fredag den 22. oktober 2010

2010.10.22 Del II

Velkommen til den solrige side af denne blæsende dag. Jeg var tidligt oppe og kørte til Ljungen for at lede efter rav. Det gjorde jeg faktisk rigtigt længe, for der var stoppet med tang og det var utroligt lavvande, så jeg kunne komme ud steder jeg ikke havde været før. Steder hvor gammel tang, muslinger og ravpindelag lå tykt og bare ventede på at se dagens lys, for første gang i mange år. Ud fra lugten at dømme, var der ingen tvivl om "alderen" i det pindelag jeg søgte igennem, men uanset hvor stort og lækkert området end så ud, så kunne jeg ikke være første mand på det. Der var intet rav at finde.

En større indsø, deler stranden og normalt set kan man ikke komme over på den anden side, da bunden er mere end almindeligt løs og normal vanddybde ikke indbyder til "I dare you" lege. Bunden der i øvrigt er dækket af muslinger, gammel tang og så lige... ravpindelag. I dag skulle jeg bare gå ud til anden revle og så gå langs stranden og vupti, så var jeg på den anden side. NU, tænkte jeg... Nu river jeg lige et stykke guld på 600 gr. Hverken hvor jeg tidligere havde trådt mig frem og her, var der så meget som et eneste fodspor i nærheden. Det var den sikre sejr, som det plejer at være. Indsøens utroligt tiltalende bund, var skrabet let af pga strømmen i den kraftige vind. Afskrabet lå på vindsiden jeg netop var gået over til og nu skulle jeg først gå den igennem for at samle de største klumper. Dernæst kunne jeg tage de mindre klumper og var jeg endnu ikke træt, så kunne jeg overveje at samle de små turiststykker op. Men nej... intet rav. Intet som helst og hvor meget jeg end ledte, så var alt jeg fandt en 7-8 golfbolde, en gammel ballon og så en appelsin der var alt for frisk til at snyde mig. Øv bøv...

Så var det alligevel som det plejer, uden at pessimismen skal være for udtalt. Det ser skidegodt ud og skuffelsen er lidt større, når man intet finder.

Fiskeravbog? Nej, der går noget tid før jeg kan lave en side for det. Men en ny side er på vej, omend jeg ikke vil give nogen former for indikationer på tiden for dens fødsel. Vent og se og så må fiskedagbog helt enkelt være mit talerør for andet end fisk i mellemtiden. I mellemtiden, hvor jeg altså ikke fisker, forstås.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar