2026.11.08 Öland - dag 3 og hjem til dagligdagen

Der var nogle waders der lækkede på begge knæ. De blev tætnet med gaffa tape og lappegrej til en cykel. På forunderlig vis holdte de faktisk til det og mens jeg tænkte at Dennis nok snart fik et par sokke waders undrede jeg mig over min måde at gå på, efter jeg gik ind fra dagens første plads. Åbenbart var også jeg, ramt af en hardware fejl, da sålen på min ene vadestøvle nu pludselig hang løst fra snuden til midten på foden.

Gaffatapen kom igen i brug, da vi sagde farvel til dette første rev hvor vi havde fordelt os perfekt på de pladser det tilbød. Men igen var det uden nogen form for uddeling. En lille trøst var det dog at møde et par lokale der var med i en konkurrence og kunne meddele at fiskeriet de sidste par uger havde været meget trægt og at konkurrencen lige nu ikke var løbet over ende af fisk - tværtimod.

Vi tog det nemme valg og kørte til pladsen vi i går havde oplevet lidt liv på. Ikke at vi troede vildt på projektet, men fiskes skulle der i de sidste timer inden vi igen måtte vende hjemover til hverdagen. Vi fandt ingen fisk udover tobiser til Ajes og efter et stort måltid med pølser og hjemmebagte boller, blev vi enige om at kalde turen og pakke bilen.

Jeg havde faktisk forventet mindst et par fisk per dag. Jeg har altid oplevet noget på Öland, men denne gang var det tæt på en nitte hvad fiskeriet angår. Hvad selskabet angår, så var det endnu engang en fantastisk tur.

2026.11.07 Öland - Dag 2

Truslen om forringede sovetider og larm og ballade hængte over hovedet på mig. Men jeg fik alligevel tilsneget mig en halv time ekstra, så selv jeg kunne være nogenlunde med på beatet fra morgenstunden.
En gang bønner med bacon og æg og så afsted! 

Vi startede igen hvor vi boede, fordi det er så fantastiske flotte pladser. Det stinker af grov havørred, selvom både Ajes og jeg bagefter var enige om at vi manglede den sidste duft, for at tro helt på det. I mangel på fisk, besøgte vi igen et antal pladser for at finde vores mål og endte med at springe frokosten over og nøjes med lidt bake-off, chips, slik og diverse, for at fiske og ikke grille. Det var faktisk også klogt gjort, for i udregningen af "måltider per person, per dag" havde udregneren glemt at vi skulle spise frokost 3 gange, så jeg blev reddet på målstregen af ICA´s udbud.

Vi satsede på en af Ölands mest kendte pladser og håbede vi var alene. Det var vi og med 1000 kast i de følgende timer, fik vi fisket pladsen grundigt af med en stor tro på tingene. Jeg gik en lang tur, Ajes endnu længere og Dennis gik asocialt modsat. Og vi kastede og kastede. Hvert kast var for mig et spørgsmål om sekunder, før der hamrede en havørred på. Det så rigtigt godt ud og selv sælen var inde for at jage.

Måske havde jeg et hug, måske var det en vandmand. Så var der dobbelt hug, men ikke på noget tidspunkt så vi følgere, havde rigtige kontakter med fisk på eller lignende og langsomt begyndte vi at samles mod opgangen til bilen fordi det måske bare ikke var den plads vi skulle fange på alligevel.

Indtil Dennis pludselig bøjede sig ned og rodede med en fisk. Det viste sig siden at blive turens eneste havørred på måske 22 cm. Ajes lykkedes med en følger på en halv meters penge som var kommet ud af det blå, fangede siden en tobis og jeg ... ingenting.

I desperation kørte vi først fra pladsen for at opsøge hvad der kun kunne være bedre, siden retur for at prøve samme strækning længere nordpå. I et af mine første kast, hvor jeg skulle finde fodfæste og lave spinstop, mærkede jeg et hårdt stød. Jeg tog det som at håndtaget havde siddet fast i vadejakken og da jeg kiggede op, var der pludselig hvirvler foran mig som forsvandt ud ad. En fisk havde hugget, fulgt efter og var forsvundet og sådan gik en lørdag, med kun følgere og den lille havørred til Dennis.

Bøfferne var heldigvis ligeså gode i dag som i går!

2026.11.06 Öland, endelig - Dag 1

Hvert år, næsten truer jeg med alle de fisketure jeg skal på, når fredningen i Skåne sætter ind. Jeg skal her og der og alle vegne, men det er sjældent det bliver til noget, fordi tid og vejr ofte sætter en stopper for min ofte korte planlægning. Jeg mener, jeg gider ikke arrangere en tur alene for at stå op til storm og næppe udsigt til fiskeri. Af den grund er Öland faktisk blevet annulleret 2 år i træk, fordi der ugen op til blev storm eller decideret vinter.

Derfor blev dette års tur planlagt og fastlagt med Ajes og Dennis i god tid med hytte og det hele og ville det storme, så måtte det storme. Nu skulle vi afsted!

Så torsdag eftermiddag, satte vi bilen i bevægelse nordøst på og efter et fedt-måltid (ikke fest) på en burgerbar, kunne vi slå mave resten af vejen, inden vi trillede ind i Grankullavik. Jeg var spændt på hvad Dennis ville sige på den anden side af solopgangen med lys over land på denne hans første Ölands tur.
Selv glædede jeg mig som et lille barn. Öland er ikke en let fisket ø, men da vejrguderne alligevel havde en udsigt der var tålelig i sigte troede jeg faktisk på det!

Således gik vi over sandstenene til et let brusende hav, hvor dønningerne længere ude, slog taktfast ind. Det var her jeg glemte at have fået nye spikes på mine støvler. Det var her jeg pludselig dansede rundt som en anden vandnymfe, tæt på at bade 3 gange. Det var også her jeg glemte at det vand som ser godt ud oppe fra vejen, var pænt hårdt at stå udvadet i fordi dønningerne snyder. Det var desværre ikke her, vi tog den første af mange fisk. 

Mens havørnene fløj forbi, måtte jeg sætte mig op og inspicere det jeg egentlig godt kunne huske. Nuvel, vadning ville være mere forsigtigt de næste dage. Glidende ballerina bevægelser over de glatte sten helt enkelt. Vi valgte en ny plads. Jeg fik ikke badet, men Dennis var meget begejstret for Kalmar sund, så han valgte at tage bad 2 gange. Til hans held, havde han lukket sin vadejakke så selvom han fik en skyller, blev han aldrig rigtigt våd og dermed kunne vi fiske dagen ud. Vi prøvede endda 2 pladser til, gav den en skalle, nød fantastiske pølser og en fantastisk solnedgang, men fiskene... så kun jeg til i form af en følger på sidste plads. Det var selvfølgelig en nitte, men igen... Öland er ikke et sted og det fine vejr til trods, så ville fiskene ikke være med.

Det ville et par velvoksne bøffer til gengæld, så mætte kunne vi gå til ro og drømme om store havørreder dagen efter.

2026.08.01 Fra 2 til 7 i den forkerte retning

Jeg var ellers begyndt at blive glad for DMI igen. Men den glæde fik en lussing i går. Tanken var at fiske båd igen og denne gang på Sydkysten. Henrik og jeg havde kigget dagen ud, for den skulle passe med arbejde og alt andet. DMI havde lovet 2-4 M/S fra nordvest og det var perfekt, næsten for godt, til at tage en lang dag i syd.

Så vi søsatte båden og var ikke bare på havet, men faktisk på plads 1 time efter vi havde sat den sidste bid Waguy i hovedet hos Henrik. Ja, vi var startet med et fantastisk måltid fra grillen med ringrider pølser, røget bacon og så Waguy bøf som lidt lækkerier. Sammen med Henriks hjemmelavede sennep var det en nydelse at sidde på hans nye vindbeskyttede terrasse, men fiskeriet trak. Så en time efter lå vi i syd, hjulpet godt på vej af 70 HK.

Solen gemte sig bag lidt slørede skyer og dagen var rigtig fin til havørred fiskeri, da vi startede på en af de første udsete pladser. Men der skete ikke noget og for os begge var det nok plads 2 der trak absolut mest. Vel ankommet, ankom også dønningerne fra Bornholmerfærgen og selvom der er stor forskel på at være på land og på vand, kunne det godt mærkes i båden. Sammen med dønningerne begyndte søen at vise små tænder. Vinden var mærkbar frisk fra sydvest og slet ikke i nordvest som lovet.

Så huggede det. Markant og hårdt, men ikke frygtindgydende. En lille havørred afkrogede sig selv ved båden og efter en hornfisk havde fulgt efter, gentog et hårdt hug sig. Denne gang med mere tyngde og så havde jeg en dejlig fight med en tyksak af en målsfisk. Det var en herlig start på fiskeriet hvorfor vi gav den skalle til, men siden måtte flytte os da bølgerne begyndte at skubbe os ind mod land. 

Det blev faktisk begyndelsen til enden på fiskeriet i syd, for i modsætning til hvad prognosen havde lovet, øgede vinden. Bølgerne blev mere krappe, båden gyngede en del og gjorde det svært at stå stille og og trods mange forsøg, måtte vi til sidst opgive fordi det simpelthen ikke var behageligt at fiske i og vandet samtidigt grumsede op.

Hjemturen blev ridende på bølger og omme på læsiden noget mindre urolig. Der kunne vi fiske et par mindre rev af, men også her var vandet grumset op og vi blev til sidst enige om at kalde dagen efter 6 timer i båden.

2026.07.30 En sjælden begivenhed!

Tidligere syntes jeg at Trelleborg havde et par tordendage om året og jeg fik relativt ofte mulighed for at komme ud med kamera og stativ og jagte lyn. De seneste mange år, har der været utroligt stille på den (kold)front.

Så i går, da temperaturen igen nærmede sig de 30 grader, luften var tyk og alt stemte på et godt gammeldags tordenvejr, tog jeg den med ophøjet ro. Jeg tjekkede ikke vejrtjenester, radar eller andet selvom jeg kunne høre det buldrede i baggrunden. Næh, jeg tog en kold øl og satte mig ud på terrassen for at nyde det jeg mest er beriget med de sidste mange år; Torden på afstand, for når den slags kommer til Trelleborg så stopper det, undviger, drejer af, går i opløsning...

Antallet ture jeg forgæves har kørt efter lyn de sidste år, er rigtigt mange. Det er imponerende at det kan være sådan. Seneste var mod Ystad, hvor et voldsomt uvejr for en gangs skyld overlevede vejen over Østersøen. Det byggede endda op og så stod jeg der ved kystvejen med alt klart... og så døde det. Det gik i opløsning som 100-vis af gange før.

Så i havestolen med den kolde øl, var det rigeligt fint at sidde i, indtil jeg ville blive snydt igen.

Frem til jeg indså at jeg ikke lod til at blive snydt, for en gangs skyld. Så jeg gik roligt ind og hentede stativ, kamera og fjernudløser. Gik stille og roligt op på balkonen og satte mig ud.

Dernæst fik jeg en times yderst sjælden underholdning med flere lynnedslag. Endelig!

2026.05.24 Solcreme og vind i håret

Turen i båd skulle gentages. Jeg var tvivlende til hvordan det ville gå, nu vi var inde i måneden hvor pesten var ankommet og - frygtede jeg - overalt.

Det var de ikke! Jeg proklamerede endda at en tur uden fisk, ville være en succes hvis vi ingen hornfisk fik. 

Nå, vi tog båden op fra kajpladsen og satte den på trailer. Nemt. Ned til en havn i syd og søsætning igen. Mega nemt. Og så var vi på vej ud på det blå. Huen trukket helt ned, langærmet, solcreme og handsker på samt en høj halskrave. Med udlovet sol, en hel dag på vandet, var det om at beskytte sig og siden, viste det sig at tøjet også varmede, for vejrudsigten ændrede sig om morgenen til at give øget vind. Op mod 12 meter i stødende. Det blev faktisk køligt, tro det eller ej.

Men nu lå vi her og hold nu kæft det så godt ud. Sandbunden lyste grønligt under os og revene lå som pletter, store og små her og der. Og det fik virkelig troen op i os, da vi efter 20 kast ikke havde set skyggen af horn. Men dagens udsete fiskeplads lå faktisk længere væk, så vi fortsatte sydover indtil vi ikke kunne komme mere sydpå og dér måtte konstatere at den øgede vind ikke var noget vi skulle spille smart med forbi hjørnet.
Vi fik set en masse rigtigt fede pladser fra vandsiden og konstateret det vi godt vidste; At der var masser af dybe revler mellem sandet og så var der kun enkelte hornfisk der fulgte med i det 8 grader varme vand.

Til sidst var vi tilbage ved den første plads og der havde Henrik pludselig 3 mindre havørreder efter, som siden viste sig at være dagens eneste rigtige fisk. Vi prøvede siden et par andre steder på vej tilbage i  havn, men vores sats var nok lidt for godtroende midt på dagen i maj. Men det er jo aldrig til at vide og det var uanset hvad, rigtigt lækkert at være på havet igen.

2026.05.01 Bådpremiere

Henrik har købt båd og det skulle selvfølgelig fejres på den førstkommende fridag, hvor vinden også tillod at man kunne komme ud og fiske. Så lidt over 9 stævnede vi ud fra havnen i Simrishamn med kurs mod alle de pladser vi kunne tænke os. På alu båden sad en 70 hestes motor som fulgte med i købet og let skød vi 28 knob over det fantastisk flotte vand. Dagen til ære, var solen fremme på fuldt blus og på havet er der ingen skygge, så trods den lune forårsluft havde jeg trukket tøjet godt op, for solen kom man ikke udenom.

Og så landede vi på første plads, hvor vi 3 mand straks gik i gang med at kaste. Peter, en kollega til Henrik, var også med. Vi tøffede videre mens vi nød forårsdagen og at der absolut ingen hornfisk var. Faktisk lidt usædvanligt at vi er så langt fremme på året, uden skyggen af pesten. Men det var bare at glædes. Længere nordpå stødte jeg ind i en fisk, som tordnede på sillingen. Den gav en fornøjelig fight og kunne til sidst afkroges ved båden. Ellers var det småt med fisk og kontakter, trods at vi overalt så masser af tobis stimer, hvilket var et godt tegn.

Vi tog båden sydover og fandt noget mere vind og måske derfor, lidt mindre sky fisk. Jeg havde først en følger og siden mistede jeg en fisk og et par kast efter hele 2 havørreder efter i 2 kast, hvor den ene ikke var helt lille. Men alt der skete var at Henrik senere mistede en havørred og ellers fik vi fisket en masse pladser af og lært båden lidt at kende, så den senere på sæsonen igen skal ud og prøves på kysten.

Det var en fed tur og en fed båd! 

2026.04.26 Fragmenteret fedtemøj

Forleden sagde Ajes det rigtige ord. Fragmenteret fedtemøj. Det var hvad det var. Fedtemøjet i klumper lå inde ved land og alt det mindre, lå over det hele. Gårddagens fiskeri trak Javier og jeg mere østpå, for at få vand uden det der flimmer. I går var det også lavvandet, mens natten pludselig havde budt på en stigning med næsten 40 cm. Det indebar at alt hvad der lå kystnært af tang og fedtemøj.... ja det kan du selv gætte.

Så vi endte igen mere østover end tænkt var og gik i vandet. Til gengæld så det rigtigt fint ud og det tog kun 2 kast, så havde jeg bundhug. Eller alligevel ikke, for det slap med det samme og så lavede jeg spinstop for lige at være sikker, hvilket resulterede i et slapt hug, men fast fisk.

Det startede godt! Men det var så også det. Jeg fiskede mig over revet, for aftalen var at fiske mig mod Javier som havde taget den yderste flanke. På min vej fik jeg pludselig flere hug og havde også en følger. Der var tydeligvis en runde med små blanke der fes rundt på revet, for hugvillige var de, men mest ud i det legesyge. Det blev til 3 i alt, da Javier kom til mig. Siden blev vi enige om at små legesyge blanke ikke rigtigt var det vi var efter og kørte til en anden plads.

Som var optaget... hvorefter jeg besluttede at gå en tur og prøve et afsides rev, mens Javier ville tilbage til forrige plads, for der måtte komme større fisk ind.

Jeg oplevede ikke flere fisk. Jeg byttede selv plads og stod igen i fragmenteret fedtemøj uden at opnå ønskede resultater og da bestemte jeg mig at træerne måtte vokse ind i himlen i morgen, for nu gad jeg ikke mere. Billedet er af en af de små.

2026.04.25 Koldfront med havørred

Den vind der skulle være i nordvest, var vist lige mere vestlig end vi håbede på. Således tog det 5 kast for os hver, at indse at det her alligevel ikke blev en fisketur og gik atter mod bilerne, for at tage hjem. Eller måske prøve lykken andre steder i den stride vind der ruskede godt og havde rejst søen.

Det så ellers godt ud, men fedtemøj på linen i hvert kast. Glem det.

Vi tog ikke hjem. Javier og jeg bestemte os for at give en anden plads chancen. Pladsen over alle pladser. Når det kommer til sortfisk. Jeg havde ikke fisket der i hen ved 10 år, fordi de seneste ture havde givet masser af fisk. Nedgængere og måske en lille blank, men hvorfor ikke prøve nu vi alligevel stod her, våde og vindpiskede allerede efter et kvarter.

Således indfandt vi os i sortfiskhavn og jeg ventede kun på dunk i stangen, men der skete intet. Selv efter en tur over revet, havde jeg intet set eller mærket. Overhovedet. Det var først da jeg kom tilbage til Javier at han kunne fortælle om en sortfisk over 70 cm han havde fightet ind og siden et par hug. Det gav fornyet energi og jeg tog en ny tur, som resolut resulterede i et hårdt hug og dernæst at en blankfisk gik fri af vandet. Jeg løsnede bremsen som vanligt og så tordnede fisken ellers afsted. Udløb på udløb blev afløst af akrobatiske spring og da jeg endelig fik fisken mod mig, klar med kameraet, tog den et nyt hop direkte mod mig og ramte mig! Satans at jeg ikke havde fingeren på udløseren lige da, men den fisk var vild og overraskende meget mindre end fighten havde budt op til.

Meget mørke skyer begyndte at bygge op nordfra og mens jeg fightede en sortfisk ind og afløste den af en mindre blank, begyndte vinden at tage voldsomt i, som vi blev passeret af en gustfront. Regnen piskede ned og det var ikke bare dråben, men dråberne som til sidst fik os til at opgive ævred. Temperaturen havde ligget på 12 tålelige grader, men faldt drastisk til 5 i forbindelse med fronten. Vindblæste og våde, blev vi lynhurtigt kolde og opgav for dagen. 

2026.04.22 Vi tog en tur til

Dennis var tændt på fiskeriet, da vi sidst havde oplevet lidt fisk, selvom Ajes suverænt løb med sejren.

En ny tur blev besluttet og Ajes ville selvfølgelig også gerne med, af forståelige årsager. Så da arbejdsdagen hældte mod sin afslutning, mødtes vi i myldretiden nede på en af de lokale, men jeg der havde været lidt hurtigere hjemme fra arbejde tændte ikke på vandet. Det så godt ud, men der var alt for meget iturevet fedtemøg. De store stykker lå kystnært, alt det smuldrede lå nærmest over det hele. Jeg har aldrig rigtigt haft held i det, så jeg syntes vi skulle drage videre. 

Hvorfor valget faldt på en bugt hvor scenariet desværre var det samme, såvel som på den tredje plads, hvor jeg til sidst syntes at nok kunne være nok og bestemte mig for at køre videre. De gæstende fiskere var tildels enige, men troen skal være der. Og der var intet sket, udover at vi kom meget langt til havs, fordi den hårde nordvesten vind havde skubbet alt vandet væk fra kysten. Atter engang befandt jeg mig vadende på pladser jeg har fanget fisk fra i normal vandstand.

Nuvel... vi fandt endelig tilfredsstillende vand med god sigt og trods fralandsvinden, var den som sagt så hård at overfladen slet ikke stod stille, men konstant var riflet og samtidigt kunne vi kaste langt.

Jeg havde hurtigt en følger, men der ud over skete der ikke mere før solen gik ned. Først tog jeg en lille filur der havde hugget på spinstoppet og lidt efter brillerede Ajes med en fantastisk smuk og godt kæmpende blankfisk i størrelse 60 cm. Der var fisk der hoppede, fisk der huggede lidt mistænksomt og da solen var på vej ned og vi fiskede tilbage mod bilen, så jeg pludselig en bule på overfladen et par meter før blinket kom ind. Farten blev sat op, spinstoppet lavet og så tordnede en havørred på for fulde gardiner og bød op med en helt vanvittig lækker fight, indtil jeg til sidst kunne afkroge endnu en smuk fisk pænt over målet.