Langs Sydkysten var det muligt at fiske flere steder, hvis ikke det var for
vinden. Og var det ikke for bølgerne, der blev skabt at vinden, så var det pga.
isen og vanddybden. Faktisk så lå isen på visse pladser så langt ud at selvom
jeg var wadet gennem den på vej til kanten, så ville jeg ikke kunne bunde ude
for enden. Men inden da ville bølgerne også have væltet mig - store kolde og
utroligt tunge grød-is fyldte isflage bølger.
Og så gik jeg alligevel derud af... og gennem havisen og fik våde sko og våde
bukser og det endda op til knæet. Hvad fanden laver jeg også her i gummisko? Jeg
lærer det aldrig. Jeg lærte ikke noget forrige uge heller og da havde jeg ellers
chancen for at drage erfaring fra ugen før hvor jeg også gik derude og røg
igennem. Men imponerende er det! Havis der trods alt først fryser når den er
under frysepunktet pga. saltindholdet. Også selvom mit vand ikke er så
saltholdigt.
I dag var i dag. Ovenstående var igår og i dag havde jeg waders med, for
vinden var vendt og det var helt sikkert ikke bølgerne der ville stoppe mig.
Hvordan så med isen og farven på vandet? Jeg tænkte det nok... nogle danskere
der havde taget chancen, skulle ikke hjem uden at give det chancen. Jeg kunne
oppe fra bilen, nyde deres polar færd mod det åbne hav, med et smil på læben.
Dér skulle jeg ihvertfald ikke ned og gå, men jeg havde heller ikke kørt flere
timer for at komme på kysten. Videre færd i langsomt tempo fik mine øjne op for
alt det der lå nord for kystvejen. Hvem gider og kigge den vej, når vandet
ligger mod syd? Ikke mig... kun i dag. Men det var også anderledes i dag. Jeg
havde grejet med og var på vej i vandet og fortrød. Brede lange bånd af grødis
og isflager stod ud fra hver eneste lille pynt og ja, jeg kunne faktisk fiske i
det stille vand. Hvis ikke det var for farven. En besynderlig mælket farve.
Mindede lidt om savl fra munden når man har spist alt for mange skolekridt.
Billederne er lidt blandet fra de sidste par ture ud i det fri. Burde
egentlig have taget billeder af mine ravfund fra igår. Det er vel typisk mig.
Jeg gik på stranden og når et enkelt lille sølle punkt, hvor sneen og isen lige
præcis ikke dækker lidt tang og så ligger der et stykke rav. Bare et par meter
længere henne, endnu et. Gad vide hvad isen gemmer og hvem er på plads når den
slipper?
På min vej i dag så jeg den ene musvåge, høg og falk efter den anden. På et
tidspunkt var 2 musvåger igang med en mindre kamp på en mark, mens en tredje så
på fra en hegnspæl. De kæmpede om et bytte af ubestemt slags og fløj da jeg kom
for tæt på for at fotografere dem. Alt de efterlod var en bunke fjer. Generelt
var der mange spisende fugle ude langs vejen i dag. Det virker ikke helt som om
det er sundt at få motorstop i disse is-tider.
Nå, jeg har næsten fået det som jeg ville have det med istiden. Hvor er det
smukt, barskt. Hvor er det barskt, smukke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar