2021.03.08 Endelig forår og goddag igen frost

Weekenden stod for døren og dermed indgangen til lidt fiskeri. Troede jeg. For sørme om ikke vejrguderne spillede mig et puds og øgede vindhastigheden til noget nær sur og samtidigt sendte frost og endda lidt hagl ned over mig? Lige pludselig var det ok at slide og slæbe med verdens tungeste I-bjælke hos Rickard, for at få den indenfor og op. På den anden side, der var også pølser fra grillen til dem der lavede noget og så gik weekenden med renovering, grillpølser og huller/skrabesår på fingre og ben. Men man føler sig i live når man er i gang og mandag, med stille vejr og fuld sol, var lige en sådan dag man ville i gang. Med fiskeri.

Desværre havde weekendens vind, rørt havet så meget op, at grumset flere steder lå tæt. Javier og jeg ledte efter en plads, fandt en plads og jeg gik ud i den brune suppe, for kort efter at konstatere at jeg vist nok havde haft 2 følgere, da der var opstået hvirvler i vandet foran mig. Ikke at jeg så noget som helst til fisk, men hvirvlerne var gode nok. Selv havde Javier lykkedes med en mindre blank, hvilket skete lige efter min sidste følger, så fiskene var på plads, men åbenbart ikke super velvillige.

Jeg gik med ud på hans rev, hvor vandet så fantastisk ud. Man kunne se bunden og trods den øgende vind fra sydvest, som egentlig ikke skulle hverken øge eller være i nogle sydlige hjørner, så troede vi endnu mere på det. Igen nappede Javier en fisk - en flot tyk blanko på målet var kortvarigt inde for at få krogen ud og så bestemte jeg mig for at det var tid til at varme snitterne, nu fiskene ikke gad mig alligevel.

Vinden tiltog yderligere og skubbede noget af det brune vand rundt, hvorfor vi talte om et pladsskifte, som hurtigt blev en realitet. Det var ret sjovt, for Javier plejer kun at give høje lyde fra sig, når han netter en stor fisk eller taber en fisk - her var han hurtigst ude på den nye plads og selvom jeg ikke hørte hvad han sagde, så forstod jeg hans udbrud da også jeg nåede ud på kastevenlig dybde længere nede på revet. Helt suveræn farve i vandet. Det bare stank af fisk.

Som siden viste sig at ikke være til stede. Overhovedet.

Vi overvejede at køre hjem eller retur, men blev enige om at teste en sidste plads, hvorfor vi atter engang stod i superfint vand med nye forhåbninger og forventede dem indfriet for hvert kast vi tog. Men lad mig sige det med det samme. Som de 2 lykkeriddere vi er, kastede vi os troligt ind i den kolde og smukke skyfri aften, uden så meget som med et hug til følge. Det var alligevel lidt sært, men vi er i starten af marts. Solen har endnu mere magt, selvom frosten er kommet tilbage.

Og så prøver vi da bare i morgen!