søndag den 14. februar 2010

2010.02.14 Stift hav

Hernede sydpå er det ikke så udpræget mere, men nu har det stået på i 2 måneder så vidt jeg kan se på det hele. Måske der er en smutter i slutningen af december, men; 2 måneder med frost hver dag. Ikke isdøgn alle sammen, men frost hver dag!

I går stod den på rav. Eller rettere jagt på rav, for jeg fandt kun et lille stykke. Det var piv koldt og vandet fyldt med grød-is og store isflager, men det var klart og så var det nemt at se dét der ikke var der og nemt at tænke sig at fiskeri skulle være muligt dagen efter. Men hvorfor det så er klart der hvor jeg leder rav og uklart der hvor jeg fisker, det ved jeg så ikke. Og desværre for mig kan det ikke være samme sted jeg gør begge dele. Ikke idag ihvertfald.

Til havs flød grød-is og isflager forbi mig. Det lå i lange bånd fra kysten og ud og vandet holdt en temp. på -0,5 gr. Der skal virkelig ikke meget til, så har vi isvinteren. Alt er koldt nu. Østersøens kystnære, kølet ned til laveste temperatur i flydende form og bare et par dage med dybfrost, så kan vi gå til Fehmarn. Sådan næsten da. Det mest ophidsende der skete i dag var at gå fra isen og i det grumsede vand. Det var en prøvelse, for ude ved kanten - en sådan er der dannet - var det flere steder en meter ned til vandet. Isskruninger og grød-is kastet op på stranden og frosset sammen til enorme klumper - og smukke skulpturer. Jeg nød hvert et sekund ude - også da jeg ikke kunne mærke kroppen mere og bevægede mig op mod bilen, flere steder i sne til knæene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar