lørdag den 23. februar 2008

2008.02.23 Østpå I

Jeg fik nærmest dårlig samvittighed da jeg kom frem. Vandet ser fedt ud, det har lige den rigtige farve og der er tomt på pladsen - det har der faktisk været hele vejen, og det er endda lørdag! Jim og Michael sidder og skuler i deres bil, mens David og jeg stiger ud af vores, på en af Österlens kendte pladser. Jep, Österlen... den dårlige samvittighed sidder i baghovedet, for det var her jeg ikke skulle over i år. Men af 2 årsager er jeg endt her. Den ene er vejret, for dagen i forvejen har det blæst vanvittigt meget. Der er målt 39 m/s i vindstødende på Hanö og selvom det ikke lige er i nærheden, siger det noget om hvor meget det har blæst. Den anden årsag er selskabet. Jeg har ikke set de 3 føromtalte gutter i noget tid og eftersom jeg blev inviteret med på lidt fiskeri, så var det svært at sige nej. 4 mand skal nok finde fiskene!

På den første plads, ser vandet som sagt fedt ud, men det lyver en smule, for da vi betræder det er sigten ikke videre god og minder mest om "Møn-vand" på en god blæsedag. Fisk fanger vi ingen af, men Michael og jeg har hver vores hug, og så er jeg så heldig at jeg i et kast med lidt løsline fanger mig en måge. God start!

Nordpå lyder ordren. Folk er blevet hjemme, og det er først på den mest kendte plads af dem alle, vi ser andre mennesker ude. Gad vide hvor mange der ikke vidste at det var fiskbart i dag? David og jeg smutter ud på en anden kendt plads, hvor der plejer at være proppet med folk og den mennesketomme kyst får mig kortvarigt til at tænke på en genovervejelse af mit nytårsfortsæt. Nej, vinden har skræmt folk til at blive hjemme, hvilket jeg sikkert også var, hvis ikke jeg havde denne aftale. Igen møder vi ikke nogen fisk, så da vi får en sms om at Jim og Michael har oplevet lidt liv på deres plads, suser vi ned til dem.

Og så vågnede kysten for første gang for mig i år. Først ser jeg David kaste til en følger - det plejer han at skjule, men falkeblikket følger hans bevægelser og et par sekunder efter har jeg hug. Så får David fisk, men mister den. Jeg fanger fisk og er lige ved at sende et par hånlige ord afsted til David, da jeg også mister min. Flere hug og David har følger igen, og mister igen en fisk. Det samme sker for mig, og efter 5 minutter står vi med 3 mistede fisk hver og begynder at grine over situationen. Det er godt nok mærkeligt, for fiskene var kortvarigt forbi og var bidelystne, men så sultne var de åbenbart heller ikke. Heldigvis kan vi håndtere situationen som voksne mennesker og fisker videre uden psykologhjælp - dvs. jeg bliver godt gnaven over de mistede fisk, men det siger vi ikke til David, vel.

Så sad den der! David får endelig en fisk hele vejen med ind og afkroger en lille blank. Da han gentager proceduren efter 3 minutter, beslutter hans revkammerat (mig) sig for at skifte sten. Tilfældigvis ligger den nye sten tættere på David og på turen til ham får han dæleme en fisk til. Lige dér, ville jeg ønske jeg kunne gå på vandet, for David har i medvinden, kontakt til fiskene helt ude i enden af kastet og jeg når ikke derud på min side af revet. Men gudinden over Salmo Trutta tilsmiler mig et svagt øjeblik og lader mig kroge en tynd blank nedgænger der "heldigvis" afkroger sig selv foran mig. Resten af dagen sker der ikke det store. Vi har et par hug og en følger og så er dagen bare gået med lidt små blanke og et par sortfisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar