Og så stod vi der på Österlen, hvor Kjell havde fisket før. Nu skulle vi finde fiskene, men den sang har vi hørt før. Hvor vi startede virkede det dog grumset, men modsat til hvad jeg troede, så var det alligevel ikke lysere længere ude. Altså brugte vi lige en time på at vandre på brune rev og alligevel ikke få fisket effektivt. Det, sammen med vinden der bare øgede og gjorde alle kast lige ud, til et større besvær. Øv!
Tal til ryggen |
Uanset, så sad vi der i regnen og undrede over hvorfor det var som det var. Men vi havde givet det en chance nu og jeg troede som den optimist jeg nu er, faktisk på det. Jeg bander måske en del og ja, jeg kan som nok også være både sur og brokke mig, men optimistisk... det er jeg altid.
Men optimismen fanger ikke fisk og selvom jeg tog en vandrer over det fede rev og det helt ærligt lugtede af en fisk eller 2, så måtte jeg først se Kjell lægge sig på stranden af udmattelse og siden selvsamme person stå med armene oppe over hovedet og fægte. Jeg forstod ikke de hallandske fagter og måtte sande at det var opgivelsens tegn, da jeg kom i land.
Ok, vi skulle hjem... imens sidder jeg og tænker på hvor fedt det egentlig er at vade...
Dybe tanker...
Tack för upplevelsen Anders!
SvarSletVädret rår VI ju inte på… :-(
Vi får ta nya tag!
Ha d!
//Kjell