lørdag den 20. februar 2021

2021.02.20 Med en smag af forår

Åhhhh... den her årstid altså! Tiden går pludselig stærkt. Lyset har ved dette skriv, vundet 3 timer rent på mørket og det kan i dén grad mærkes, både på de dage hvor man tjener til dagen og vejen, men i særdeleshed når man står derude på det blå kontor og nyder.

Og man ved også godt at det gælder om at holde fast, for nu går det stærkt. Februar er snart marts. Marts er forår. Så kommer der et par blæse dage - måske går vinden i nord og lidt vinter vil bide fra sig - så er det april og i slut april begynder invasionen af de ærgerlige fisk. Så var den forårssæson pludselig forbi. Det er om at nyde det nu - men uden stress... nyde, som i, slappe af og nå at se det hele. Også selvom det er brunt de fleste steder. 

Det var også brunt i vandet. Det her underlige alge-værk jeg ikke helt kan greje hvad er for noget.

Når vandet bliver koldt, er der en masse af de her brune runde ting, der hvirvler rundt. Sammen med en frisk vind, er det hurtigt sket for det kystnære og således var det ikke så fiskbart som ønsket, ovenpå de sidste par ugers vinter.

Jeg var ellers lige ved at opgive et indlæg i februar, da jeg i sidste weekend noterede minus 11 grader herhjemme. Vejrudsigten var ikke lovende for os med forårstanker heller, så det var bare om at nyde vinteren, hvorfor jeg fik gået nogle lange ture med hunden og dens familie (kone + børn) og sammen gik vi i det bistre vejr, både på frosne enge ved havet og på selve havet. Jeg har altid elsket vinter. Sne og hård frost er bare lækkert, men det behøver ikke indtræffe i februar, når man mest tænker på forår - men det kan man jo altid skrige af, uden det hjælper en fis. Så ud og gå på det stive hav. Langt ud. Fedt.

Men så med ét stoppede vinteren. Det blev tåget og sneen smeltede. Pludselig var der forår i luften og selvom havet stadig er stift nogle steder, så var det muligt at fiske på andre pladser. Så jeg søgte mig ud på den lidt grovere kyst. Men som sagt var vandet brunt og efter 20 minutter var jeg på vej mod Javier, der også var ude i dag. Dog stoppede jeg igen på endnu en af mine små perler. Her var vandet noget nær perfekt, men trods en times indsats, så var der stadig ingen tegn på liv. Mine fingre var dog i live. Ligeså med mine tæer. Forårsvarmen var ikke til stede ved kysten, men de 2 grader vi kunne holde nede i syd og som var det samme som havet havde, var mærkbart i solen. Det var nydelse på højt plan og ja ja... selvfølgelig havde en tyksak på den rigtige side af 4 kilo stadig været det ultimative, men du ved jo hvordan klaveret spiller.

Så opsøgte jeg Javier. Han kom fra vandet, netop som jeg kørte forbi. Ingen line i øjerne, så jeg undrede hvad der var sket. Først havde han tabt en fisk og i kastet efter var linen knækket. Med en OLR ude i en sten. Ak...

Sammen gik vi på revet med hver vores bombarda og tæskede igennem til højre og venstre og tilbage. Det jeg kom fra var som sagt noget nær perfekt. Det her var helt perfekt. Det stank af havørred og det var kun de 2 grader i det våde element, der lod mig forstå at mine kåde forårstanker på masser af blanke havørreder, nok trivedes bedst i netop tankerne. Fisken var der sikkert, men det blev ved den mistede til Javier. Selv efter han var kørt hvor jeg mest tænkte at sådan en "sidste-kast-i-solnedgangen-5-kilos-motherfucker-bamse-jeg-slår-alle-fulton-rekorder" fisk, ellers havde siddet allerbedst. 

Men det var en smuk dag og jeg nød det. Og så huskede jeg hue OG handsker, fordi jeg klog af skade fra samtlige af de tidligere år, nu har forstået at foråret er fake ned ved kysten, når vinden står lige ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar