2021.01.02 En kold dag på kontoret

Allerede i går blev de første spadestik taget for morgendagen. Der blev talt om her og der og alle vegne, men det værste var de der A-mennesker jeg kalder for venner. Altså klokken 06.30 ligger jeg og sover. Det gør jeg også klokken 8 - eller der står jeg som regel op og i dag var der, de 9 minutters mere dagslys til trods, stadig mørkt udenfor. Hvad skal man op så tidligt for i januar? Det er mørkt, koldt og i dag... tåget tilmed.

Næh du! Sengen gjorde godt. Det gjorde de mange kopper kaffe i sofaen også i de følgende timer, mens jeg ventede på de første desinner fra alle mine morgenfriske fiskekammerater. Men der var tyst på tråden.

Først ved 11 tiden kom der liv i kludene. Ingen fisk det ene sted og en enkelt mistet det andet sted. Det var også der omkring tågen lettede og jeg daffede udover sletten, mens bilens termometer viste 1 grad. Heldigvis var det udenfor. Vel ankommet til vandet, kunne Javier berette at det stadig stod 1-0 til fiskene og at han havde haft en følger. Jeg syntes det så ud som om han havde 10 følgere, for fiskerne stod på række i vandet og oppe på land. Jeg gad ikke fiske. Der var stille og der var mange ude. Ikke så meget spas der og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem igen, men så kom jeg i tanke om den mad jeg havde liggende med Skagenröra (det er sådan hen af rejesalat) og så kunne jeg da lige nyde den, mens Johnny og hans søn kom forbi og talte lidt.

Mens vi talte, kom de andre fiskere på andre tanker for pludselig var der tomt på strækningen og så kunne der alligevel tages et par kast. Det stille vejr til ære, så havde jeg været forudseende nok til at medbringe bombarda stangen og allerede efter et par kast, huggede det helt ude. Det var årets første fisk der dér kom til afkrogning et par minutter efter. En lille blank filur med en Grå Magnus (vist nok) i munden.

Jeg troede på mange flere og hvis tro kunne varme, havde jeg helt sikkert også nydt den følgende time udvadet i det kolde vand og med den kolde vind i nakken. Men tro varmer ikke og kold begav jeg mig til sidst på land, mens jeg lige nåede at se at Javier også han kunne sætte kryds på årets første fisk.

Vi stod længe og talte os varme eller prøvede i hvert fald at få varmen mens vi talte. Han havde haft en følger af pænere størrelse, men ellers var hans fangst af samme karakter som min. Men enige var vi om at der måtte være flere på plads vi kunne lure. Vi lurede kun os selv til at tro på det og at varmen ville komme tilbage, men det gjorde den ikke. Fingrene bed, tæerne var følelsesløse og ørerne dunkede. Et pladsbytte med fuld blus på blæseren og sædevarmen i gang, gjorde underværker. Det lille rev vi indtog kunne affiskes på max 30 minutter og det bestemte vi os at give det, inden hjemturen kaldte med noget lokkende varme. Ingen af os mærkede noget som helst og sådan går januar ofte. Nogle gange er man heldig at løbe ind i en stime, men i dag var heller ikke en sådan.