2010.05.25 Sørøya dag 7

I går blev team "den blå hylde" dannet. I 2008 lykkedes det Ajes at kaste vores drivanker ud, uden at fastgøre rebet. Jeg lykkedes at smide det væk forleden, selvom jeg i modsætning til Ajes havde bundet det fast (splejsningen gik op) og i går syntes Ajes at han ville veje Dennis´s fisk på den anden side af rælingen, hvilket resulterede i at vægt og torsk forsvandt mod bunden. Ajes meget præcise og suveræne Bismer vægt som vi har haft stor glæde af, så det var rigtigt ærgeligt. (Torsk for sig og vægt for sig, skal det lige siges)

Eftersom alle åbenbart hedder et eller andet supersmart og er i team sammen og kun kan fiske som et team, besluttede vi os derfor for at kalde os "Team Den blå hylde".
Vinden hylede rundt om huset og selvom det var muligt at fiske i dag, så valgte vi en tur på fjeldet ovenpå nattens hygge med de andre. Vi skulle også pakke og gøre klar til afrejse onsdag morgen, så en fjeldtur til at klare hovedet ville sidde perfekt.... lige indtil jeg stod på den første stigning og måtte gøre holdt, nærmest astmatisk hostende efter vejret. Puha, det var pinligt det her. Ikke at Ajes og Dennis stod på toppen og ventede på mig, men de var foran mig og jeg var stoppet. Det måtte jeg endda gøre et par gange til på vejen op, med tilsyrede ben og hivende efter vejret - og svedig på ryggen. Og du skal ikke svede når temperaturen er 4 grader og du er på vej mod den blæsende top, for så fryser du omgående du stopper.

Vel oppe på den første top åbenbarede en smuk udsigt over byen sig. Sikke det blæste - vinden var tæt på storm i vindstødende og pludselig var det åbenlyst hvorfor fjeldene heroppe så ud som de gør. Helt og aldeles glatbarberede ligger de og udsættes for dette barske kolde og blæsende kystvejr året rundt.


Vel på toppen indtog vi en fortjent madpakke i nogenlunde læ for vinden og efter maden skulle vi lige have lidt billeder da Ajes pludselig tager min opmærksomhed fra den betagende afgrund vi har siddet ud til. En havørn er lettet kun et par meter under os og sejler stille og roligt over vores hoveder, bedøvende ligeglad med vores tilstedeværelse. Hvilket mægtigt øjeblik at nærmest stå i skyggen af denne enorme rovfugls vinger. En majestæt uden lige og en smuk afslutning på vores fjeldtur.