lørdag den 4. januar 2014

2014.01.04 Premieren

Så var det tid igen og de seneste dages fiskeri havde i dén grad tæret på min tålmodighed for at komme ud, da jeg har været optaget af andre gøremål. Også selvom jeg vidste at vinden til Sydkysten måske var lige vel grov. Det var nemlig Österlen der havde leveret. Endda op til 17 fisk til en enkelt person, hvilket må siges at være en så super premiere som det overhovedet kan blive.
Var Sydkysten ligeså god? Ligeså premiereklar som jeg? Ingen meldinger, hvilket som sagt kunne tilskrives vejrliget - antager jeg.
For da jeg kørte langs kysten idag og var mere end tilfreds med hvad jeg så - til en start - så tænkte jeg at der nok var gået stille med dørene. Men een ting er hvad man ser fra kystvejen, en anden er hvad man ser langs kysten. Altså dernede hvor sutterne bliver våde og det var ikke dem på bilen.

Österlen havde vist kun leveret i 2 dage og så var der dødt. Det var der - efter sigende - også i dag. Og sådan oplevede jeg også Sydkysten. At jeg heller ikke fiskede mere end 3 timer, har også sin del af forklaringen, men der var ikke meget fiskbart vand og da jeg endelig fandt noget, så lå der selvfølgelig et stykke rav lige foran mig, hvor jeg skulle gå ud. Og det kan jeg jo ikke nøjes med at samle op og så gå i vandet, uden liiiige at undersøge resten af området. Hvilket resulterede i 3 stykker til.

Da jeg endelig kom ud, blev jeg mødt af super lækkert vand med fed farve og lidt tang der svævede mellem bølgerne. Jeg så aldrig den store tangbræmme der hærgede lidt længere ude og da jeg endelig var kommet på plads, så var det kun tang jeg fik på. En hel del endda, hvilket hurtigt fik mig ind igen. Desværre. Det så faktisk ret så godt ud.

Måske kan fiskene bare ikke lide en hvid gibbernakker?

Jeg havde egentlig bestemt mig for at stoppe for dagen og så valgte jeg alligevel at se på et af de rev der lige kan fiskes af hurtigt. Til min overraskelse var vandet klart her. Sigt på måske 2 meter og kun meget lidt tang. Jeg var i bølgen inden du kan sige "var der fisk" men efter du har sagt det, så må jeg desværre svare dig "nej". Der var ikke fisk, selvom det så virkelig giftigt ud. Store våde og til tider meget lange bølger, gjorde mig godt fugtig, til tider også op over huen, men fisk var der ikke til mig idag. Men en dejlig tur, en dejlig premiere tur og imorgen... ja, da skal jeg nok prøve igen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar