2024.03.24 Tålmodighed er en dyd

Arggghh så langt henne i marts og stadig det her slatne vejr og ingen rigtig varme. Gårddagen havde givet lidt håb og det håb var i live til i dag, men da der samtidigt var kommet skyer og det var blæst op, så kunne jeg også godt fornemme en flig af rædsel for at dagen ville blive som mange af de andre.

Det fik jeg desværre ret i. Jeg startede med en powerwalk i vandet, da jeg hurtigt kunne konstatere at den tiltagende vind havde fået havet til at rejse sig og vække en masse tang til live. Det var ikke længere kun grumset og delvist uklart, men nu også med løs tang der drev rundt og sad på linen i hvert kast. Derfor min powerwalk, fordi jeg håbede at der måtte være huller uden tang og derfor masser af kæmpestore hugvillige 5 kilos havørreder. Men min powerwalk blev en powerwalk så selv Charlotte Bircow må have været stolt af mig.

Det var jeg så ikke da jeg endelig kom tilbage til bilen. Det var ikke nogen Ironman jeg var ude i, men det føltes derhen ad, fordi der alligevel havde sneget sig lidt forårsvarme ind i vinden fra havet. Storsvedende sad jeg ved bilen og kølede lidt af mens jeg hørte at der faktisk fandtes vand på Sydkysten som var klart.

Men jeg ville ikke ud i køreture og desuden var ordet "havørred" ikke med i meldingen, så jeg var tålmodig. Tålmodig som en havørredfisker skal være engang i mellem, men ikke hele tiden. Faktisk slet ikke i slutningen af marts.

Så kom der en anden håbefuld. Han ville ud og fiske på spidserne, som jeg gav en ekstra chance og så stod vi der i et kvarter indtil jeg måtte indse at en køretur alligevel var berettiget.

Jeg syntes at vandet spillede max. Men vel udvadet måtte jeg indse at jeg havde bedraget mig selv og vel udvadet løftede jeg også blikket og kunne se den brune suppe strække sig længere ud end mit længste kast nogensinde, ville kunne nå over.

Jeg måtte videre. Igen. Tålmodigt. Og så var spidsen ikke bare fri, den var også klar i sigten. Faktisk spillede vandet 100 % her - også vel udvadet - og drømmene fik igen frit løb, for det var ret så sikkert at jeg ikke var alene om at have opdaget dette. Det vidste samtlige 5 kilos havørreder også i miles omkreds og det var kun et spørgsmål om tid før....

...jeg tog mod Javier inde ved land og kunne konstatere at der ikke skete en skid. Vi var tilbage i det gamle spor, i det Javier også var kørt fra de sidste 2 pladser uden kontakt.

Javier tog naborevene og jeg tog spidsen igen. Jeg mistede en lille fisk og ellers kunne jeg med blandede følelser, se havet lægge sig da vinden var aftaget. Gammel sø rullede ind og alt var bare som det skulle være, men det var først da Javier opgav ævred for dagen at jeg "overlistede" en lille blank, inden jeg måtte indse at mine drømme om de store stimer nok engang kræver noget tålmodighed.