Öj... det var en tung og lovende overskrift. Måske den skulle være lidt
anderledes, for det lyder af mere end hvad det er, men en fisk døde ihvertfald i
dag og det var mig der gjorde det, ikke sneglene. De var faktisk ikke særligt
dræberagtige da de kom i vandet, de små slimede kryp. De døde forresten
også.
Og de der snegle ved jeg i øvrigt ikke hvorfra kom, men da jeg gik på det (på
overfladen) tørre tang opdagede jeg at der var 2 snegle der prøvede at
camouflere sig på mine støvler. Havde mine støvler været våde, havde de lykkedes
med projektet, så døden fra Trelleborg tænkte... våde støvler, selvfølgelig! Og
gik så ud på en 50 cm. vand hvor sneglene forsvandt - eller camouflerede sig.
Døden fra Trelleborg gik ind igen og fortsatte mod de ønskede sten. Ikke en mine
fortrak han. Som om en natsværmer får dig til at stoppe bilen...
11 kast inde i dagens fisketur havde jeg et hug. Kastet efter en følger og så
byttede jeg wobler mod blink og tænkte at det lige godt var "grou" at jeg sådan
også kunne tro at en havørred gad glo på en skide langsom wobler 5 minutter i 21
og med højt til loftet og klart vand. Nej, de skal da have en blinker i tempo og
det tog da også kun 3 kast til, før jeg havde bekræftet min anelse. En rigtigt
fed havørred tog blinket helt ude og fulgte ellers tamt med ind til afkrogning.
Ikke så meget som et kny fra den. Fulton var skyhøjt, så måske den slet ikke
kunne kæmpe. Sådan har jeg det også, når jeg har siddet for længe ved
julefrokosten. Hvis du troede det var snapsen der holdte mig nede, så tager du
fejl. Mad, når det er godt og der er rigeligt af det... det skal ned. Sådan må
havørreden også have det.
Måske jeg er en havørred?
Siden skete der ikke mere. Jeg kastede lidt her og jeg kastede lidt der. Så
måtte jeg tage lidt obligatoriske billeder og holdte en lille pause ude ved min
sten midt på revet. Ikke at jeg stod tørt og trygt og godt... nej, jeg var og
min taske med, omgivet af det fugtige og i øvrigt kolde element. Selv duggen
faldt og gjorde sit til at alt var køligt og klamt, men sikke en aften!
Stjernerne begyndte at kigge frem og bilerne på vejen kørte alle hjem. Stilheden
holdt sit indtog, hvis man kan sige det om stilheden og øjeblikket var perfekt!
Perfekt til at fiske og slappe af - på samme tid!
Tankerne gik på at jeg ville sætte den næste havørred ud, for en sådan lå det
klart i kortene at jeg ville få. Sandgrævlingen var kommet på igen og arbejdede
dygtigt ude i Østersøen og så huggede det dæleme. Altså fisken skulle jo ud, for
det havde jeg lige sagt, men så var den sur og tung og jeg tænkte at det nok var
en lidt bedre af slagsen. Hugget var i øvrigt ikke særligt hårdt eller noget.
Bare lidt mund nipperi, hvis der er noget der hedder det. Ellers holdte vi vel
nok lidt tovtrækning i gang og langsomt kom den tvære fisk tættere på mig, uden
at have foretaget de vilde udløb. Men sur... det var den og ind ville den ikke,
trods de få udløb. I første forsøg var den håndtailet og da måtte jeg indrømme
at med den tykkelse, ville jeg mindst have et billede. Men jo tættere jeg kom på
pausestenen og tasken jo mere tænkte jeg at årets største nok hellere måtte
komme med hjem, for havde jeg skrevet om dette nu og så sagt at jeg satte den ud
- ville du så have troet mig?
Døden fra Trelleborg slog til igen og så ellers af med six-pence´n som tak
for en dejlig fight fra en smuk fisk!
3,5 kg. 62,5 cm. og fulton 1,43 (eller 1,47 hvis man ikke må bruge komma i vægt)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar