2020.01.26 Østersøen giver - Østersøen tar´... og i dag gav den...

... mig en kæmpe skovfuld vand og den tog jeg med hjem. Der var vand i alle lommer, ude og inde på mine waders og vand på tøjet et stykke ned af trøjen. Og jeg var ikke væltet, men jeg skal love for vandet var vådt og tungt i dag. Jeg der ellers havde drømt om en fantastisk dag på Sydkysten og som nu sad i en tung udgave af mig selv, med dug på alle ruder og havde rosinfingre mens varmen langsomt vendte tilbage til livet. Så var den der alligevel, varmen. Den varme der på de køligere januar dage blæser ud gennem jakke ærmet og forsvinder ud i atmosfæren... varmen der definitivt ikke lader til at vende tilbage. Nogensinde. Overhovedet.

Men det gjorde den. Javier kunne også mærke det. Langsomt men stille kom den tilbage.

Vi kunne ellers godt være gået for et par mørkegrønne siv dernede på stranden. Urørlige, drivende våde og lidt kolde i det, sad vi der og kiggede på Sydkysten der brusede ind. Det var ikke lige sådan vi havde tænkt dagen skulle gå, men sådan er det jo tit med den vejrudsigt. Solen der blev til skyer. 7 meter i sekundet der blev til 10. Det klare vand der blev til uklart...

Ak ja... men Sydkysten. Dér var vi! Og på første plads behøvede vi ikke stige ud. Det gjorde vi heller ikke på plads 2, men nummer 3 fik da et kvarter i behagelige bølger, inden vi trampede ud på plads 4 og gav den en skalle i rå sø der kom ind. Jeg tog pålandsvinden og de dertil voksne bølger og lykkedes vist nok med et hug eller 2, men det var ikke sø man ville stå i medmindre den store huggede lige om øjeblik og da det ikke skete, så blev plads 5 næste stop. På grund af dybden ude foran var søerne rigeligt store da de kom ind og det var først halvvejs ude på revet at jeg indså at jeg ikke var lang nok til at komme ud til min sten. 

Stående i vand til skridtet fik jeg testet at vadejakken år 2020 stadig var vandtæt. Hele vejen op. Det var den! I dén slags vejr, lige knap og nap, har jeg flere gange på den plads "skovlet" fisk ind, men tangen i vandet gjorde sit til at forstyrre og så var der de bølger der. Jeg måtte søge i læ inde i bugten, hvor Javier fornuftigt havde valgt at stille sig. Der var langt mere kvalitet for pengene bag revet, men fiskene ville ikke lege. Jeg fandt ellers en pragtfuld sten at stå på og jeg havde længe et par ultra fede kast med fede syner af en grov blank der tog bedraget og det var først da en stor bølge rev mig ned af stenen at jeg måtte indse at jeg bare var et mørkegrønt siv inde på land... halvslattent, drivende vådt og uden fisk...

Men jeg fik da noget Østersø med hjem i lommer og tøj og Javier fik en sortfisk på sidste plads, som havde hugget knaldhårdt. Det er lidt mærkeligt at stå ude en hel dag og give den fuld gas, for at indse at det bare ikke var besværet værd. Eller igen... det er jo altid en fornøjelse og alt det der, men for filan hvor havde en blankfisk siddet godt i dag.