søndag den 5. februar 2017

2017.02.05 Sne på tværs

Jeg tænkte at nullet skulle væk. Vinden var i øst og lige til dén plads siges der, er der tidvis masser af fisk i den vind. Det sagde de også i fjor. Der skete ikke noget. I fjor altså.
Men i dag, skulle nullet væk og jeg skulle rive fisk hjem. Det så også godt ud og mens jeg skrånede over det høje, men af vinden, nedlagte gule og visne græs, fik de mere og mere stive fingre linen gennem den lille tykke i farven Jan Svendsen. Oh yearh Jan! Det er lige vejr til dig og på det her rev, hvor jeg aldrig har fanget en fisk, men i fjor reddede dig fri fra en stor glubsk sten og i dén grad kom på dybt vand, skulle du og jeg i dag nyde en time sammen. Med masser af havørreder!

MASSER sagde jeg. Så jeg vadede hen over blæretangen, der lå som en stor brun rådden vold mod vandet. Stanken var som den plejer. Mindede mig om at der fandtes rav - samtidigt som der fandtes død. I dag var jeg døden. Uden at jeg stank, altså! Til en start var det mine fingre der døde i chillfaktoren - men jeg skulle tage årets første og den skulle være tyk. De andre 15 måtte gerne være på målet. Det var ok.

Jan kom på arbejde bag de første store sten. Der var lidt tang og lidt sten, der gerne ville påminde mig om at tempoet på pladsen skulle være lidt højere end vanligt. Lidt modsat vejret og temperaturen i vandet, der påmindede mig om at kulde = lidt sløvhed. Men Jan kom susende mod mig og var det ikke et hug der over sandet? Eller var det stenen og mit blik der bare gerne ville at nummer 1 ud af 16 huggede i et af de første kast?

Kastene blev længere og længere i takt med at jeg kom længere ud på revet og turde give den mere gas, da stenenes tæthed og tangbuskenes højde, forsvandt fra overfladen. Der burde fandme vimse en flok sølvblanke skønheder rundt her, nåede jeg at tænke... DA......

...jeg stadig intet havde mærket efter 23 minutter. Døden var knap så dødelig. Bortset lige fra de der tykke pølser der med et fast greb om stangen og håndtaget, trofast og taktfast kørte den ene meter line hjem efter den anden. Fingrene var døde og fiskene var de udeblevne festdeltagere, der med et hug kunne vække liv i dem igen.

Og så sidder jeg igen i stolen herhjemme. Det nåede lige at blive mørkt, men jeg transmogriffede mig hjem, efter jeg først var gået skuffet fra "16 havørreder på en time" revet, sammen med Jan og dernæst havde fisket det andet rev af. Du ved, dét der rev med blæretangen helt oppe i overfladen og sandet inde bag ved. Det rev der i marts, når solen begynder at få magten og varmer vandet, får store flokke af mine sølvblanke venner til at flokkes om mit endegrej. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Altså fiskene er der, men om de er mine venner og gider flokkes om mit grej, er ikke noget jeg styrer.

Mens snefnuggende bøvlede ned på vej til bilen, tænkte jeg på DMI. Nu skal vi have vinter. Det bliver koldt og alle sagde at vinden i dag skulle være en skiderik. Det skulle tågen også. Men vinden tog først til sent. Tågen var der aldrig. Jeg kunne for hulen da have været ude i kajakken igen idag. Suk. Men man skal ikke ærge sig over en fiskedag. Man skal glæde sig, så med stivfrosne fingre, slud og sne langt ned af nakken og absolut ikke skyggen af fisk på bagen, lod jeg Mazdaen fragte mig tilbage til de 21 graders plusgrader. Det der med radiatorer, er slet ikke så tosset endda! Bare spørg ham der har været uden, et pænt stykke tid!

2 kommentarer:

  1. Hej Anders DK, har du været på sydkysten eller er det for tidligt endnu?
    Jeg tager en tur på Österlen i løbet af ugen, selvom vandet er kold er der jo altid chancer for en overspringer. Nu har der jo været østenvind i lang tid, så er chancer for at finde rav vel stor? hvordan leder jeg efter det og kender du nogle steder på Österlen, hvor der er gode chancer?, fisker en del omkring hammer bakker, skillinge, gisløv hammer og rundt brantevik? Vh Kenneth

    SvarSlet
  2. Hej du
    Ja, indtil videre er det ikke mit år, men på den anden side så har jeg også kun fisket i hele 3 timer i alt. Jeg er nemlig stadig i gang med renovering af huset og det tager sin tid. De pladser du nævner på Österlen er allesammen gode pladser - også vintertid!
    Rav... læs dagens indlæg :-)

    SvarSlet