Og så gik det løs. 100 vis af hestekræfter blev sluppet løs i Lopphavet fra de 6 både der var med på turen. Storskallteren er et stort rev langt til havs og det er ikke tilladt at sejle derud alene. Rart med regler, for hvem kan hjælpe dig hurtigt, hvis du kommer i havsnød derude? Det er der ikke mange der kan. VHF´en virker lige knap og nap og din mobil er stort set uden for dækning, så der passes på, hvilket er rart at vide!
I allerførste drev har vi knap fået spændt tovet til drivankeret, før både Ajes og Dennis står med fisk på. Jeg tager den med ro, for vi skal nok ligge herude de næste 12 timer, så der bliver rigeligt med fisketid og på revet er der altid fisk i rigelige mængder. Og når jeg siger rigelige mængder, så mener jeg det. Det er en ufattelig mængde fisk der er heroppe. Det er ikke usædvanligt at du på en dybde på 40 meter har fisk i vandsøjlen fra 15 meter og ned. Nogle vil holde på at ekkolodet bare viser fejl, men dertil kan jeg bare sige; Nej. Så mange fejl kan det ikke vise, idet vi også kom ud for et tomt ekkolod og desuden igen oplevede at fisken huggede fra de 15 meter - altså vi nåede ikke engang ned til bunden inden der var fisk. Og det står så på i flere timer... velkommen til Sørøya!
Nå, jeg kom fra Ajes og Dennis og deres fisk... sej. Ajes lander en sej på
den rigtige side af 5 kg. Dennis lander en på den anden side af 6 kg. og jeg vil
da også have sjov med dem, så jeg gør Ajes kunsten efter. Siden får vi et par
stykker til inden Dennis tager en PR på 8,5 kg. Det er samtidigt en bådrekord
for os, så der er lidt at leve op til. Og så får Ajes fisk på... og det er ikke
sej. Eftersom vi alle fisker med kastegrej, som ikke er så groft i det, får Ajes
virkelig fuld valuta for pengene. Fisken flår line af hjulet og stangen er
spændt helt op. Efter en lang og spændende fight kan Dennis gaffe endnu en PR
fisk. Denne gang en flynder på 15 kg. Også denne fisk er en rekord for båden, så
vi starter turen suverænt godt! Men så sker der det, der helst ikke skal ske.
Søsyge... Dennis som ellers er en søstærk gut, må bukke under for det meget
urolige hav og opgiver efter en kort kamp fiskeriet helt. Selv jeg er tæt på at
kapitulere, men får styr på maveregionen igen. Desværre kan vi ikke tillade os
at ligge med en syg mand i dækket og må tage ind, som også andre både har set
sig nødsaget til - også de pga. søsyge. Så en times fiskeri var alt vi kunne nå
ovenpå knap 2 timers sejllads. Det var godt nok surt, men det er reglerne
heroppe. På vejen ind får Dennis det heldigvis bedre og i stedet for at søge i havn, vælger vi at fiske på grundene udenfor Sørvær, hvor havet er meget mere roligt. Det giver masser af torsk og en mindre flynder til mig inden vi til sidst tager ind for at sove igennem, hvilket er meget tiltrængt nu.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar