Hvad er det jeg vil have? Sommertemperaturer og tordenvejr, eller det her
skodvejr, der så åbner for mere kystfiskeri? Jeg ved det ikke, for forleden
kunne jeg ikke bestemme mig for hvad jeg helst ville have. Men unægteligt så
fisker jeg mere om foråret når der er større muligheder, end nu... aften- og
natfiskeriet er svært. Gejsten skal holdes oppe på en hel del tomme ture eller
så prikker jeg bare ikke rigtigt? Der er jo nogle der fanger om natten, bare
ikke lige fra denne side af sundet, hvad jeg ved af. Og et godt tordenvejr går
man aldrig fejl af... men det gør man heller ikke af en stor fed blanko!
Nå, hvorom alting er, så har jeg skrevet rigtigt meget med Johan fra Lustfiskerna. Vi havde længe snakket om en tur på kysten, men
hver gang han kunne fiske, skulle jeg noget og hver gang jeg kunne fiske, skulle
han noget - ok, vi var ude, men fangede hver for sig ingenting. Når vi endelig
havde mulighed for at komme ud, var vejret af helvede til. Men så...
Johan mente vinden tog af under aften, og foreslog en tur. Jeg var ikke helt
klar på den, men eftersom vinden faktisk tog af, så var det et hurtigt måltid
mad der blev stoppet i hovedet da jeg kom hjem fra jobbet, og så af sted. Johan
havde lige pakket ud og stod og spejdede over vandet da jeg ankom. Allerede oppe
ved bilen kunne jeg mærke der var forandring på kysten, og da jeg gik i vandet
var mine anelser helt rigtige. Det var faktisk koldt at stå udvadet i de åndbare
waders, idet jeg kun havde lange underdrenge indenunder - hvorfor? Tjo... 12 gr.
midt i juli måned havde jeg ikke forventet! At der var lidt sø, men ellers helt
klart vand, fik mit eget fisketermometer helt op, og så gik det bedre med at
holde varmen.
Efter en time var der intet sket. Johan kørte med kasteflåd, og jeg som
sædvanlig med spin. Der gik yderligere en halv time, før der endelig var tegn på
liv. En følger i 2-3 kg´s klassen var helt med inde og vende. Den brede ryg
kunne lige skimtes i en bølge, men hugge ville den desværre ikke. Mit
fisketermometer steg yderligere et par grader, men fisken var væk og der skete
ikke mere. Noget skuffet måtte jeg drage hjem ved midnat, og efterlade Johan
fortsat fiskene.
Gad vide hvad fiskene laver, når vi lystfiskere efterhånden kan tilbyde det
meste inde på det kystnære vand? Vi har køligt vand, et enormt spisekammer,
strøm, bølger og bevægelse i vandet, samt steder at søge skjul hvis nu der
kommer en endnu større fisk forbi... og så har vi os lystfiskere, men det ved
fisken ikke.
Eller gør den?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar