fredag den 6. april 2012

2012.04.06 Lille Lister 2

Vi havde for det første flere graders frost. Siden var vinden i et kedeligt hjørne og tiltog og morgenen ved bordet, eller morgenbordet om du vil, var et dejligt samlingssted. I læ... og i hyggeligt selskab. Men det nytter ikke når man er på tur med en udenlandsarbejdende der ikke har været på Listerlandet i 1 år og en fiskegal der ikke har været på Listerlandet i 2 år. Så skal jeg ikke sidde dér og tænke... "Jeg tager da bare herop om en uge, når vinden er konge og det dér..." Næ nej, så skal der fiskes NU og jeg må indrømme at jeg vejret til trods var enig. Det er jo dejligt derude, selvom foråret virker lidt fremmedartet, nu hvor alt hvad der mindede om knopper på træerne og fuglefløjt i haven er afløst af frost, sne og vindhyler...

David og jeg blev tildelt det frie valg. Bo ville på en plads og vi måtte derudover selv vælge. Eller rettere, så valgte vi og så sagde Bo at han - måske - ville køre andre steder. Alt i alt lidt hemmeligt, men når vi nu kunne få vores rev for os selv, så var det også ligemeget hvad andre syntes, tænkte, gjorde.

Så stod vi dér, som i de gamle dage. Hvilken herlig ting. Vores rev. Vores fisk. Mig og David. Men fiskene var måske nok ikke helt så glade, for der skete faktisk ikke rigtigt noget. Så tog vinden lidt mere til og vi blev enige om at spise noget frokost og finde en anden plads. Maden var indenbords, tøjet af og bilen pakket til byttet, da vi fortrød. Sådan nogle piger. Vil vi eller vil vi ikke? Så gik vi ud på revene igen og fiskede - seriøst. Mobilkontakten til de andre var afbrudt af taletidskort, forkerte abonnementer og hvad nytter det at David og jeg kunne ringe til hinanden, når vi kunne nøjes med at trække på skuldrene over de manglende fisk. Vi endte ude på vindknuden, hvor der absolut ingen nåde var. Ikke at det var hårdt vejr og vi var de barske - men ene, det var vi! Og blæste, det gjorde det. Og bølgerne gjorde sit og så tænkte jeg igen at det med at tage mine spikes af mine støvler, ikke var årets kvikkeste idé, uden at have andre at sætte på. Uanset, så var der trods alt lidt bid tilbage i de gamle og nu her... stod jeg med gummi under fødderne på verdens glatteste sten. Skide godt egon...
Dagen gik på hæld og jeg tænkte mest på at tage hjem. Heldigvis var jeg ikke upopulær ved de tanker og Lille Lister blev en realitet. Næste gang bliver det nok endnu mindre Lister, men den tid, de blankfisk

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar