2021.01.09 Med solen som ledsager

Ovenpå en lang periode med gråvejr, der afsluttedes med sne og let frost, var det helt magisk at se solen. Ikke at januarsolen kan mærkes - knap nok i kinderne, men alligevel. Lidt indbildsk kunne man mærke den gennem de sorte handsker, men der var ingen nåde forneden.

Udvadet i vand der var lige lidt over 1 grad, var det en påmindelse om seneste tur, der sneg sig ind efter at have stået udvadet en lille time. Kulden. Langsomt men sikkert kom den i tæerne og selvom jeg lige havde haft 2 forsigtige hug og et par kast efter et rigtigt hårdt af slagsen, vidste jeg godt at "på land" var en vinder for at redde lidt liv.

Derinde gik jeg Javier og Stefan i møde, der havde stået lidt længere oppe på strækningen. De var ikke frosne som mig - men havde så også lige indtaget gullaschsuppe, som jeg ikke havde med i dag - og det får man varme af. De havde så heller ikke hul i deres vaders, som jeg alligevel ikke havde lykkedes at lave, trods endnu et ihærdigt forsøg. Nuvel, det stod ikke ind, men varmer gør det altså heller ikke, hvilket nok forklarer en del af den frossenpind periode jeg pludselig er kommet ind i.

Javier havde taget en blank på målet og mistet en stor nedfaldsfisk - Stefan haft et hug, som jeg - og ellers var der ikke sket mere.

Selv havde jeg stået med mit nye bombarda rig, inspireret af "Havørredens hemmeligheder" og nej, jeg havde ikke kludder kast, kulden til trods. Kun en enkelt gang fik forfanget fat, men det kan jeg leve med. Hvad jeg ikke kunne leve med, var det gennemløb, der nu var sat en stopper for. Hele min idé med bombarda er at der er gennemløb mellem hovedline og kreationen forenden. Men det set-up jeg havde lokket mig ud i og som var smart i alle kanter, havde fjernet gennemløbet.

Måske jeg bare skal lappe de vaders og lade være at fryse, så kan jeg jo kaste normalt uden at skulle sidde hjemme og lære alle mulige nye løsninger.

Jeg gik ud på revet igen og så stod vi 3 mand på række mens vores bedrag ploppede i vandet foran os, da næste kast måtte give en fisk mere. Men udover endnu et forsigtigt hug, så stod vi vel mest bare og slikkede sol. Vinden tiltog fra nord og så til at varmesystemet ikke kom helt i gang og gav tæerne det blod de behøvede og til sidst gik jeg op for at gå en tur og få lidt gang i kroppen. Det endte med at blive sidste tur på land, for mens jeg gik og fotograferede kom de 2 andre ind, idet de også syntes at nok var nok, nu der ikke havde været flere hug eller fisk på land.

Dagens længde er tiltaget 23 minutter og det kunne godt mærkes, stående ved bilerne i snak frem til 16:25 uden at det var helt mørkt da. Dejlig årstid der er på vej - bare gerne med lidt mindre frost og tørre vaders.