
Fredage kan bruges på mange måder. Der er nogen der arbejder, nogen der slapper af, andre går tur med hunden og så er der os der fisker. Bro tiltaler os på alle måder og da vi efter en forgæves affiskning af Sose Odde, ikke havde andre alternativer på Vest- eller Sydkysten pga. vejrliget, var det Østkysten der kaldte. Og ja, jeg kaster lige kortet med vejret... igen. Fulgte du med her i november eller er din måned også forsvundet med lynets hast? Det er nemlig ultimo og vejret har været det samme i flere uger. En vejrforandring kunne kun gøre det bedre og den kom passende til vores bornholmer tur, men hvorfor er det lige at det skal være fra praktisk taget nul-vejr til kuling og storm? Hvor blev den gode gamle sydvesten vind af? Letskyet vejr, 5 grader for oven og forneden?
Bro kaldte og trods den allerede stride vind, var det muligt at fiske. Og der lugtede faktisk af fisk. Ikke kun fra ham den lokale der trampede forbi med sin 3 kg´s og som hilste pænt. Nej lugten af havørred i vandet, som du kender den. Nøøj... det skulle give fisk og det gjorde det også. Hele 73 cm. af slagsen. Altså tilsammen på 3 mand. En blank til hver og så fik vi vist lige slået hul på det fiskeri!
Uanset hvordan vi vendte og drejede det, så ville fiskene, trods det mageløst lækre vejr, ikke lege med os. Jeg havde nogle følgere i modellen lille og oplevede en del hug. Er det mon forklaringen til de mange kasteflådsfiskere der er på øen? Uendeligt mange følgere - uendeligt megen frustration?
Vi tog til sommerhuset med en lang næse og drømte om store blanke fisk, der givetvis måtte være det vi skulle bydes på, dagen efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar