Jo, nu er det sikkert. Foråret er her! Også selvom jeg måtte forlade kysten i
frostvejr, er der ikke mere at tale om. Vinteren er slut og foråret er kommet.
Det er udelukkende et spørgsmål om hvor længe det varer før det for alvor bryder
igennem og jeg skal høre tranerne over mit hovede og smide handsker og hue og
bare stikke næsen i vejret og snuse østersøens dufte langt op i næsen... lige
indtil en havørred smækker på blinket og fuldstændig fjerner al fokus fra det
man længes efter hele vinteren. Eller var det egentlig havørredens hug vi
ventede mest på?
Foråret er mere sikkert end et hug fra en havørred. Bare spørg
Jonne. Man skal lede længe efter en lige så uheldig fisker,
som Jonne. En gang imellem undrer jeg om ikke der stikker andet under, end bare
uheld. Jeg tror det ligeså vel drejer sig om noget udefra - men ikke det vi kan
føle på... nå, der må absolut ikke gå nogen former for alternativ behandling i
det her, så den forlader vi omgående.
Jeg ventede vist på havørredens hug og stod og lurede efter enten traner
eller andet interessant, for i vandet foran mig skete der lige præcis intet. Og
så kom skyggen glidende bag blinket. Det så så hamrende godt ud i det grumsede
vand at jeg havde lyst til at skrige af fryd. 37 sekunder efter, var årets
første til afkrogning. En sortfisk med igler og det hele - og som lugtede lidt
af tis. (Meget mærkeligt i øvrigt)
Dagen gik på hæld. Vinden havde ligget på fra VNV hele dagen, men vendte
indenfor et kast pludselig til NØ og sammen med den drejning kom frosten og også
lidt sne. Vandet steg endda og tog alt tangen fra strandkanten retur til havet
og ødelagde slutningen på dagen rent fiskemæssigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar