2015.05.24 Nultur i forårsvejret

For gud ved hvilken gang måtte jeg drage hjem med uforrettet sag og for gud ved hvilken gang kunne jeg have solgt alt mit fiskegrej, i garantiens og væddemålets tegn om at dét her i hvert fald nok skal give fisk. Masser af fisk!
Men det ville sig slet ikke den vej, men nu havde Henrik Ask og jeg heldigvis en mageløst forårsvejr i nakken og sad begge i vores kajakker og nød livet som det nu en gang bare er og det er heller ikke så ringe endda!

Henrik startede med en blankfisk på målet og med den var sigtet indstillet på meget mere, men de følgende timer gav intet andet end enkelt horn der fulgte efter og en enkelt der lod krogen bore sig i munden på den. Under tiden som vi affiskede kystpladsen, som jeg altid har drømt om at se fra vandsiden - også denne - fik kajakken lov at flyde over enorme klodser, sandpartier, områder hvor bunden pludselig forsvandt - endda ret tæt på land - og masser med tangbuske. En åbenbaring af en fiskeplads, som gennem tiden har kastet så mange fisk af sig og specielt i maj, når de sidste fisketurister er feset over broen og hornene traditionelt indtager kysten i overflod. Hvor mange er der mon i alt, undrer Kasper i telefonen, da jeg aflægger nul-turs rapport i bilen på vej hjem?

Jeg har en følger, efter jeg forgæves har måtte lade ankerlinen løbe helt ud, uden at ramme bund. Dybet forklarer måske strømmen, dermed fødetilgangen og derfor fiskene om sommeren? Fiskene der næsten ikke er på plads idag og i hvert fald ikke hugger. Medmindre de hedder Belona, som sagt...
Henrik ryster også på hovedet og min lange tur til sandstranden har ligeledes været forgæves. Men her er dejligt. Hold fest hvor er her dejligt. Vandet har en temperatur omkring 11 grader og med let svæv. Lækre forhold og masser af hundestejler, som tydeligt ses over stenene på bunden på det lidt lavere vand. Der burde gå en havørred eller 200 og guffe her, men enten har de endnu lettere mad tilgængeligt længere ude eller så er de mætte. Måske er de på plads og gider intet i dag? Måske er de næsten ikke på plads og er samtidigt sky, på grund af den varmende skarpe sol? Jeg har ikke noget svar, men er fra start til slut og i bilen på vej hjem, forundret. Men sådan er der så meget. Det er vel som at spille roulette og ramme tallet ved siden af - det giver ikke noget at være tæt på.

Mens kaffen ryger ned til chilipølsen, som vi indtog ude på vandet, snakker vi om at det måske er på tide at fiske af og søge hjemover efter 8 timer på vandet.

Jeg kaster mere desperat end nogensinde og tror endnu mere på det end før, men da snuden af kajakken ligger sig på sandet, må jeg indse at løbet er kørt og Henrik står for dagens eneste fisk.

Ingen af os er utilfredse. Hvem ville være det ovenpå så dejlig en dag? Men den der 7 kg´s sølvbombe der i tankerne huggede og bød på en uforglemmelig fight, går stadig derude og venter på næste gang.

Det samme gør drømmene.