søndag den 19. januar 2020

2020.01.19 Sol, sol og mere sol

Er der noget jeg kan lide, så er det sol. Sol over land, når man der i januar står udvadet i det kølige vand og næsen drypper i samme tempo som bassen pumper på et diskotek lørdag aften. Og så solen, der endelig overvinder det grå lag af inversions skyer og langt om længe lader sine stråler lyse over land - og vand.

Sådan startede dagen ikke, da Javier kom og hentede mig. Det var gråt og ingen udsigt til den gule deroppe, trods vejrudsigten havde lovet modsat. Selv kludemiklerne på DMI havde lovet sol, så det passede nok godt at den så ikke var der.

Vi stoppede selvfølgelig på de lokale pladser, allerede rådvilde om hvor vi skulle fiske i dag. Men vi blev alligevel enige om at blive i syd. Vores hjemmebane. Og vores hjemmebane i brunt vand. Det (føles det som) evige brune vand. Jeg var faktisk ude i går et par minutter. Det vil sige, jeg var længe væk hjemmefra, men selve fiskeriet blev udøvet relativt kort fortalt:

Plads 1: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Klart vand og det så faktisk godt ud - sådan indtil blinket kom til syne og viste at der var rigeligt med tang til både blink og knuden ovenfor.

Plads 2: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Spritklart vand og det så pikke hamrende mega skide godt ud. Surt var det at erfare at de samme forhold gjaldt her. Rigeligt med tang længere ude, hvilket spolerede min halve fiskedag mere eller mindre.

Plads 3: Ja, det var så der jeg indså at selvom jeg er sej og den eneste ude i det hårde vejr, så var der nok en grund til det. For også her måtte jeg trækkes med tangen igen. Hvor surt.

Og da fisketuren i dag blev aftalt og jeg fik "nyheden" om at vandet ville stige med 60 cm., så vidste jeg godt hvad der ventede. Brunt vand. Igen.

Så vi kørte videre til næste plads. Gik ud for at kigge. Japp... det var som ventet brunt og kørte videre igen. For så at gentage proceduren. Og så kunne vi ikke bare skimte, men tydeligt se klart vand et par kastelængder ude. For fanden altså!

Vi landede på en af de sikre. Selv her var der lidt grums, men ikke på samme måde - og så gennemfiskede vi strækningen indtil maven knurrede og den obligatoriske gullasch kom over blusset. Og så skete det... solen... den nærmest tvang sig adgang gennem de grå skyer og lyste lystigt over de 2 fugtige fiskere der sad i læ i det brune græs og nød deres mad. Solen varmede til med. Det var guddommeligt. Javier så en edderkop krybe frem og jeg en tangflue. Selv insekterne syntes om dagen og vi sad længe - altså Javier og jeg, ikke insekterne - og nød de lune stråler. Det var helt igennem outstanding.

Men... vi var på fisketur og lidt modvilligt rejste vi os fra vores leje i læ og gik til fiskeriet igen. Den sol der...

Og da jeg kastede over revet, lige dér hvor det breder sig ud, stod jeg og var lidt halvdøsig i solen. Lige dér huggede det. Jeg nåede at dreje 3 omgange på hjulet og var slet ikke forberedt på sådan et kanonhug. Jeg fik nærmest et chok og der gik tæt ved 1 sekund inden jeg faktisk fattede at jeg havde fisk på, som jeg dernæst begyndte at fighte ind. Desværre var mit sløvsind nok delvist skyld i at jeg tabte fisken, men fandme... vi havde fundet fisk. I solen!

Der skete ikke rigtigt mere på pladsen og vi kørte retur til det brunere vand, der efter en ordentlig gennemfiskning og tro på projektet blev afløst af endnu mere brunt vand.
Sådan nogle januar dage er ikke lette i fiskevej, men når solen er fremme og man hygger sig, er det nogle gange også mere end rigeligt.
Men derfor skal den der 6 kilos da ikke holde sig tilbage, hvis den skulle læse med her...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar