lørdag den 13. marts 2010

2010.03.13 Den dag foråret næsten kom

Indenfor var det fantastisk vejr. Temperaturen udenfor løftede sig lynhurtigt fra de negative til de positive i det lækre solskin og det var bare at charme fruen, så jeg kunne komme på kysten hurtigst muligt.

Så gik jeg ud af døren og så fik jeg smasket virkeligheden i ansigtet og på hælen. Det var ikke særligt forårsagtigt alligevel og i øvrigt måtte jeg hellere skifte strømper, for det store hul på hælen ville ihvertfald ikke varme senere på dagen. Nu var spørgsmålet bare - ville jeg få fisket eller ville det bare blive til en køretur? Det første syn af vand fortalte mig at der skulle fiskes. Så var næste spørgsmål om jeg ville få fisket i 30 min. eller resten af dagen, inden jeg blev træt af turisterne og tog hjem. Åbenbart var turisterne ikke turister idag eller så stod de på Österlen. Så genkendte jeg Marcus bil og ringede og spurgte om selskab ville glæde ham.

I dag var dagen for Blänkaren, inden datoen blev flyttet frem. Det ville absolut have været muligt i dagens vejr og vind på alle sider af Skåne, men hvem kan vide det på forhånd? Jeg ringede til Janne på 1-årsdagen for hans fangst og spurgte om han ville med og fiske og mindes lidt. Desværre ikke muligt, men jeg skulle tænke på ham i jagten på en stor blank. Marcus havde været ude fra morgenstunden og prøvet andre pladser, men kun med et hug som resultat. Igen glemte jeg alt om de virkelige temperaturer uden for bilen, da jeg i 23 graders varme parkerede og gjorde mig klar. På vej til stranden gjorde jeg 3 stop:
  1. Stangen blev monteret. Det så kanon ud og jeg var tændt med det samme.
  2. Handsker på.
  3. Hue på. Det var faktisk rocker koldt i vinden.
Der gik et par timer på kysten og så tog jeg lidt billeder og så gik vi begge en runde over revet og tilbage og over på den anden side og tilbage. Marcus tog kastedobben frem og jeg skiftede blink og så stod vi der uden fisk. Jeg tror at det tidligere omtalte pladsskifte var på vej, da jeg nærmede mig Marcus. Han havde sat agnen på plads og var på vej op af vandet. Det samme var jeg, men det for at køre hjem. Og så skete det, der er sket så mange gange før og vil ske så mange gange fremover - jeg havde fisk efter. I bølgen gik havørreden lige bag mit blink og vendte først helt inde foran mig. Typisk! Det er næsten træls at opleve at der endelig sker noget, når man mentalt er oppe i bilen og på vej til bøffen og vinen derhjemme. Men det var heller ikke mere træls, end at jeg omgående lagde et kast ud igen og ellers genfandt forrige års fokus til 100%. Så kom der en til - den var helt sikkert spejlblank og vendte hidsigt bag blinket. Jeg så ikke om den huggede, men fiskene kom med fart på og da jeg var oppe på vel nok en 10 følgere havde endnu ingen af dem hugget. Marcus oplevede nøjagtigt det samme og selv efter hans skifte til kastedob fulgte de kun efter. Vinden tog til og vandet skiftede lynhurtigt farve - fiskene forsvandt desværre i samme moment, men der var 2 tilbage på omkring 35 cm. Den ene huggede på mit blink og røg af og den anden på Marcus flue og blev genudsat.

Havde nu fiskene været der i det vejr der kom, så havde vi formentlig fanget en del fisk. Imorgen vil jeg tage på kysten og se om de kan være på plads igen om eftermiddagen. Specielt den store af dem, må gerne komme igen...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar