mandag den 12. juli 2010

2010.07.12 Level 3

For første gang i historien udsendte det europæiske center for torden Estofex, et såkaldt niveau 3 advarsel for Danmark. Af 3 mulige, havde vi med andre ord at gøre med et yderst sjældent vejrfænomen som for Danmarks vedkommende kunne betyde voldsom torden, kraftig vind og meget nedbør. Ikke at det i sig er usædvanligt i sommermånederne, men varigheden af det her uvejr kunne tilmed blive langvarig.

Arbejdsdagen var lang og jeg skal ikke være bleg for at erkende at der på skærmbillederne i baggrunden tit var lidt nyt om uvejrets vej til Danmark. Og så kom det til Jylland, hvor Ekstra Bladet kunne fortælle at hele Jylland stod i flammer! Ikke bare lidt lynnedslag her og der, nej "Jylland i flammer" sagde overskriften - Det er Breaking News!

39947 lynnedslag senere, kan jeg fortælle at det var vildt. Jeg var ikke i Jylland, for det kunne ikke nåes med arbejde, familie og det hele, men Jylland var jo også brændt af, så det var jo heldigt nok. Jeg oplevede istedet uvejrets passage i tryg afstand fra Hvidovre, hvortil jeg var kørt for at mødes med Ajes. Og det tordnede dygtigt derude i horisonten, på vej mod os.

Dig der følger lidt med her, ved at jeg ikke er så heldig med at få noget som helst der minder om lyn og den slags guf alt for tæt på... jeg er nærmest en modsætning, for der hvor jeg er, tordner det mærkeligt nok ikke. Således også i aftes... Men lidt billeder fik jeg da i kassen og det er da også ok.


Kan tilføje at der, der hvor jeg stod, kun er registreret 2 lynnedslag i området. Meget "underholdende", med tanke på at resten af landet ikke kan ses for bare lyn på DMI´s lynkort.
I øvrigt har det næsten tordnet i Trelleborg her til morgen. Du gætter rigtigt, hvis du tror at det tordnede ude over vandet og da det kom til kysten - da stoppede det... Det er virkelig underligt at det sker gang på gang. Nøjagtigt det samme skete d. 11. juli, hvor et meget kraftigt uvejr havde ren kurs mod mig - det stoppede lige som det kom til byen og fortsatte så i fornyet styrke, da det var trukket forbi - vel at mærke uden at give så meget som et lyn eller en millimeter regn. Hvis du forstår fænomenet, hører jeg gerne fra dig. Jeg føler mig lidt uheldig på det her område...

Forresten har vi nu haft 4 tropenætter i træk:

Natten til lørdag: 20,6 gr.

Natten til søndag: 21,4 gr.

Natten til mandag: 20,3 gr. og

Natten til tirsdag: 21,8 gr.

Det er lidt for varmt for mig. Jeg trænger til noget torden her i Trelleborg, så luften kan blive renset...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar