mandag den 24. maj 2010

2010.05.24 Sørøya dag 6

Nej, det blev vist sidste gang jeg skal køre herop. Jeg er træt, udkørt, ude af balance og mangler min søvnrytme og nej, det hele skyldes ikke køreturen. Rettere fiskeriet, men eftersom jeg er her pga. fiskeriet skal en køretur ikke hjælpe til med at ødelægge det. Flynderen var igen et mål for os, men uden drivanker og med en skarp vind fra NØ, var det svært at holde bund og efter Dennis havde fightet en lille flynder til genudsætning på spinnegrej (!) valgte vi at ligge båden i læ for fjeldene og fiske derfra. Eller læ er nu så meget sagt, for vinden skal nok finde rundt eller over fjeldet - vær vis på det. Men ihvertfald kunne vi ligge stille og nyde solen, som det meste af ugen havde været væk bag skyerne.

Der var 40 meter til bunden og ekkoloddet var tomt. Så var det bare at vente til flynderen huggede. Men det skete ikke. Til gengæld stødte vi på de allestedsnærværende torsk og havkatte. Besynderligt var det at vi, så vidt jeg husker, kun fangede 1 havkat som var kroget men nok stod for over 10 havkat hver. De havde alle bidt i halen på vores jig og var ellers fightet til overfladen, hvorefter de slap. Ajes legede cirkus med den ene, da den begyndte en febrilsk jagt på hans jig som han kørte rundt i overfladen. Det så utroligt sjovt ud og det hele startede med at Dennis havde fået selvsamme havkat op, som jeg siden havde som følger og som endte hos Ajes´s cirkus, inden den forsvandt i dybet igen. Meget mærkelig fisk!

Trætheden var vist udtalt hos os alle, for vi sejlede rundt og kunne ikke rigtigt bestemme os for hvor vi skulle satse på fiskeriet og dagen endte med at vi tog hjem og drak os fulde sammen med de andre på vandrerhjemmet - som også havde haft en dag som vores. Ingen fisk og for megen vind og en ubeslutsomhed for hvor man skulle fiske... men vi vidste allesammen godt hvordan man åbnede en øldåse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar