2021.01.24 En smuk eftermiddag på det blå og grå kontor

Med gårdagens fiskeri i tankerne eller rettere fisk, var jeg i dag væbnet med andre hjemmebunde kreationer for enden af linen. Jeg var også væbnet med Javier, for både at dele den forhåbentligt kommende fede oplevelse og have 2 chancer i vandet, hvor den ene måske viste sig bedre end den anden, for på den måde at knække den hemmelige kode.

Begge dele var i hvert fald i tankerne og jeg følte mig en smule sejrssikker, da vi listede os i vandet.

Der gik heller ikke mange kast, før jeg så bevægelse på det lave vand. En bølge rejste sig kortvarigt og forsvandt - ikke bag min flue, men bare midt i det hele. Jeg lagde et par kast i retningen, men intet skete de første 10 minutter og så alligevel - et stød i fluen og en hvirvel bag. Så kørte jeg jævnt ind og dæleme om ikke fisken viste interesse for Willy med ræv i røven. Den huggede hårdt og så var den fiskehistorie slut, for den næste time.

Vi gik ind for at få lidt varme oppe på det tørre. Vind var der ikke meget af og egentlig var det ikke så koldt på denne stille grå dag, selvom der var højt til loftet. Lidt snak og en cola sidder altid godt og sammen listede vi os igen ud på revet for at se om den sidste halve time kunne kaste en fisk af sig. Men allerede inden vi gik i vandet, bemærkede jeg at alle rifler var væk. Vinden havde lagt sig fuldstændigt. 

Nu blev det svært! I forvejen vældigt forsigtige fisk på lavt vand, der skulle lokkes af et stykke plastic der trak et par fjer og hundehår der lignede jeg ved ikke hvad... og vandet var klaret op fra i går, hvor der i det mindste var lidt grums...

Jeg håbede at der ville komme en head & tail, et par hvirvler her og der, for jeg var helt overbevist om at fiskene var der, men nu gik på listesko. Men der var stille - helt stille. Og så alligevel... pludselig huggede det hårdt 2 gange i fluen og så sad den der - ud af vandet strøg en havørred med siden til, men linen blev atter engang slap. Samtidigt havde Javier en hvirvel ved hans flue og et hug og så troede vi lidt på det igen, men troen var svær at holde. Det forblev ved vores gyldne minut og da blodet alligevel var forsvundet fra vores fødder, bestemte vi at nok var nok for i dag.

I det mindste havde jeg tørre tæer da jeg kom hjem - men jeg havde så også uniformeret mig med de gode gamle Bare neopren waders i dag. Tænk at de stadig både holder og er tætte.