Måske jeg skulle skrive "langt om længe"? Ihvertfald kunne jeg endelig gentage en rejse til Sørøya i det nordligste Norge i jagten på stortorsk, helleflynder og sej. Og så lige alle de andre fisk og naturoplevelser der helt automatisk kommer med oven i hatten. Men inden ankomst, bestod rejsen af en lang køretur over 36 timer. En alt for lang køretur, syntes jeg. Vi tog afsted mandag aften og begav os nordover. Tidligt tirsdag morgen var vi i Stockholm og siden åbenbarede den svenske østkyst sig langs turen op forbi Sundsvall, Umeå, Piteå og siden Haparanda, inden vi kørte over grænsen til Finland og derfra fortsatte langs E8 forbi Pello, Mounio op til Palojoensuu over Enontekio og videre til Kautokeino i Norsk lapland... STOP! Turen var meget længere end det der. Meget meget længere. Uden søvn begyndte mit hoved at fantasere om at Ajes og Dennis jeg var på tur med, var rumvæsner der havde bortført mig og nu ville partere mig ude på fjeldet. Men der var så koldt udenfor, at det gad de næppe. Fruen skrev om 23 varmegader hjemme. Her var det 2 grader, overskyet og med regn og snekorn og vejspærringer. Vejspærringer? Jo, vejen til Alta var spærret pga. flom i Altaelven og eftersom vi skulle med en færge og derfor havde en tidsplan at følge havde vi pludselig meget travlt. En omvej på knap 300 km. skulle nu afvikles i en hulens fart og .... vi nåede det. Endda med plads til en times ro i bilen inden færgen gik.
Sikke en tur. Jeg fik vel 2 timers klassificeret søvn på vejen op, men nu var
vi fremme og nu skulle vi fiske!
En kort tur på havet gav en sædvanlig mængde torsk i Sørøya stilen. Dvs.
masser af torsk over det hele og mindst en måler pr. tur. Og vi satsede endda
ikke på torsken - de er der bare i ufattelige mængder. Jeg startede med en 13
kg.´s på kastegrejet. Fantastisk underholdning! Siden tog vi hjem for at redde
lidt søvn inden vi skulle på langtur til Storskallteren som ligger 30 sømil til
havs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar