Kl. 4 eller 5 lå jeg i sengen. Torsk, brosme, helleflynder (til Henrik) og
kuller havde villigt bidt på vores agn aftenen i forvejen og så glemte solen
helt at gå ned. Meget mærkeligt at stå kl. 2 om natten, hvor det plejer at være
mørkt og fiske i fuld sol. Vi sov vist til langt op af formiddagen og havde en
langtur planlagt i dag. Efter morgenmad kl. 13 var det af sted til bådene. Turen
gik lidt over 30 sømil til havs og derude er man meget lille, hvorfor vi ikke
måtte tage af sted alene. Guidebåden, for en sådan var der og de passer på dig,
var med på turen og så var det bare om at læne sig tilbage og lade motoren
arbejde på højtryk, mens dybder ned til 400 meter passerede under skroget.
Fiskepladsen, et stort plateau midt ude i ingenting, skulle være et helt
fantastisk sted - som om fjeldene og naturen ved campen ikke var det - men
selvfølgelig, er man vant til det, så er det altid rart at prøve noget nyt.
Jeg skal være den første til at erkende at jeg ikke er tryg på vandet. Nordatlanten er ikke for børn og jeg er et barn i denne sammenhæng. Jeg er søstærk nok, såmænd, men du er bare langt væk fra fastlandet og heroppe kan søen rejse sig hurtigere end man fighter en brosme og hvad gør man så? Man lytter til vejrudsigterne og guiderne - hele tiden. Som før nævnt havde vi også en særdeles veludstyret båd og der hjælper på det hele. Alt i absolut fineste orden, fik mig ud til rælingen og pilken kørte ned på 35 meter. Jeg havde kun lige ramt bunden 5-6 gange før jeg fik et mega hug. Et rigtigt knald af et hug og så forsvandt min line bare. Jeg havde lånt en pirkestang og et kraftigt havhjul af Jim, men det var fisken dernede ikke særligt imponeret af. Så stoppede den og så var det ret stille et par sekunder. Nogle vuggende bevægelser gennem stangen og så afsted igen. Ingen line vundet - overhovedet. Hvad fanden var det for en fisk? Jeg troede at det her havfiskeri var hårdt og brutalt og at fisken var lidt hurtigt oppe, samt at man ingen større nydelse havde af de fisk man fik på.
Ommer! Linen kom langsomt på hjulet og måske halvvejs var jeg godt træt i kontorarmen - og så forsvandt fisken igen i et langt udløb, der fik stangen til at slå mod rælingen. Nu var de andre blevet interesserede i hvad jeg havde på. De syntes det lugtede af helleflynder og da jeg endelig fik fisken til overfladen stod Anders og Dennis med gaf og spyd, parat til at hugge en stor flad indenbords. Første kast og ikke bare ny art for mig, men også ny rekord i vægt for gutterne. 10,1 kg. helleflynder. Sikke en fight!
I det hele taget var mit billede på havfiskeri noget forskruet, for jeg havde ikke opfattelsen af at man kunne have sjov med torsk, sej eller fladfisk, men det lærte jeg lige på en uge. Dagen på plateauet gik hurtigt og fiskene bare væltede ind. En fiskerigdom jeg aldrig havde troet mulig. Ekkoloddet var flere gange proppet med fisk og havde der været alarm på, var en tidlig tinnitus en realitet. Dennis brillerede med en stor torsk på 17 kg. og Anders knaldede en på 23 kg. Personlige rekorder og stor glæde i båden! Endnu en flynder gik til hugget og ja, det var bare fantastisk. At det så skulle være den bedste dag på ugen, vidste vi ikke - men ifølge guiden var det langt fra unormalt fiskeri heroppe.
Jeg skal være den første til at erkende at jeg ikke er tryg på vandet. Nordatlanten er ikke for børn og jeg er et barn i denne sammenhæng. Jeg er søstærk nok, såmænd, men du er bare langt væk fra fastlandet og heroppe kan søen rejse sig hurtigere end man fighter en brosme og hvad gør man så? Man lytter til vejrudsigterne og guiderne - hele tiden. Som før nævnt havde vi også en særdeles veludstyret båd og der hjælper på det hele. Alt i absolut fineste orden, fik mig ud til rælingen og pilken kørte ned på 35 meter. Jeg havde kun lige ramt bunden 5-6 gange før jeg fik et mega hug. Et rigtigt knald af et hug og så forsvandt min line bare. Jeg havde lånt en pirkestang og et kraftigt havhjul af Jim, men det var fisken dernede ikke særligt imponeret af. Så stoppede den og så var det ret stille et par sekunder. Nogle vuggende bevægelser gennem stangen og så afsted igen. Ingen line vundet - overhovedet. Hvad fanden var det for en fisk? Jeg troede at det her havfiskeri var hårdt og brutalt og at fisken var lidt hurtigt oppe, samt at man ingen større nydelse havde af de fisk man fik på.
Ommer! Linen kom langsomt på hjulet og måske halvvejs var jeg godt træt i kontorarmen - og så forsvandt fisken igen i et langt udløb, der fik stangen til at slå mod rælingen. Nu var de andre blevet interesserede i hvad jeg havde på. De syntes det lugtede af helleflynder og da jeg endelig fik fisken til overfladen stod Anders og Dennis med gaf og spyd, parat til at hugge en stor flad indenbords. Første kast og ikke bare ny art for mig, men også ny rekord i vægt for gutterne. 10,1 kg. helleflynder. Sikke en fight!
I det hele taget var mit billede på havfiskeri noget forskruet, for jeg havde ikke opfattelsen af at man kunne have sjov med torsk, sej eller fladfisk, men det lærte jeg lige på en uge. Dagen på plateauet gik hurtigt og fiskene bare væltede ind. En fiskerigdom jeg aldrig havde troet mulig. Ekkoloddet var flere gange proppet med fisk og havde der været alarm på, var en tidlig tinnitus en realitet. Dennis brillerede med en stor torsk på 17 kg. og Anders knaldede en på 23 kg. Personlige rekorder og stor glæde i båden! Endnu en flynder gik til hugget og ja, det var bare fantastisk. At det så skulle være den bedste dag på ugen, vidste vi ikke - men ifølge guiden var det langt fra unormalt fiskeri heroppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar