Nå. Det var nok min sidste tur idag. Med tanke på de tidligere ture, skulle
der arbejdes hårdt for føden, hvis jeg skulle opnå lidt succes inden lukketid.
Gad vide om der er en sammenhæng? Hårdt arbejde = mange fisk. Idag var der, men
sådan plejer det slet ikke at være. Alle de her
"jeg-fortjener-sgu-snart-en-fisk" ture, er en stor konto for sig.
Da jeg kørte langs vandet blev jeg glad for synet der mødte mig. De store
bølger fra igår var blevet til dønninger og der var ikke spritklart, trods den
uundgåelige fralandsvind i disse NV tider. Men netop som alting tegner godt, får
man et slag i maven. Hvor var alle stenene på mit rev? De var væk... nogen havde
fjernet dem om natten og kun efterladt de allerstørste. Vand, vand og mere vand
- som om havet ikke er stort nok i forvejen. Nattens vind havde bragt hele
Østersøen til Sydkysten og jeg målte over 50 cm mere vand, end normalen. Det var
helt vildt. Og ikke nok med at jeg slet slet ikke kunne komme ud på de
sædvanlige sten, så var alt tangen inde på stranden også skyllet i vandet, så
jeg intet kunne se på vej ud på revet. Maksimalt 5 cm. sigt, så hold kæft hvor
jeg blev sur. Min sidste dag inden fredningen, og så stilles jeg mod dette?
Men netop fordi det var den sidste dag, ville jeg ikke give op så let.
Ihvertfald ikke den første time. Jeg kunne også prøve andre steder hvis det var
- men sådan blev det aldrig. Godt nok skete der ikke noget som helst frem til
kl. 17 efter jeg i de første kast havde fået en blank undermåler, men jeg er nok
også ved at blive en gammel gnaven mand, der ihvertfald ikke skal bytte plads.
Nej, hellere stå og mugge på en sten - tæt på land.
Så galt var det nu heller ikke. Min danske ven i huset oppe ved vejen, kom
ned og snakkede. Så hentede han sit grej og fortalte nogle gode røverhistorier i
det utroligt lækre vejr. Heller ikke han fangede nogle fisk, men hyggeligt var
det.
Da jeg for anden gang i løbet af dagen var på vej hjem, opdagede jeg få
skridt inden bilen, at vandet var klaret op nær min favorit sten. Jeg kunne ikke
dy mig for et par kast, og gik ned til vandet igen. Men gæt engang om fisken var
ligeglad? Dog fik jeg 2 tobiser, og det var da altid noget med dén slags liv.
Måske var det tobiserne der fik lokket mig længere ned af kysten til naborevet,
i stedet for at køre hjem? Måske er jeg bare stædig? Ihvertfald så jeg omkring
kl. 17 dagens første fisk springe fri af vandet. Der gik et kvarter og så fik
jeg et voldsomt hug, efterfulgt af et stort spring. YES! Fisken fightede rigtigt
godt og tog flere luftture, før jeg kunne løfte den op i kæberne. En utroligt
smuk letfarvet havørred på 2,5 kg. havde gabt over sømmet. Den gode fight, fik
mig til at glemme at jeg faktisk knækkede et øje på stangen under fighten. 10
kast efter fik jeg endnu et heftigt hug. Endnu engang fik jeg en hammerfight, og
endnu engang kunne jeg genudsætte en smuk fisk. Denne, en blank og lige over
målet.
Så gik der ellers 30 minutter og yderligere 3 fisk kom op og hilste på. Det
var 2 små, en farvet og en blank, samt en blank på målet. Dagen, der var noget
af det mest usle jeg længe havde været med til, blev med ét vendt til
kanonfiskeri.
Den næste halve time skete der intet. Jeg undrede, var det en stime eller
vågnede fisken bare midlertidigt op?
Fisk nr. 7 huggede langt ude og fulgte pænt med ind, men det var så også det.
Den var rasende, da den kom ind mod mig og væltede rundt, så jeg blev plasket
godt til. Endnu en blankfisk lige over målet blev genudsat og så fik jeg endnu
et kanonhug. Fisken tog et godt udløb og hoppede helt fri af vandet 2 gange i
træk. Mine øjne bedrog mig, da jeg troede jeg så en blank side, for efter 5
minutters utroligt hård fight, fik jeg endelig løftet fisken af vandet. En
smældfed letfarvet havørred på en 3 kg´s penge blev genudsat, og så var den
sidste fiskedag før premieren, ellers reddet. Jeg mistede en mindre havørred og
tog en torsk, inden jeg med et smil på læben kunne tage hjem.
Sydkysten - den du´r!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar