2020.02.08 Syd i syd

I starten af februar er 4 timers fiskeri og 2 blanke ikke at kimse af meeeen... dig der havde set det vand jeg fiskede i i dag, havde været helt enig i at der endnu en gang var noget at brokke sig over. Brok, brok og mere brok!

Eller skal vi tage den positive?

Ok så... jeg fik et afbud fra Javier (måske ikke så positivt) som først ville komme ud senere, hvorfor jeg drønede til Sydkysten alene. Vinden stod i ren syd og solen var fremme. Hvis lige det der højvande kunne holde vandet klart fordi vinden var i syd, så... og fandme så! Jeg tvivlede, trods øjnene ikke tog fejl oppe fra parkeringen. Men det stemte og jeg var lige ved at skrige da jeg gik i  vandet. Det var så hamrende fedt i farven at jeg næppe skulle vente længe på det første hug.

Og sådan blev det! Inden for 10 kast havde jeg haft flere hug og på mellemdistancen nappet en rigtigt flot - men tynd - blankfisk over målet. Nøøøøj hvor det så godt ud og for fanden i helvede hvor det ville give fisk det her! Jeg måtte skrive til Javier at han skulle aflevere ungen til svømning omgående og komme afsted. Det var i dag vi kunne og skulle tømme Østersøen! Og så gik jeg tilbage i den grove sø der umuliggjorde vadning mere end 20 meter fra stranden. Jeg tog imod den ene bølge efter den anden, men fordi solen var fremme og vandet så ud som det gjorde, så mærkede jeg aldrig at der gik halvanden time uden så meget som et hug. Jeg frøs heller ikke, men stod bare og dampede det ene kast afsted efter det andet i min venten på alle de hug, der ikke kom.

Da jeg indså at jeg havde ramt en stime og at det kun var mig der havde været oppe i højeste gear, begyndte maven af få mere og mere plads i tankerne.

Jeg tog revet fra ende til anden igen, men endte til sidst i bilen i min jagt på de blanke. I dag var det den omvendte verden. Den forladte fiskeplads, var fiskbar - de andre var knapt fiskbare, men jeg endte med at lukke munden på min mave, eller det kan man egentlig ikke sige, idet jeg måtte åbne munden for at lukke munden på maven... eller... ja jeg spiste min mad for fanden da!

Tilbage på startpladsen, var det med fornyet energi og en svagt aftagende vind, samt søer. Ikke at jeg kunne komme længere ud, men det var ikke samme våde omgang. Men fiskene kunne slet ikke følge mine forårstanker. En enkelt huggede helt ude i bunden af kastet og bød på en god fight i starten, men fulgte siden pænt med og jeg kunne dernæst afkroge en fed blankfisk under målet. Og så endte dagen, da jeg en halv time smed min Silling væk til en sten.
Men hvilken fed dag på kysten - alene på grund af farven i vandet og solen der var fremme.
FEDT!