torsdag den 7. april 2005

2005.04.07 Virkelig gang i den


Idag havde jeg sove-morgen. Selvom visse af mine ældre venner, og kollegaer påstår at jeg er ung, syntes jeg nu godt jeg kan mærke ryggen værker lidt, efter et par dages hårdt slid.

Jeg tog derfor først ud ved 11 tiden og på den første plads havde jeg allerede kontakt med fisk efter et kvarter. Det var en sortfisk der huggede i 2 omgange helt inde foran mig. Den væltede rundt, og selvfølgelig røg den af. Den var den ene af dagens ialt 4 mistede. På samme rev fik jeg efterfølgende 3 fisk, hvoraf den ene var blank og lidt over målet.

Da der ikke rigtigt skete mere, kørte jeg til revet jeg havde held med igår. Det var igen en god idé, for efter at have fortæret en 350 grams forpakning med "köttbullar" og spist en plade chokolade samt et par kokostoppe (megasund mad :-), gik jeg direkte ud og krogede en ca 2,5 kg´s blankfisk der fik friheden efter en fed fight. Den var ikke alene, for jeg fik en prik magen til et par kast efter. Derudover mistede jeg en mindre fisk, og fik også en sort.

Igen idag virkede det som at der var stime inde, for jeg havde hug og fik fisk i et par intense minutter, bl.a en på 2,7 som jeg tog med. Den var kroget dybt i gællen og blødte kraftigt, så jeg er glad for at den var blank. I maven lå der foriøvrigt 6 grande tobiser - og fordi jeg leger doktor nogle gange, skulle jeg liiige se hvad det sorte i den store tobis mave, var. En tangloppe! Og den var faktisk helt sort, med lidt lyse striber i - lidt punker-agtigt. Er der nogen der ved om den type tanglopper er normal? Jeg har set dem før, men kun i maven på fisk, så de må leve længere ude, eller? Skriv en mail, eller inde i forum.

Videre fiskeri gav yderligere blankfisk og for at gøre det hele kort, så nuppede jeg en rigtig grovskællet og flot 3,1 kgs. Den bød på en fantastisk fight.

Alt i alt fik jeg 12 fisk, hvoraf de 7 var blanke og det gode var at alle de blanke var over målet. Det har jeg ikke prøvet før. Det endnu bedre er, at de 5 stadig lever.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar