lørdag den 16. januar 2016

2016.01.16 Farvel til røven

Midt i gipspladens støv, betongens ditto og kobenets æggende dans over søm i planker og spær, slog det mig at en mundfuld frisk luft skulle sidde perfekt. Nuvel... det var -3,8 udenfor. Faktisk dagens højeste, men det ville være lækkert med noget luft og fordi vi ikke har ulve, kunne jeg lige så godt tage ud og fiske.

Forklar lige: Jo, havde vi ulv i nærheden, ville jeg da helt sikkert gå på jagt efter den. Foto-jagt. Smukt dyr. Top predator! Dem måtte der gerne findes flere af hernede.
Men så har vi frost og havørn. Havørnen var ikke hjemme. Det var frosten til gengæld. I dén grad! Jeg væltede ud af bilen med waders og hele gearet på og troede på det fra første kast. Med halv-smadrede kontor fingre, der havde hevet et bøjet søm for meget ud, ladet hammeren falde lidt ved siden af og skruemaskinen hoppe ud kerven, ned i kødet... stod jeg der og frøs efter 2 minutter. FUCK det var koldt. Rocker koldt! Med sne på!

Der gik ikke engang 4 minutter, efter fiskeriets start... så var linen frosset i øjerne. Ok... det kunne godt blive besværligt det her. Så kom kulden til knæene. De stakkels røde knæ, der havde siddet på hug i gips- og beton stumper. Det kunne mærkes, men gjorde rart - ikke ondt, som forventet.

Da kulden sad i røven, fingrene var vældigt lige og næsen løb... blinket landet bagved mig, fordi frosten frøs linen i øjerne og tangen på stenen lå meget stille, med et blankt skær... indså jeg at det her var kong vinters dag. Ikke min!
Jeg elsker vintervejr og frost, men det fungerer bestemt ikke med fiskestangen i hånden, når det er så koldt som nu. Min røv var lige ved at fryse af. De der åndbare, var en fejltagelse! Det var shortsene indenunder også.

Troen var intakt, men lyset... ak...

Jeg prøvede at sætte blinket i krogholderen på stangen. Det lykkedes til sidst, men da jeg skulle stramme linen, var den frosset fast på stangen... på langs. Det var pænt besværligt i det tiltagende mørke og jeg lagde stangen i bilen uden at skille den ad. Tak stationcar!

Fiskene skal nok komme - men det ser lidt besværligt ud med en 5-døgner der lover to-cifrede minus grader hver dag. Til gengæld er vinter elskeren Anders DK glad. Fedt vintervejr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar