lørdag den 23. januar 2021

2021.01.23 En hemmelig runde fisk

Jeg har slået mig ned som fluebinder for en kort periode. Blev vældigt træt af de små kroge, halvrustne kroge og kroge der har været i sten og som allesammen sad med diverse fjer på i en flueboks der har så mange år på bagen at jeg er imponeret over at den stadig holder.

Så jeg drog atter en gang til Henrik ovre i øst og sammen sad vi og nød en gigantisk smörgåstårta der er skånes svar på smørrebrød, som tidligere omtalt. Det smagte så fuglene sang og jeg var propmæt halvvejs gennem stykket. Da jeg kørte fra Henrik havde jeg hans kasse med diverse fluebinder materialer med og så var det bare at se om jeg helt havde glemt hvordan man gjorde. Det havde jeg ikke, omend lidt øvelse gjorde underværker. Jeg fik lavet en masse kreationer. Mest noget med lyserød krop og så noget hackel i gråt langs kroppen. Og så noget reje noget, lavet af hundehår fra Henriks hund og med rød ræv i nummi. Det blev en "Willy med ræv i røven". 

Kunne de så fange noget? Jeg var tæt på allerede i de første kast, da jeg havde 2 hug på hinanden. Jeg undrede hvad søren der holdt dem tilbage, men tænkte ikke mere på det. Svaret fik jeg aldrig, for det skete ikke mere før klokken slog 16 og jeg i den stadigt lyse aften, pludselig så en hvirvel bag fluen. Dernæst begyndte flere fisk at head & taile og flere hvirvler kom til syne både tæt på og længere fra mig. Så tæt som måske 4 meter kom en fisk op med hele ryggen og så var der endda en der hoppede og 3 gange havde jeg klare hug i fluen, men åbenbart var det lyserøde ikke hvad fiskene ville have.

Det blev en magisk fiskeløs januar eftermiddag i løbet af de 20 minutter det stod på. Vildt imponeret over de plettede sølvfisk, der drog rundt i jagt på et eller andet og mig der langsomt, men helt sikkert, stod og frøs tæerne af mig selv, i stilhedens tjeneste for ikke at skræmme fiskene. Hvor var det fedt at stå midt i og samtidigt frustrerende at man endelig har taget sig sammen til at stå med bombarda og så alligevel blive fusket. Fingrene var relativt kolde, så mine tanker på en rejeflue, blev ved tankerne - deroppe hvor der stadig var lidt varme tilbage.

Vel hjemme og efter et bad, samt den nu sædvanlige gennemgang af mine Simms waders for at konstatere præcis det samme som de andre gange - at de lækker, skrev Henrik det samme som jeg havde tænkt. Rejeflue... 

Så de der "Willy med ræv i røven" skal ud og bade i morgen. Så må vi se om Henriks hund kan fange en fisk, nu et eller andet lyserødt kunststof med en grå fjer over, ikke kunne i denne runde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar