onsdag den 27. december 2006

2006.12.27 Godt nytår

34 ture, var hvad jeg kunne byde på i 2006. De resterende 331 dage? Arbejdet har taget 220 dage, hvis du spørger Told & Skat (men læg roligt en del ekstra dage til). Med 111 dage tilbage har jeg brugt ca. halvdelen på ferie og barsel. Men tro nu ikke at jeg så har sløset de resterende dage væk, eller har jeg? Det med børn kan ikke forklares, det skal opleves. 2006 forsvandt bare, sådan rent tidsmæssigt.

Det har været et ringe fiskeår, ikke bare målt i antallet af ture, eller fisk - men også fangstmæssigt. Hvorvidt antal ture og antal fangede fisk hænger sammen, behøver jeg ikke komme nærmere ind på, men også overordnet set har det også været et dårligt år, så jeg er da heldigvis ikke gået glip af noget. Nu er der grund til at være ekstra glad for min kanon januar tur, hvor jeg pelsede en smuk overspringer på 4,9 kg.

Statistikken, selvfølgelig...
  • 34 ture (mod 61 sidste år) 
  • 20 fangede havørreder
  • 7 mistede havørreder
  • 6 mistede blink
  • 63 stk. rav, hvoraf de 62 blev fundet på een dag
Jeg lærte i år, at det med at løbe i waders på stranden, kombineret med min alder, ikke længere er muligt. Sur tur, idet jeg stadig har ondt i knæet.

Godt nytår

fredag den 10. november 2006

2006.11.10-13 Öland

Öland igen, endelig. Der er bare noget specielt med at være på Öland, og jeg havde glædet mig til at komme afsted på denne efterårstur.Sidste års fiskeri var ikke af det bedre, det forrige år endnu værre, men jeg tror på det. Hver gang!

Johan Kohnke og jeg havde aftalt at tage af sted torsdag aften, så vi kunne tage fredagens morgenfiskeri. 4 dage var afsat og vejret så ikke for lovende ud. Sne og frost var der ikke udsigt til, men rigeligt med vind i posen.

Dag 1, fredag. Nordlig vind

I koldt og blæsende vejr, tog vi hul på turen på en af mine yndlingspladser, der som den plejer, så rigtigt lækker ud. Ikke skyggen af fisk efter et par timer og et sats længere nordpå blev gjort. Da jeg havde "glemt" det var november, var dagen pludselig omme, og Johan og jeg havde lige taget et par kast i Grankullavik og fået et par utroligt små gedder. Ok... at huske på at det bliver mørkt omkring kl. 16 og at vi i hvert fald ikke skal fiske gedder, selvom det nu var meget sjovt.

Dag 2, lørdag. Hård vestlig vind og regn. Masser af regn

Vi syntes det så lækkert ud omkring nordspidsen og ville lægge de første timer dér. 2 nye pladser så dagens lys, men ingen kontakt til fisk. Vandet var spritklart, trods den hårde vind og luft- og vandtemperaturen lå på 6 gr. Fine forhold og turens anden hundestejle måtte en tur på land. Vi endte med at køre ned langs østsiden og se på vandet, der til vores overraskelse var oprørt som bare den. Absolut ikke fiskbart, og så var der lige de novemberdage der var korte. 2 elge på en stille skovvej, ca 15 meter fra bilen, reddede vores dag.

Dag 3, søndag. Kanonvejr, med sydvestlig vind 7-9m/s

I dag skulle der fisk på land. Vejret var i absolut verdensklasse, med sol og kun enkelte skyer. Luften var, omend ikke lun, så i hvertfald behagelig og der var højtryk over os. Fisk i baner, eller hvad? Absolut ikke. Vi skiftede måske for meget plads i dag (4 steder blev prøvet) og kun Johan havde kontakt til en lille havørred, der røg af efter et par sekunder. Så udover dagens hundestejle - igen kroget på blinket, fik vi ingenting. Jeg krogede faktisk 2 hundestejler i løbet af dagen.

Johan og jeg fik set et par lækre pladser og vi troede på hvert kast vi lagde, men det var vi ene om. Det var et knæk.

Dag 4, mandag. Jævn sydlig vind, først sol, siden skyet

I dag skulle vi hjem og efter at have pakket bil og klargjort hus, tog vi afsked med Birger, ejeren af Grankullaviks Stugby. Han havde haft andre logerende, hvilke heller ikke havde set skyggen af fisk. Vi var da "heldigvis" ikke ene om de manglende fisk.

Johan styrede meget bestemt bilen ud på en plads han gerne ville prøve og jeg fulgte gladeligt med - var trods alt passagerer. Uden at overraske, kan jeg meddele at jeg udover den nu obligatoriske hundestejle, ingen havørred så eller fangede. Ej heller Johan, der var ved at besvime da min stang pludselig fleksede godt, efter han var gået op. En gedde havde snuppet mit blink og jeg fik et godt grin over Johans udtryk, inden han forstod det kun var en gedde der var på.

En sidste plads fik et par kast og efter vi havde tømt en stor del af Kalmarsund på drivende ålegræs, var det tid til at tage hjem uden så meget som en eneste fisk på tasken. Kun Johan der havde haft den lille havørred på, havde oplevet noget. Ellers ikke så meget som en følger eller noget der lignede.Det var selvfølgelig skuffende, rent fiskemæssigt, men Öland er nu engang et hamrende fedt sted både at fiske og opholde sig, og jeg skal af sted igen, så snart jeg får muligheden.

Hvis andre er interesserede i Ölands fiskeri kan jeg, som tidligere, klart anbefale at bestille hytte hos Birger i Grankullavik. Han fortæller med glæde, hvor du skal fiske, og hvad der er fanget den sidste tid.

søndag den 22. oktober 2006

2006.10.22 Stevns

Efter den obligatoriske gode middag og bodega turen (denne gang besøgte vi Hvalrossen i Brønshøj) skulle David og jeg afsted på kysten.

Dagen efter altså!
Stevns var igen vores mål, og i år så det fint ud ved ankomsten. Bare at komme i tøjet og så afsted til kysten, hvor der var andre i fuld sving - sikkert væsentligt tidligere på den, end os.

Vi mødte en fisker der var på vej hjem. Han havde kastet siden morgenstunden, og absolut intet mærket. Vandet var ganske vist heller ikke særligt tiltalende at se på, men man ved jo aldrig.

En del timer og kast senere, var vi blevet klogere. Havørreden var ikke hjemme idag. Hornfisken, og kun de små, var det eneste tegn på at der var liv i havet.
Bedre held næste år?

Året har indtil videre været temmelig ringe. Trods væsentligt mindre fisketid, er jeg ikke ene om at have sluppet for fiskefingre på de ture der har været plads til.

mandag den 18. september 2006

2006.09.18 - 22 Jylland

Endelig kunne jeg gengælde Lotti´s mange besøg i det Skånske. En uge til rådighed i Thy - bare at finde mig en fiskeplads, Lotti, og så igang!

Inden afrejsen, var jeg blevet kimet ned af jyden, der sagde "havbars" i hveranden sætning. Ergo var det første naturlige stop, en plads til havbars (men så sandelig ikke en plads for mennesker, der ikke drikker Cola Light og er vant til at klatre i bjerge) Lotti havde lånt hans forældres autocamper og i den kunne vi køre rundt og sove ved de pladser der tiltalte os. Da den første dag var kort i timer, var det rart at kunne lægge sig nær kysten og blive frisk til tirsdagen, hvor jeg skulle prøve min første bars - for gæster hos Lotti kommer nemlig ikke først, og han snupppede 2 bars inden solen gik ned og længe inden jeg fik set mig om. Til gengæld fik jeg min første makrel - de er ok at fighte, men lidt overvurderede, syntes jeg. Eventuelle fremtidige makrel-sats bliver ihvertfald med lettere grej, end min kyststang.

Tirsdag morgen: Opvågning til en fæl stank. Jeg troede der var noget galt i husbilen, men det stank også udenfor - erfarede senere at det var fiskefabrikken i Thyborøn der sendte sin rådne stank efter os. I det mindste var det ikke Cheminova.

Ny plads, denne med mulighed for havørred, hvilket fik mig op at ringe, ikke mindst da jeg så den. Der var dog ingen fedtfinner hjemme, men da Lotti sagde at han nu ville gå længere hen ad kysten og fange en havbars, ja så gjorde han det. I første kast selvfølgelig!
I hælene på Lotti kastede jeg ud og så fik vi ellers én på opleveren. Ialt tog vi 23 havbars på en time, havde utallige hug og mistede enkelte - Det var ganske enkelt fuldstændigt vildt! Og havbars... DE fighter! Men ikke bare fighten er fed - hugget er stygge hårdt. En del vildere end de fisk jeg kender fra de Danske farvande. Nu var jeg også tændt på havbars og de overbærende smil, når Lotti fortalte om dem, var gemt væk. Desværre tog vinden meget til og resten af dagen fik vi ingenting, andet end horn og makrel. Største havbars var 57 cm. og fanget af Lotti.

Onsdagen blæste helt væk. Hverken gedde-søer eller kysten kunne byde på forhold vi kunne fiske i, og da torsdagen bød på samme vejr, endte vi i Lotti´s barndoms-å. En å, hvori bækørrederne var større end noget andet sted i Jylland osv. (I kender nok de der prale jyder :-)
Nuvel.. vandet var nærmest stillestående pga. manglende nedbør. Det var skuffende. Alligevel ville vi fiske, og Lotti tog den første flotte bækørred på en lille spinner. Da vi ikke kunne komme helt ned til åen, grundet kraftig plantevækst, måtte vi flere steder nærmest pilke spinneren gennem vandet. På den måde fik jeg en smuk bækker der hoppede op af vandet efter min spinner, netop som jeg skulle til at skifte plads. Et chok, gav den mig - men et flot syn.

Resten af dagen prøvede vi at finde andre åer, hvor vi kunne og måtte fiske. Søerne var blæst igennem og kysten stadig med høj sø og grumset vand. Vi "fandt" bl.a en gammel grusgrav sø med utroligt klart vand. Måtte vi fiske dér? Næhh.. vi måtte faktisk ikke engang køre ned til den. Gad vide om en ufisket sø gennem 15 år, gemmer på noget spændende eller om fiskene bare er ligeglade? Vi fandt ikke ud af det - denne gang.
Lækker kystplads, affisket om aftenen. Det stank af havørred, men i Limfjorden er det ikke altid lig med fisk. Ej heller denne aften.

Fredagen gik med at kigge på det sandfarvede hav og nyde det gode vejr. 10 stk. rav fik jeg samlet og så var det desværre hjem til den travle hverdag igen. 

søndag den 10. september 2006

2006.09.10 Sæsonafslutning på sydkysten

Johan Kohnke og jeg havde længe talt om at skulle på kysten for at afslutte sæsonen, i hvertfald én gang - det blev for mit vedkommende også kun denne ene gang. Mere om det senere.

Det så virkelig godt ud, revet. Lugtede langt væk af fisk og det skulle bare kaste noget af sig, hvilket det også gjorde efter en halv time. Længst ude i kastet fik jeg et kanonhug på mit hjemmelavede blink. En tung fight begyndte og jeg troede jeg havde rygkroget en torsk. Det var dog en farvet havørred på omkring 2,6 kg. der simpelthen bare ikke gad fightes, men kun gå med siden til. En smuk fisk med mange prikker.

Johan overtog stenene jeg stod på, mens jeg fiskede mig videre over revet, med bølger op til armhulen - jeg havde lige glemt at der var huller på revet og at højvande ikke gør dem lettere at passere. Så fik jeg fisk igen. Denne, en mindre ørred røg af kort efter. Og så sluttede min sæson næsten, for pludselig stod Johan med flex på klingen, og da vi gerne skulle have lidt billeder, løb jeg over til Johan - for vi sætter efterårsfisk ud. Men på vejen tog jeg nærmest hovedspring på stranden, mellem sten og sand. Heldigt for mig, landede min fiskestang sikkert og mine hænder tog fra for ansigtet. Men mit venstre knæ, havde ikke set den sten, det mødtes med og så lå jeg der. Kunne ikke røre mit ben de første par sekunder, men kom langsomt op, pakket ind i sand og uden hul i mine waders. PYHA!

Johan undrede hvor jeg var blevet af - jeg satte mig ned og slappede af!

Nu var der fisk inde, og den slags lader man jo ikke passere, hvorefter jeg måtte ud igen. Denne gang med et vist besvær, pga. knæet. I første kast fik jeg en steelhead, der fightede som bare den. Johan tog derefter en flot og fed havørred på ca. 2,6 kg, også denne farvet og så blev vi enige om at slutte dagen. Forresten var Johans første, en fin blank fisk på 54 cm.

Jeg var siden på hospitalet med knæet, hvor man kunne konstatere at knæskallen havde fået en revne halvt igennem. Avs...

torsdag den 31. august 2006

2006.08.31 Fugt i luften

En måned med ufatteligt meget nedbør. Allerede i starten af august anede jeg at vi kom en del over normalen, eftersom vi fik de, i mine øjne, ufattelige 62 mm. på et par timer. Normen for august er omkring de 60 mm., så de 243 mm. vi endte på, er jo helt sygt. Men det var da til gavn for min græsplæne, der består af ca. 100 % ler og som normalt er stenhård at gå på. Til gengæld var de ikke så glade NEDE i byen, ved de sidste 3 tordenvejr, hvoraf det ene var det værste i 30 år. (Det siger de så hvert år) Vandet løb nemlig den naturlige vej, og endte med at oversvømme store dele af byen.

Nå, men jeg var på ferie i Blåvand. Det var en oplevelse. F-16 der trænede "skydning fra fly" som det pænt hedder, 4 dage i træk. Det skulle jeg da se på, og hold da op... "skydning" var en pæn måde at formulere: "jeg dropper mine 1000 punds bomber nu". Sommerhuset rystede ved de enorme drøn, som jeg også var ude at kigge på, fra en af Forsvarets udkigsposter. Tjek deres egne billeder fra "fars familieferie".

Men hvorfor nu alt det pjat? Det er jo en fiskedagbog, og ikke en familieside, hvor familie far fortæller om sin sjove familie ferie i et propfyldt familie ferie vandland.. Eller er det?
Nej, rolig nu. Jeg har ikke fisket, men ville bare lige opdatere lidt på siden, så den ikke går helt død.
Fredningen begynder i midten af september, og jeg skal nok lige et smut ud inden da. Efter det, står den bla. på Stevns og Øland.

onsdag den 2. august 2006

2006.08.02 Mere af det gode

Jeg var egentlig tilfreds, da aftenens tordenvejr (010806) var ved at forsvinde nordøst over. Men på vej i seng omkring midnat, efter opdateringen af hjemmesiden, blinkede det 2 gange fra syd, på min korte vej fra badeværelset til sovekammeret.

Det måtte selvfølgelig lige undersøges. Udenfor med mig og et syn uden videre mødte mig i den stadig varme vind fra syd - det var først da jeg så det nye tordenvejr, at jeg kom til at tænke på at det første egentlig ikke havde ændret vejret synderligt. 5 mm. regn og temperaturen lå stadig på 22 gr. her ved midnat.

Fra sydøst til vest blinkede det nærmest konstant. Da vinden var i SV blev blikket naturligvis rettet den vej. Foran mig lå en enorm gustfront, og bag den blinkede lynene helt vildt. Billedet af gustfronten, er lidt sløret pga. lukketiden.

Jeg vækkede fruen der kom ud og gjorde store øjne ved synet af hvad der kom imod os. Det var fuldstændig vildt at se på, hvilket de af Jer der oplevede uvejret, udemærket kan skrive under på.
Fra kl. 1 til kl. 4 lynede det uafbrudt. Jeg fik taget henved 250 billeder, men da lynene udløstes så mange gange, blev flere af dem alt for lyse. Der var enkelte gode sky-til-sky lyn, men desværre ingen af de rene lyn der slog ned. Dem har jeg til gengæld på film, som desværre ikke kan vises her.

Da jeg krøb til køjs kl. 4, var der mere på vej, men det var på tide at se dyner.

Nå jo... 54 mm. regn i den anden bølge af tordenvejret! Dvs. 59 mm. incl. det første. Det trængte haven til!

tirsdag den 1. august 2006

2006.08.01 Endelig

Yes!

Mit primal skrig kan ikke overdøve bragene, men tæt på. Endelig kom der torden og endda så belejligt at jeg kunne nå at forberede mig og køre ud af byen og hilse det velkommen.

Jeg fik en tæt-på oplevelse i kassen, som desværre blev rystet, da gustfrontens vind samtidigt blev for strid. Derefter tog jeg hjem for at tørre øjnene og kameraet, inden fotograferingen fortsatte i haven.

søndag den 30. juli 2006

2006.07.30 Sikke en sommervarme

Og endnu en tropenat registreret i Trelleborg. Denne gang var laveste 20,8°
Pyha...

fredag den 21. juli 2006

2006.07.21 Mere varme

Da der ikke er så meget andet at skrive om, bliver der endnu et indlæg i dagbogen om endnu en tropenat. I nat var laveste temp. på 20,8 gr.

Jeg vågnede op til overskyet og meget lummert vejr - da regnen kom, var der ingen torden i den. Overhovedet. Hvilken skuffelse!

mandag den 10. juli 2006

2006.07.10 Tropenat

Tropenat, natten til tirsdag.

Temperaturen kom ned på 20,5 som det laveste. Indenfor lå den på 29 gr., hvilket gjorde det til en svedig nat.

Temperaturen natten til mandag (10.07.06) var på 19,9 gr.

Alt for varmt vejr at sove i, men nu hvor vinden vender og bliver nordlig bliver luften friskere og der er samtidigt håb for at der kommer køligere vand til Sydkysten.

søndag den 2. juli 2006

2006.07.02 Mere natfiske

Natfiskeri sætter spor i søvnen. Når man går i seng ved 7 tiden og skal sove i denne varme, er jeg ikke særlig udvilet når jeg vågner, uanset hvor længe jeg har sovet. Det var Lotti heller ikke, men fodbold, kaffe og grillmad hjælper altid på de fleste, og vi var da også på kysten v. 22 tiden igen.

Vi startede hvor vi slap, men allerede da vi gik i vandet kunne vi se at vinden havde sat sit præg på sigtbarheden og temperaturen. + 5 gr. i forhold til dagen inden og meget grumset. Grums gør ikke det store om natten. Alligevel vil jeg gerne have at man kan se støvlerne i knædybt vand, og det kunne man ikke.

Ny plads var lig med rent vand, men ingen ændring i temperaturen. Efter jeg havde danset på et par sten, med det resultat at jeg væltede og slog ryggen i en sten under vandet, (hvad ellers) var jeg klar til at køre hjem og få tørre ærmer og noget søvn... men næææh nej.

Lotti ville til Österlen. Jeg havde ikke udpræget lyst til at sidde i bilen en hel time, men kunne kun give gæsten ret i at det nok var temmelig sandsynligt at vandtemp. var en del lavere deromme.

Det var den så ikke og mens solen stod op og der var hug ude i bølgen blå af nogle klamme hornfisk, undrede jeg mig over denne stigning i vandtemp. på så kort tid. Jeg håber den kan falde lige så hurtigt når vinden vender. Det ville også hjælpe med en køligere vind - natten igennem kom lufttemperaturen ikke under 16 gr.

De lyse nætter er lig med lysende natskyer. Dem så Lotti og jeg ved Kåseberga, på vores vej til Österlen. 

lørdag den 1. juli 2006

2006.07.01 Sommernattens fristelser

Lotti kom på besøg og denne gang skulle vi natfiske, istedet for at sidde på terassen og lave bål, grille og drikke hele natten... selvom det nu også er meget hyggeligt.

Det udsete rev havde allerede besøg. Det var Linus der stod udvadet, og som kunne fortælle om hoppende fisk, samt enkelte "head & tail". Ingen ville hugge, men det kunne kun tolkes positivt at de trods alt var på plads. Linus troede ikke på fiskeriet og lagde sig op i bilen et par timer, mens Lotti og jeg fiskede videre. Vi skulle måske have gjort det samme, for der skete ikke noget før ved halv fire tiden. Det var en lille følger, som igen kom efter blinket helt oppe i overfladen, og som huggede i kastet efter.

Linus og Lotti så ingenting, mens jeg havde yderligere en mindre følger og senere krogede en målsfisk helt ude i enden af kastet. Den huggede vildt hårdt og hamrede ud af vandet i et meterhøjt spring. Så virkelig godt ud! Dernæst fulgte den pænt med ind, for så at tage et langt udløb, der endte med at fisken stod af.

Sommerørreder hugger og hopper fuldstændigt vildt. De er svære, men når de kommer.. Og det er det der gør natfiskeriet så spændende og attraktivt for mig.

torsdag den 29. juni 2006

2006.06.29 Vandet er koldt

Jeg lå faktisk og sov på sofaen, da Linus ringede og spurgte om jeg var frisk på en lille aftentur. Frisk var måske ikke lige ordet, men jo... jeg skulle da med.

En halv time efter stod vi på revet og kunne se flere strømkanter ude over vandet. Vandet var 12,5 grader og det så faktisk lækkert ud, men intet skete. En skarv havde til gengæld bingopladen fuld ved hvert dyk, idet den kom op med både tobis og ålekvabber. Der manglede bare lige en af de store blanke til os. Men de udeblev.

Weekenden skal gerne byde på nogle, idet Lotti kommer forbi. Vi får se :-)

fredag den 9. juni 2006

2006.06.09 Natten er vor egen

Linus og jeg var ret tændte på endnu en gang aftenfiskeri, efter den foregående aften. Vi stod på pladsen kl. 21 og gik igang. Det så igen fint ud, men forventningerne blev ikke indfriet. Aftalen var at vi ville slutte ved midnat, hvis der da ikke skete noget.

Det gjorde der ikke, men inden vi stoppede, blev vi dog enige om at prøve endnu en plads i en halv times tid, inden vi tog helt hjem. Et par småhug og mod mig kom Linus med stangen pakket sammen og parat til hjemkørsel. Men... jeg skulle liiiige..

Og på den måde endte vi ved et nyt rev, hvorpå vi fiskede frem til kl. 6, for her var der fisk hjemme.

Det startede med at jeg fik overtalt Linus (for fjerde gang) til endnu et par kast. Jeg lovede at jeg kun skulle have et kvarter, men netop inden for det kvarter huggede en fisk brutalt og startede med et vildt udløb. Så hoppede den, for så at hoppe igen, endnu et udløb og endnu et hop. Den var fuldstændig vild og hvert hop efterfulgtes af et ordentlig "plump", når den landede. Det var en temmelig god fisk som desværre løb af med sejren efter endnu et hop. Krogen var simpelthen røget ud af kæften på den. Det var jeg så ikke helt tilfreds med, hvis vi formulerer det pænt, men Linus var pludselig vågen og klar til fiskeriet igen. Efter 45 min. fik han fisk på. En blank på målet, også med krudt i, røg tilbage i vandet efter fighten. Jeg havde nogle hug, og dernæst en følger med en lille bule på vandet efter wobleren. Fisken huggede, men for sent. Da jeg ville kaste igen, kom Linus først - han havde set hvad der skete og han krogede fisken med det samme. Den snyder, og så sagde han endda kun undskyld :-)

Fisken vejede 1,7 kg. og gav ham en god fight.

Senere, nu var det morgen, havde vi flere hug og jeg fik en rigtig tyk blankfisk på målet, som blev genudsat. Alt i alt en herlig gang natfiskeri, med mere gang i den, end der plejer.