Det er jo ikke religiøst, men jeg er temmelig meget imod at køre til Österlen. For det første sværger jeg til min sydkyst og mener her er pladser nok. For det andet, så er trængslen på Österlen jo ofte temmelig vild, så hvorfor lede fiskepladser, når man i den time man også har brugt i bilen, har kørt forbi en masse "ledige" rev på Sydkysten først?
Men efter en masse tomme timer uden så meget som en følger eller et hug, så var det ikke ligeså svært at vælge da jeg fik et par timer ledigt. Österlen skulle prøves.
Og så kørte jeg forbi den tomme Sydkyst, hvis pladser, en efter en, diskede op med klart til halvklart vand, bølger der slog ind og fuld sol. Det så stinkende godt ud og det var svært ikke at stoppe her og der for liiiiiiige at tage et kast. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at er jeg først landet på det ene rev og tror på det, så bliver jeg der til jeg indser der intet sker og så tager jeg lige det næste nu jeg er igang. Fiskemaskinen.
Så hejdååå Ystad og goddaw bakker og til sidst, Österlen. Og ingen mennesker. Eller rettere fiskere.
Hmm...
Da jeg gik i vandet tænkte jeg at det kunne blive fisk. Jeg hadede mig selv for den tanke, for den har kørt flere gange de sidste par uger på Sydkysten, så jeg prøvede at tænke på alt muligt andet. Men det måtte give fisk... det skulle det. Og i kastene efter kom en mindre fisk efter blinket hen over tangbuskene. Jeg blev helt euforisk over tanken. Fisk? Her? Til mig? Idag? Et par kast senere havde jeg øjenkontakt, ja vi nærmest blinkede til hinanden, med en blank på omkring 2 kg. Det var lidt sært, men den fulgte med ind, stoppede foran mig og lagde sig på siden da den huggede til mit nystøbte blink. Så vildt mærkeligt ud og jeg ærgede mig over den ikke huggede til.
1,5 time senere da der intet mere var sket, var jeg lidt ærgerlig igen. Valgte at bytte plads med det samme og fik anvisning af en god ven til en sten at stå på. Og så var der fisk i vandet igen. Bag blinket kom en ret pæn havørred luntende og da jeg havde samme fart på blinket som en bølge, holdt jeg mig ude af dens synsfelt helt ind til stangtoppen, hvor den huggede og forsvandt - uden blink i munden. Pæn fisk på måske 3 kg. En tilsvarende huggede et par minutter efter og røg af med det samme igen og så var jeg ved at være træt... men efter en pause og blinkskifte, fik jeg endelig fast fisk.
En flot undermåler huggede helt inde foran mig og kunne fightes til afkrogning.
Ahhh... Lidt premiere fisk over den trods alt.
Jeg havde selskab af Edwin Ask og sammen valgte vi et andet rev at fiske på. Det lugtede virkelig af fisk og jeg havde sådan tankerne på en stor blank. Det kunne godt have givet en, men jeg måtte trække mig fra vandet med en blank til over målet og så var dagen allerede omme.
Nye tag... snart igen...
Hvad fanden lavede alle de frøer på vejen egentlig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar