da jeg var på vej ind fordi jeg ville bytte plads, huggede det igen tungt. Denne gang en ca 75 cm lang sortfisk, også denne ved flot huld. Så jeg tror de sorte er ved at indfinde sig igen. Desværre havde de ikke taget nogle blanke med sig idag, men de kommer nok imorgen. Dvs. jeg fik da en blank på 40 cm senere på eftermiddagen på en anden plads. Havde derudover en følger med inde 5 gange. Tror det var samme fisk og tror desværre også at den var blank, siden den ikke ville hugge. Men det skal den imorgen!

Billede af Peter (føromtalte fluefisker) der fighter en sortfisk han snuppede på den højre side af revet.
Og så lige et billede af sømmet. Det blev malet for 2 dage siden og allerede nu er malingen skallet af pga bisserne hos de fisk jeg fik idag. Jim sagde jeg skulle lakere dem, men det gad jeg ikke fordi det tager tid. Ser ud til at jeg skal bruge tid på det alligevel. 

mandag den 21. marts 2005

2005.03.21 Slid


Hvis jeg havde været fisk, havde jeg helt sikkert været fanget idag! Jeg syntes ihvertfald at en fisk burde hugge og være helt oppe at køre i det her vejr, men... jeg er ikke en fisk og jeg fangede kun en mindre blank idag.

Startede med Urban på et favoritrev. Vandet så rigtigt fint ud og jeg var så tændt at jeg nærmest så tobiser i vandet hele tiden. Når de kommer, så... men ingen tobiser og kun meget få tanglopper. Der er en sammenhæng, det ved de fleste. Få tanglopper - få fisk. Mange tanglopper - mange fisk. Sådan næsten da..
Urban skulle hjem og jeg skulle videre. Jeg kørte til en populær plads, men vandet havde ikke samme lækre farve og der skete heller ingenting på den time jeg brugte der - alene foriøvrigt. Ikke et øje, selvom jeg langs kystvejen så den ene danskregistrerede bil efter den anden. De klumpede åbenbart kun sammen på et par få steder idag. Så foriøvrigt en dansker "slæbe" afsted med en nedgænger på max 45 cm. Skal ikke gøre mig til dommer, men jeg troede faktisk de dage var forbi?

Næste stop blev på endnu en kendt plads. Igen var jeg alene og det takkede jeg for, da jeg så vandet og farven på det. Temperaturen fik pulsen yderligere op. 4 grader! Nu skulle jeg kun kaste et par gange så sad den første af dagens mange fisk dér, eller hur? Nej, sådan går det aldrig - så kan jeg lære det! Jeg fiskede i 2 timer med nerverne på helspænd, klar til at lave det ene modhug efter det andet. Jeg tror at den kølige vind fra havet afgjorde det hele. Alt andet stemte 100 %Sidste stop på endnu en kendt plads, og efter 10 min. så jeg dagens første fisk. Den gik lige bag blinket og var nærmest kun nysgerrig. Selvom den kun var 30-35 cm. lang, byttede jeg blink, for der plejer at være flere, hvor der er en. Det var der. Den næste følger var nemlig større. Den havde endda den frækhed at hugge 2 gange mens jeg så det og ville ikke sidde fast. Pga. lavvandet kunne jeg fiske revet af på en ny måde og kom derfor rundt på nye sten - også nogle meget glatte sten, hvilket var tæt på at koste mig en vandtur.

Men endelig sad den dér. I 2 sekunder og så røg den af. Heldigvis virkede det kun som en mindre fisk, men alligevel. Dagens første, sidst på dagen. Efter 20 minutter fik jeg så endelig en der holdt bedre fast på krogen. En meget smuk blankfisk lige under målet, blev sat ud igen. Det var hårdt slid idag, men de kommer så "småningom" som man siger herovre.

Bare vent... 

søndag den 20. marts 2005

2005.03.20 Southcoasteren


Tanken var at tage turen til österlen, men det fine vejr holdte mig hjemme på Sydkysten, hvor også Urban havde valgt at bruge et par timer. Vandet var grumset, men sigten acceptabel og vi fiskede et par timer uden at få noget.

Vandtemperaturen måltes til hele 4 gr. inde ved kysten - det trods de 8 minus vi havde i nat. Det er solen der har magten, og det går stærkt nu!

søndag den 13. marts 2005

2005.03.13 Kolde sokker


Idag stod der -10,1 på termometeret. Øv.. Der lå også ny sne. Øv.. Jeg siger bare: Forår nu! Det er en ordre!

Jim og jeg kørte til Österlen igen. Længere nordpå måtte der være klart vand. Klart og koldt, måske, men i det mindste klart. Det var koldt, men ikke særlig klart. Jeg syntes dog farven var super - Jim var ikke særlig begejstret. Måske var det det, der gjorde at jeg over middag fangede en fin blankfisk? Det lugtede faktisk rigtigt langt væk af fisk, selvom der ikke skete mere. Til gengæld nød vi vejret til fulde - solskin og ingen vind. Kulden kunne næsten ikke mærkes, så frostvejr eller ej, så er foråret lige om hjørnet.

Når frosten slipper taget, er jeg sikker på at fiskeriet eksploderer. Det kommer nok til at passe med min ferie...

lørdag den 12. marts 2005

2005.03.12 Jo deeet


Jim havde ikke været på kysten i en måneds tid. Det var tid til fisk, mente han! Jeg, der havde holdt mig hjemme de 2 sidste uger, kunne ikke være mere enig.

Afsted gennem Skåne til Österlen. Vel fremme ved favoritrevene kunne vi konstatere at vandet var grumset, men heldigvis ikke mere end vi kunne fiske i det, og samtidigt bevare troen på det. Turen langs Sydkysten havde vist havet i flere forskellige farver. Det skiftede mellem helt brunt, til lysebrunt, samt rødt og sort. Alt sammen tang og bundmateriale, hvirvlet op af gårddagens hårde SV vind. Dér var alt fiskeri nok udelukket!
En halv times fiskeri fik Jim og jeg. Vejret der havde mødt os da vi kom, stille og fint, vendte pludselig 180 grader og sendte sne og endnu mere sne lige i hovedet på os, med den pludselige hårde NØ vind. Der røg den fisketur, kort og godt.

Vi kørte hjemover efter at have stoppet på en masse pladser langs Sydkysten i håb om at finde bare lidt klart vand. Vi fandt til sidst en acceptabel sigt, men det gav kun 3 fine stykker rav, til Jims store utilfredshed - han søgte nemlig selv og de 2 af dem måtte jeg samle op ved hans støvlesnuder...